Må voksne gerne synge lange, bange sange om klimaet?

Hvad gør det ved en generation af børn og unge, at de vokser op med frygten for klodens fremtid? Svaret fra eksperter er, at det afhaenger af de voksne – og af deres håb.

Foran et parcelhus i Aarhus lød der for nylig et skrig af den slags, der plejer at betyde, at nogen på seks år ikke kan få kjolen til at sidde rigtigt. Men denne gang var det alvorligt. Der lå et stykke papir på fliserne i havegangen.

»Man må ikke smide papir i naturen, så dør havets dyr. Det er aegte,« lød det, inden lillesøster kørte først ned ad bakken, og omsorgen for klodens fremtid blev afløst af en mere håndgribelig konflikt.

På en måde er det jo fint allerede som seksårig at have lidt bevidsthed om, at vi saetter os aftryk i verden, og at vi skal passe på naturen, taenkte faren den morgen. Men på den anden side er det et stort ansvar i et lille hoved i en tid, hvor den seksårige om ikke så laenge vil komme til at kende den svenske teenager Greta Thunberg, der som bekendt for nylig fortalte verden, at det var på tide at gå i panik over udsigten til klimaforandringerne.

Spørgsmålet er, hvordan tidens og fremtidens debat og frygt for fremtidens klimaforandringer påvirker den generation af børn og unge, som vokser op lige nu? Skal vi voksne sige, hvis vi selv er bange for, hvad der kommer til at ske?

Svarene skal vise sig at kraeve en omvej forbi atombomberne over Japan i 1945, en postapokalyptisk børnebog om en verden uden voksne og en aeldre mand på AErø, som i 1978 skrev en sang om, at ”Vi voksne kan også vaere bange”.

Er vi havnet i en situation, hvor det er nødvendigt at synge sådan igen?

Barbara Hoff Esbjørn, der er professor på Center for Angst på Københavns Universitet, siger nej. Det er en dårlig sang, for vi skal vel ikke ligefrem fremhaeve elendigheden ved livet over for børn? Vi bør fremhaeve det gode ved livet, anfører hun.

Voksne må ikke gå i panik

»Måske verden går under om 500 år, men lad os arbejde for, at det ikke sker og lad os prøve at leve lykkeligt, indtil det sker,« siger professoren, som ellers ikke er en af dem, der bidrager til panik.

Faenomenet klimaangst eksisterer slet ikke, mener hun. Der findes generaliseret angst, som f.eks. kan vaere overdrevne bekymringer udløst af ting som oversvømmelser efter tsunamien i Asien, terror, skyderier på Nørrebro – eller debatten om klimaet.

»Verden er farlig, det er altså ikke nyt. Og det er heller ikke nyt, at vi voksne ikke kan spå om fremtiden,« siger Barbara Hoff Esbjørn, som mener, at det, vi kan og skal gøre, er, at vi skal hjaelpe børnene med at fortolke det, der sker i verden.

Vi skal sige til børnene: Det er ikke jeres ansvar. Vi voksne løser det.

»De børn, som kan blive psykisk påvirkede af de ting, er dem, der oplever, at de har et ansvar for at løse problemerne, og som er omgivet at voksne, der går i panik, og som ikke er rolige, og som ikke hjaelper børnene,« siger Barbara Hoff Esbjørn.

Professor emeritus Per Schultz Jørgensen mener, at netop klimakrisen kan ende med at ramme børn og unge dybt. Fornemmelsen af, at voksne ikke har svaret på, hvordan krisen skal løses, og fornemmelsen af, at voksne ikke tager ansvar for situationen, kan vaere skraemmende for børn.

Per Schultz Jørgensen, født i 1933, sammenligner situationen med, da han som dreng oplevede, at USA smed atombomberne over Japan i 1945. Det var et chok, der udløste en diffus angst, som han stadig kan genkalde sig. Dengang som nu er det uoverskueligheden, der er vaerst for børn, forklarer han. Det samme kan siges om at vaere barn under Den Kolde Krig, hvor der også var en trussel om en atomkrig.

»Forskellen til i dag er bl.a., at der dengang var en faelles fjende på den anden side af Jerntaeppet, som man kunne rette sig mod. I dag er der ikke en fjende, men en diffus trussel mod hele jorden, som vi ikke kan se, og som kommer snigende. Det gør klimakrisen svaerere at håndtere for børn.«

Mens klimaangst ikke er en diagnose, er psykologer begyndt at tale om faenomenet pretraumatisk stress blandt børn og unge. Altså ikke stress over det, der er sket – og som kan give posttraumatisk stress, PTSD – men stress pga. bekymringer for, hvad der vil ske i fremtiden. Sådan lyder det fra psykolog Simon Elsborg Nygaard, Aarhus Universitet, som forsker i baeredygtighed og psykologi. Han peger på, at nutidens unge i USA er den første generation i nyere tid, der ikke har en grundlaeggende tro på, at fremtiden bliver bedre end fortiden.

Ifølge Elsborg Nygaard er forskellen fra f.eks. 1970’ernes og 1980’ernes bekymring for en atomkrig, at der dengang herskede en opfattelse af, at de voksne håndterede truslen, og der f.eks. var nødprocedurer med be”Vi skyttelsesbunkere i tilfaelde af en atomkrig. I dag har mange børn og unge en opfattelse af, at de voksne ikke gør nok.

»Og i dag har vi så fået en som Greta Thunberg, som på den ene side mobiliserer mange unge og får dem til at handle. Det er godt for klimaet, og samtidig skaber det at handle positive følelser for de unge. Men på den anden side øger Thunberg frygten hos børn og unge, når hun direkte siger, at tiden er kommet til at gå i panik.«

Ifølge Barbara Hoff Esbjørn er der ikke nogen forskel på de bekymringer, børn kan have pga. klimaudfordringerne i dag, og de bekymringer, som børn i 1970’erne og 1980’erne havde i skyggen fra Den Kolde Krig og risikoen for en atomkrig eller atomudslip. Alligevel er der måske en forskel i den måde, vi voksne håndterer situationen på, mener hun: Man så dengang ikke foraeldre, der tog deres børn med til demonstrationer mod Barsebäck på samme måde, som man i dag ser mange børn og unge til klimademonstrationer.

»Jeg siger ikke, at det er en dårlig idé at tage sit barn med til en klimademonstration, men vi skal i hvert fald som voksne tage ansvar for at se på vores barn og vurdere, om det er en hyggelig ting at gøre sammen, eller om det bidrager til barnets bekymringer.«

Børnebøger om klimaet

En anden forskel er, at man i 1970’erne sang med på sangen