Klanmentalitet kan også stråle i demokrati

Klansamfund er ofte fattige, farlige og kendetegnet ved den staerkes ret. Omvendt er de fleste demokratiske samfund rige og fredelige med lighed for loven, og staten har voldsmonopolet. Desvaerre virker klanmentalitet strålende i demokratiske samfund, når klanen når en vis størrelse.

Opgør i nattelivet klares let, når brødre, faetre og onkler hurtigt kan mobiliseres. Sagsbehandlere, laeger og vidner kan presses til de ønskede afgørelser, erklaeringer og udsagn. Kriminelle medlemmer kan skjules for politiet og gives falske alibier. Politikere kan tilbydes en hel blok af stemmer mod behørig modydelse, og klanmedlemmer med foden indenfor i det politiske/administrative system kan begunstige klanen med offentlige midler. Med sans for forskønnende omskrivninger bruges udtrykket “udsatte unge” om forhaerdede kriminelle med indvandrerbaggrund. De hastigt voksende “indvandrerbander” kaldes heller ikke ved deres rette navn: klaner. Klansamfund med synlige gadesoldater, mindre synlige åndelige ledere, som traekker i trådene, samt udeklarerede klanrepraesentanter i politiske og administrative fora.

Hertil kommer varme linjer til oprindelseslandene, som målrettet henter flere klanmedlemmer til Danmark og kanaliserer midler den modsatte vej. Intern klanjustits (social kontrol) holder orden i geledderne, og alliancer inden for klanen og med andre klaner indgås via giftermål (arrangerede aegteskaber). Mønsteret er tydeligt, hvis man forbinder punkterne og løfter blikket vaek fra den politiske korrektheds falske smalle sti.