Medborgerskab

Hvert år gennemfører Udlaendinge- og Integrationsministeriet en spørgeskemaundersøgelse med fokus på ikkevestlige indvandrere og efterkommeres såkaldte medborgerskab. I Medborgerskabsundersøgelsen 2019 er der, som det hedder, »saerligt fokus på nydanskeres vaerdier og holdninger«, og man søger isaer at belyse sammenhaengen mellem vaerdier og »religiøsitet«, som det noget tåget formuleres.

Bag de mange grafer og mere eller mindre svaevende formuleringer gemmer der sig dog den triste sandhed, at det blandt mennesker med mellemøstlig baggrund er så som så med troen på demokratiet og de almindelige frihedsrettigheder. Vi taler ikke her om trangen til at spise frikadeller eller bade nøgen, og vi taler heller ikke om »dansk egenart«; vi taler om opbakningen til demokrati, frihed, lov og ret.

Det kniber desvaerre. Og det er ikke noget nyt. For et halvt år siden viste f.eks. en undersøgelse i København, at naesten hver tredje ung med ikkevestlig baggrund var delvist eller helt enig i et udsagn om, at »religiøse og kulturelle traditioner og love skal følges, selv om de kan vaere i strid med dansk lovgivning« – og tallet er stigende.

Det varsler ilde for demokratiforståelsen i Danmark, og i den henseende er den aktuelle medborgerskabsundersøgelse lidet opmuntrende. Undersøgelsen benaevner principielt indvandrere og efterkommere »nydanskere«, og i forlaengelse af det må man spørge, hvordan det nye Danmark kommer til at se ud? Hvilke regler kommer til at gaelde, hvad bliver tilladt, og hvad bliver forbudt?

Retten til at gøre grin med religion kommer i hvert fald under pres. 48 procent af ikkevestlige efterkommere er i undersøgelsen »helt enig« eller »delvis enig« i, at religionskritik skal vaere forbudt. Vi taler om mennesker, der er født og opvokset i Danmark, uden at demokratiske principper om ytringsfrihed er smittet af på dem.

Berlingske spurgte i den anledning det tidligere folketingsmedlem Yildiz Akdogan, om det skal vaere lovligt at kritisere religion? Man fik et vaevende svar: »Der skal vaere plads til, at man kan gøre grin med alle religioner, og man skal kunne stille kritiske spørgsmål til alle religioner, så laenge det bliver gjort på et sagligt grundlag og ikke kun med en hensigt om at håne og nedgøre en gruppe.«

Hvem der så skal afgøre, hvad der er sagligt eller ikke sagligt, melder historien naturligvis ikke noget om. Men at der hos et tidligere medlem af det danske folketing hersker en så ringe forståelse af, hvad almindelige frihedsrettigheder er for noget, er aerlig talt bekymrende, men vel i virkeligheden meget karakteristisk; diskussionen af disse forhold er ikke praeget af stor eftertaenksomhed.

En spørgeskemaundersøgelse bør naturligvis altid tages med et gran salt. Mindst. Der er forskel på, hvad man siger, og hvad man gør, det gaelder naturligvis ikke mindst, når der spørges til noget så luftigt som »vaerdier«. Undersøgelsen illustrerer ikke desto mindre, at kultur ikke er noget, man bare laegger fra sig sammen med hat og frakke i garderoben. Den består, og den kan sagtens forstaerkes i naeste generation. At mellemøstlige indvandrere medbringer mellemøstlige vaerdier og normer, har tilsyneladende overrasket vore politikere, skønt det jo er ganske forudsigeligt.

Hvad skal vi så »gøre« ved det? Meget er allerede for sent, men ét kan vi gøre, nemlig holde fast i grundlaeggende demokratiske principper. Det handler ikke om klaphatte og julefrokoster, men om noget alvorligere: vores frihed.