Jordbaer på video

Det er en del af venstrefløjens selvforståelse, at den taler på vegne af de mest udsatte og sårbare danskere. Men der er ved at ske noget. Der er åbenlyst kommet slør i de saedvanlige offerhierarkier.

Venstrefløjens kritik af statsminister Mette Frederiksens åbningstale i Folketinget har vaeret hård. Hendes analyse af, at den berømte danske tillidskultur er på retur, og at vanvidskørsel, bandekriminalitet, vold, plat og svindel er kommet til – jordbaerboden har nu videoovervågning – har fået en hård medfart blandt venstrefløjspolitikere og -debattører.

Hun er alt for negativ. Så slemt er det da ikke. Hun overdriver. Der er alene tale om enkeltstående tilfaelde, ikke en gennemgående tendens, har det heddet. Det er det, der må overraske, ligesom det er påfaldende, så haendervridende desperat bortforklaringerne og fortraengningerne stadig stilles til skue efter uger med nye håndgranater, skyderier, knivstikkerier og mere almindelige voldelige overfald, isaer i København. Hjemmerøverier og indbrud taler vi efterhånden slet ikke om. Måske fordi heller ikke politiet laengere forekommer at tage dem alvorligt.

Det fremstilles let hånligt, som om statsministeren personligt er bange. Man må forstå, at det er der slet ingen grund til. Men det er da enhver statsministers ret og pligt at saette ord på en samfundsudvikling, hun ser folde sig ud for øjnene af os alle, og som hun mener er ved at underløbe den berømte danske sammenhaengskraft. Alt andet vil vaere en form for virkelighedsfornaegtelse, som en statsminister, der har det øverste ansvar, naturligvis ikke kan tillade sig.

Det er bestemt en hård erkendelse, at det Danmark, der var engang, ikke laengere er og naeppe kommer tilbage. De tider er forbi, da betjenten hjalp andefamilien over gaden. Den gennemgribende forandring af det danske samfund på meget kort tid har flere statsministre nu sat ord på. Det nytter ikke at lukke øjnene for det, selv om det er ubekvemt og nådesløst retter fokus mod det svigt, som nu flere generationer af politikere har gjort sig skyldige i. Det opbrud og den forråelse, der er fulgt i kølvandet på indvandringen fra ikkevestlige lande – udløst af de få, til skade for de mange – lader sig ikke snakke vaek. Man kan slå efter i kriminalitetsstatistikkerne, eller man kan forlade sig på individuelle observationer. Hvorfor skulle en statsminister dog ikke oplyse om, at hun er opmaerksom på problemerne, og at hun vil gøre, hvad hun kan, for at imødegå dem hos dem, de rammer?

At det er de svageste danskere med faerrest muligheder, der betaler prisen for dette opbrud, må vaere velkendt. Det er i hvert fald ikke overvejende dem, der taler varmest for den multikulturelle idyl, der baerer omkostningerne i opgangen, boligblokken og på arbejdspladsen. Det overlades generøst til andre, der bor og arbejder dér, hvor volden og usikkerheden er rykket ind. Her er det så, at venstrefløjen efter normal praksis burde springe til og solidarisere sig med dem, det går ud over. Men det sker ikke laengere. I stedet tales problemerne ned og vaek. Forklaringen må vaere, at venstrefløjen har identificeret en samfundsgruppe, der har det endnu svaerere end de svageste etniske danskere, nemlig indvandrere. Foruden, naturligvis, at det er samme venstrefløj, der har talt varmest for indvandringens lyksaligheder.

Det siger desvaerre i sig selv en del om den voksende splittelse i samfundet, at reaktionerne på Mette Frederiksens analyse er så forskellige. Der er dem, der snakker om indvandringen. Og der er dem, der må leve med den.