DR nulstiller samfundet i et nyt overlevelsesprogram

»Der er jo nok en grund til, at Svend Brinkmann topper bestsellerlisterne,« siger en psykolog, der håber, at DR’s program kan tjene som en øjenåbner.

Seks kvinder og otte maend efterlades på en ø i Stillehavet med knive, fiskekroge og vand nok til et døgn. De skal finde ly, vand og føde til at klare sig i 30 dage. Ingen vinder. Ingen bliver stemt hjem.

Det er rammerne for DR’s seneste sociale eksperiment i kategorien overlevelses-tv. ”Øen – en ny begyndelse” skal skildre gruppedynamikken, når 14 individer skal indgå i et faellesskab og finde deres plads og rolle i et hjemmelavet samfund, forklarer Jan Lagermand Lundme, redaktør for programmet.

»Det er en form for nulstilling af det samfund, vi er i. Det er en god historie, man kan relatere til og bruge til at reflektere over sit eget liv. Skal jeg virkelig have mobilen på mig hele tiden og lade mig bombardere af indtryk, når jeg har aftalt en hyggelig aften med mine venner? Går vi glip af noget naerkontakt? Skal jeg leve et liv, hvor jeg bare går ned i supermarkedet og bare propper kurven med mad? Det er sådan, vi lever vores liv nu, og måske er det godt nok. Men hvad gør det egentlig ved os?« siger han.

Er det bare godt tv at udsaette almindelige danskere for ekstreme situationer?

»Man kan selvfølgelig aldrig vide, hvad der sker, men de 14 mennesker har vaeret gennem forskellige ting, som gør, at vi er sikre på, de kan klare de 30 dage. Og det er ikke mere farligt, end at man bare kan tage hjem, hvis man ikke har lyst til at vaere der mere.«

Faellesskabet

I ”Alene i vildmarken” fulgte vi individernes udholdenhedskamp for at klare sig bedst og laengst, men nu handler det altså om faellesskab og relationer. Hvad kan man udlede af det?

»”Alene i vildmarken” handlede om først og fremmest om selvrealisering og fysisk overlevelse. Men for dem, der fik mad og varme nok, var der en faellesnaevner: savnet af pårørende og naere relationer. Det blev ligestillet med den fysiologiske overlevelse. På den måde er det her program måske godt grebet i tiden. Det taler ind i, at vi – synes jeg – er ved at glemme faellesskabets nødvendighed for vores velbefindende,« siger psykolog Tom Steen Jensen, der har fulgt ”Alene i vildmarken”, men endnu ikke ”Øen – en ny begyndelse”, der har premiere torsdag aften.

»Først når vi står over for ekstreme oplevelser – når vi rammes af død, sygdom og sorg – får vi sat livet og nødvendigheden af vores faellesskaber i perspektiv. Nu kommer der måske noget tv, som kan minde os om det. Hvis det kan få nogle til at kigge op fra skaermen og se efter, hvem der ellers sidder i sofaen, kunne det vaere spaendende.«

Måske har vi brug for andre wakeupcalls end programmer som ”X Factor”, ”Den store bagedyst” og ”Vild med Dans”, siger Tom Steen Jensen. Programmer, hvor nogen skal stemmes hjem, og vi skal finde det bedste individ.

»Der er jo nok en grund til, at Svend Brinkmann topper bestsellerlisterne, da netop ét af hans budskaber er, at vi skal gøre op med samfundstvangen til selvrealisering og i stedet genfinde vores naermeste relationer.«

Moderne helte?

At vise nødvendigheden af faellesskab og samarbejde er ikke noget nyt, siger Anne Jerslev, professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet. Helt tilbage i slutningen af 1960’erne lavede den danske dokumentarist Poul Martinsen eksperimentet ”Broen”, hvor to forskellige befolkningsgrupper, der traditionelt var hinandens modstandere skulle arbejde sammen om at konstruere en bro, der kunne tage dem tilbage til fastlandet. I reality-tv’s spaede tid havde BBC programmer som ”1900 House” og ”Castaway”.

»Jeg tror, disse programmer fascinerer, fordi de iscenesaetter en form for nutidig heltemodighed. En moderne helt er måske en, der giver afkald på det sikkerhedsnet, vi alle har. Vi ved, at der kommer vand ud af hanerne, og at vi ikke behøver at fryse. Alle disse basale ting betragter vi som en selvfølge, som vi ikke engang behøver sige tak for. Serierne er opbyggelige, fordi de viser, at det faktisk kan lade sig gøre at leve på en anden måde.« siger hun.

Hun ser et program som DR’s i forlaengelse af interessen for post-apokalyptisk fiktion:

»Man får et billede af en fremtid, der måske ikke er så usandsynlig endda. Vi ved, at verden kommer til at aendre sig radikalt. Vi er klar over, at det handler om en katastrofal fremtid, hvis vi ikke får gjort noget ved f.eks. klimaet. Det kan godt vaere, at der ikke bliver refereret til den slags i programmet, men alle de scenarier, vi kan laese i post-apokalyptiske romaner, har fået en helt ny grad af realisme i dag. På den måde er denne slags programmer ikke nostalgiske eller bagudrettede, men noget vi snarere kan se på med en smule gysen. Taenk, hvis det er en mulig fremtid.«

Først når vi står over for ekstreme oplevelser – når vi rammes af død, sygdom og sorg – får vi sat livet og nødvendigheden af vores faellesskaber i perspektiv. Tom Steen Jensen, psykolog