Amerikanske soldater mener, at Trumps svigt af kurderne er afskyeligt
I alt blev 11.000 kurdere draebt, og 24.000 blev såret i en krig mod IS, som USA havde bedt dem om at deltage i.
Ved et arrangement for amerikanske militaer- og efterretningsveteraner i lørdags var der ét emne, der overskyggede alle andre: praesident Trumps beslutning om at vende ryggen til de kurdere i Syrien, som har kaempet og ofret deres liv for at hjaelpe USA med at udslette Islamisk Stat.
»Det skaerer mig dybt i hjertet at lade folk i stikken, som har ofret sig for os,« sagde en tidligere højtplaceret CIA-embedsmand, som deltog i middagen, senere til mig. En pensioneret firestjernet general, der også var til stede, sagde det samme: Trumps tilbagetraekning var en »ufornuftig, moralsk uforsvarlig handling« og en »skaendsel« for USA og de soldater, der tjener landet.
Sådanne kvaler var vidt udbredt blandt deltagerne ved arrangementet, fortalte adskillige deltagere. Arrangementet var en årlig middag til aere for det amerikanske Office of Strategic Services, som var en hemmelig kommandogruppe under Anden Verdenskrig, og som blev forløberen for CIA, nutidens amerikanske efterretningstjeneste, og de amerikanske specialstyrker.
Det årlige arrangement er en hyldest til de militaere alliancer, som altid har vaeret kernen i USA’s magt. I år smagte middagen bittert.
Det er nok umuligt for amerikanerne fuldt ud at forstå omfanget af det svigt, som kurderne i Syrien føler. I alt er 11.000 af dem døde, og 24.000 er blevet såret i en krig, som USA har bedt dem om at deltage i.
Måske kan amerikanerne forstå den skam og harme, der breder sig blandt de amerikanske specialstyrker, som har kaempet side om side med de syriske kurdere, og som nu er vidner til, at USA opgiver kurderne og lader dem stå alene over for deres tyrkiske fjende.
»Det er en skandale,« udtalte en officer i den amerikanske haer, som har vaeret udsendt til Syrien. »Det bliver en skamplet på USA’s omdømme i årtier.«
Det kan lyde som ekstreme synspunkter, men de deles af mange andre, som også har gjort tjeneste på missionen i Syrien. For disse soldater er det at forlade en allieret på slagmarken noget naer det vaerste, der kan ske.
For at forklare, hvordan krigen har set ud for de amerikanere, der har gjort tjeneste i Syrien, har jeg gennemgået mine noter fra fire ture dertil sammen med det amerikanske militaer. Jeg har aldrig mødt en soldat, som tvivlede på, at krigen gav mening.
På min første tur i maj 2016 tilbragte jeg mange timer med at tale med en amerikansk officer. Han var høj, han havde stort fuldskaeg, og hans arme var taet tatoveret. Han lignede en actionhelt fra et kratiske Styrker (SDF), der ledes af en kurdisk milits ved navn YPG, var en terrororganisation. »De holder stand,« sagde han. Det lod til at vaere den bedste kompliment, han kunne komme med.
Krigen skred hurtigt fremad. SDF gik fra hus til hus for at fjerne jihadister, og USA sendte en bomberegn ned fra luften. I juli 2017, mens vi bumlede af sted på en grusvej i naerheden af Tabqa, som – i teorien – for nylig var blevet ryddet for miner, havde en stabssergent fra Oklahoma skruet godt op for countrymusikken på radioen.
Han talte om alt det derhjemme, men jeg kunne tydeligt høre på ham, at der ikke var noget sted, hvor han og hans kolleger hellere ville vaere, end lige der.
Vi satte os ned på gulvet for at spise et måltid sammen med de kurdiske haerførere, der lige havde erobret Tabqa i et bekosteligt angreb. De fortalte os, at det var deres pligt, mens de tilskyndede os til at spise mere mad. I det betontårn, hvorfra Islamisk Stat havde kastet homoseksuelle fanger i døden, var der nu kun bunker af affald og jihadist-slogans på vaeggene tilbage.
I februar 2018 var Raqqa, Islamisk Stats hovedby, blot en bunke murbrokker. Da vi kørte forbi de mange bunker af knust beton, begyndte børn at vinke til soldaterne på den måde, som civile gør efter enhver krig, sikkert fordi de var så glade for, at krigen var forbi.
Jeg mødte en amerikansk laege, som var den eneste traumekirurg i området, og som hver dag tilbragte hele dagen med at behandle alvorligt sårede syrere. Hun forklarede, at det var en »aere« at vaere i Syrien.
Og nu, hvor min historie naermer sig sin afslutning, er vi nået frem til juli 2019.
© Washington Post Måske kan amerikanerne forstå den skam og harme, der breder sig blandt de amerikanske specialstyrker, som har kaempet side om side med de syriske kurdere, og som nu er vidner til, at USA opgiver kurderne og lader dem stå alene over for deres tyrkiske fjende.
Jeg var i Kobani, hvor jeg mødtes med general Mazloum Abdi, lederen for de syriske kurdere. Praesident Trump annoncerede i december, at han ville traekke alle amerikanske styrker ud af landet. Mazloum var alt for høflig og loyal til at kritisere den amerikanske praesident.
»Vi respekterer enhver beslutning, som USA traeffer, uanset om de ønsker at blive eller traekke sig ud,« sagde han med en rolig, klangløs stemme, der var haerdet af krig.
Amerikanske officerer har senere fortalt mig, at Mazloum er blevet kritiseret for at stole for meget på USA, men Mazloum insisterer fortsat på, at han har tillid til sine allierede.
Jeg spurgte en af de amerikanske officerer om, hvordan det var i december at skulle fortaelle Mazloum, at USA ville traekke sig ud af landet. Svaret er uegnet til at blive gengivet her.
Hvilken følelse har de amerikanske soldater så, når de ser Trump traekke styrkerne ud af den syriske slagmark og lade deres tidligere kammerater i stikken med udsigt til den visse død?
De føler afsky.