Nu må vanviddet stoppe med saelerne

I nabolandene omkring Østersøen er der for laengst indført tilladelse til nedregulering af de kaempebestande af saeler, der uden naturlige fjender har fået lov at brede sig uhaemmet de seneste mange år i danske farvande og åer. I Danmark er man som saedvanlig tøvende og henholdende. Man får naermest indtryk af, man lader DN-praesident Maria Reumert Gjerding styre.

Som nu, hvor nye fiskekvoter er offentliggjort, og vore professionelle fiskere igen må se deres erhverv begraenset. De reducerede fiskebestande skyldes dog ikke menneskeligt overfiskeri, men den vanvittige fortsatte totalfredning af saelerne, der har rigelige maengder af frisk fisk til rådighed uden begraensninger.

Problemet har vaeret oppe at vende i Folketinget flere gange, men hidtil har der ikke vaeret nogen handling fra tidligere regeringer. Nu må den nye minister tage affaere. Det haster.

Da vi hverken har isbjørne eller spaekhuggere i danske farvande, og vi bortset fra i Grønland ikke har saeler på middagsbordet, må der simpelthen nedreguleres ved skydning. Ja – men så siger “naturflipperne” i København, at saeler da er så søde med deres store, bløde øjne.

Nej, saeler er rovdyr, der aeder vore fisk. Så hvad vil I helst have på spisebordet i København – fisk eller sael? I Danmark ser vi nu en invasion af saeler i vore åer og vandløb, hvor de også uforstyrret holder festmåltider i ørred, laks og alle andre fiskearter. Romantiseringen af naturen har generelt taget overhånd. Vi ser det også med hvaler, der “synger” og er fantastiske dyr.

Javist er de det. Men de støvsuger også oceanerne for fisk, og da de også naesten er totalfredede, er de efterhånden blevet en (for) stor belastning for vi menneskers fiskeføde. Igen, der er naesten ikke tradition for at spise hvalkød – men det kan vi blive nødt til, hvis hvalfangst ikke genoptages i et vist omfang.

Og husk derude: Ser I en sael, så er den der ikke for at optraede for jer – men for at aede jeres mad.