Stress skyldes udmattelse og tab af mening

Hvorfor arbejder vi, til vi bliver syge og falder om? Det spørgsmål forsøger filosof og ledelsesrådgiver Mette Vesterager at besvare i sin nye bog, ”Stress og eksistens”.

Hvorfor er vores liv, ikke mindst vores arbejdsliv, blevet draenet for mening, når vi netop har et eksistentielt behov for mening?

Hvorfor har vi mistet kontakten til vores kropslige behov?

Filosof, ledelsesrådgiver og forfatter Mette Vesterager har endnu en gang leveret en god og brugbar bog om moderne arbejdspladsers måde at organisere arbejdet på.

For to år siden lancerede Mette Vesterager den fremragende guide ”Eksistentiel ledelse” om det personlige lederskab. I den behandlede hun kort emnet stress ud fra et eksistentielt perspektiv, men emnet kraevede sin egen bog, mente hun; og nu er efterfølgeren, ”Stress og eksistens” klar.

Stjernemodellen

Mette Vesterager undersøger i ”Stress og eksistens” de grundlaeggende vilkår, der former vores eksistensmuligheder. Hun anvender ”Stjernemodellen” til at praesentere de 10 vaesentligste grundvilkår som forbundethed, frihed, ensomhed, meningsløshed, krop, tid og død, og hun praesenterer en raekke cases baseret på samtaler om stress.

Alt i alt rigtig fint og vaesentligt og leveret på en indbydende måde. Men mange har skrevet glimrende bøger om stress, så denne anmelder er ikke helt oppe at ringe over denne nye stressbog, som ikke bringer vaesentligt nyt til de i forvejen mange udmaerkede bøger om emnet.

Frygten for at blive en fiasko og dermed overflødig og udstødt af faellesskabet styrer os og er med til at bane vejen for, at vi presser os selv. I organiseringen af arbejdet er vi blevet løsrevet fra vores grundlaeggende behov og jagter nu kunstige mål – en jagt, som kun begraenses af arbejdskraftens udmattelse.

»Teknologiske redskaber er ikke laengere menneskets tjenere, men styrer os og ikke mindst vores blik på hinanden,« skriver Mette Vesterager, som refererer til den tysk-amerikanske filosof Hannah Arendt.

Tak til Mette Vesterager for at udbrede kendskabet til Arendt, som ikke er helt nem at laese. Hannah Arendt interesserede sig saerligt for menneskets praktiske liv, de forandringer, det har gennemgået, og den umenneskeliggørelse og det meningstab, det har ført med sig.

I følge Arendt leves det meningsfulde liv inden for et faellesskab, hvor individet kan udfolde sig som et unikt og frit menneske gennem mellemmenneskelige handlinger.

Unaturlig vaekst

Hannah Arendt mener, at der er sket en konstant forøgelse af arbejdsproduktiviteten, og at mennesker derved har skabt en unaturlig vaekst. Ingen af de aktiviteter, processen opdeles i, har et naturligt mål i sig selv, argumenterer Arendt. Arbejdet begraenses først, når arbejdskraften er udmattet. Der er altid mere arbejde, vi kan gøre, og det er med til at gøre os stressede, forklarer Mette Vesterager med henvisning til Hannah Arendt.

I praestationssamfundet ligger ansvaret for at praestere på individets skuldre. Vi føler os selv ansvarlige for, om vi er succesfulde eller ej. Det forventes, at vi er motiverede og engagerede, og allerhelst skal vi udleve vores passion.

God formidler

Ud over Hannah Arendt traekker Mette Vesterager på blandt andre Søren Kierkegaard og den sydkoreanske Byung-Chul Han, der er filosofiprofessor i Berlin og forfatter til bogen ”Traethedssamfundet”. Han er optaget af udbraendthed, depression og internet og bestemt vaerd at interessere sig for.

Mette Vesterager kan sit filosofiske stof og er en god formidler. Ingen bog fra Mette Vesterager uden hendes umiskendelige signatur, som er praktisk anvendelighed. Således også denne bog. Ved hjaelp af ”stjernemodellen” gennemgår hun 10 veje ud af stress på individuelt niveau, organisatorisk niveau og samfundsniveau. Saerligt må vi gøre op med vores paradoksale levevis, hvor uvisheden stiger, samtidig med at vi øger kravene til vished, forklarer forfatteren.

Hendes samtaler med ledere/casene er indimellem hjerteskaerende, som når en leder fortaeller:

»Jeg blev fladere og fladere og tristere og tristere. Og så sagde min davaerende coach: ”Så gå dog hjem, din idiot”. Og det kunne jeg så heller ikke finde ud af, for jeg ville heller ikke vaere rigtig ved det. Så selv om jeg siger, at jeg trak stikket i seks uger, så passer det ikke helt. For hvis andre ikke skulle laegge maerke til det, måtte jeg vaere her en gang imellem. Det taenkte jeg bagefter var en fejl, men jeg kom ovenpå efter sommerferien.«