Skal Balkan betale for brexit? Regeringens kovending tyder på det

Da EU’s stats- og regeringschefer forleden skulle tage stilling til, om EU skulle gå videre med udvidelsesplanerne for det vestlige Balkan, blev det uden Danmarks støtte. Statsminister Mette Frederiksen synes, at det er »en maerkelig prioritering«, at man »samtidig med brexit indleder en drøftelse med Albanien om at blive medlem af EU«.

Skåltalerne for EU som ”fredens projekt” er gemt vaek. Men man skal faktisk ikke mange år tilbage for at finde dem frem – netop som en hyldest til Balkan. Fortaellingen var dengang, at her kunne EU så at sige genopfinde meningen med sig selv: at få stridende parter bragt sammen i et fredeligt samarbejde.

Det var et argument, som skiftende danske regeringer bed på. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) var i 2006 skeptisk over for flere store udvidelser af EU. Undtaget Balkan: »Hvis vi skal nå målet for EU om at sikre frihed og fred i Europa, så hører Balkan med i det,« lød det.

Da europaminister Nicolai Wammen (S) i Helle ThorningSchmidts (S) regering i 2012 var ved at laegge det halvårlige EUformandskab bag sig og skulle finde ud af, hvad jobbet så skulle udfyldes med, tog han til Make donien, Kosovo, Albanien og Bosnien-Hercegovina og erklaerede, at det vestlige Balkan nu blev hans politiske projekt:

»Hvis vi kigger på et europakort og ser på, hvor der er størst risiko for konflikt og uro, så er det i det vestlige Balkan. Landene ønsker at komme med i EU, og det er i vores interesse, at de kommer med,« mente Nicolai Wammen.

Nu er han finansminister og opsat på, at Danmark ikke kommer til at betale for meget til EUkassen. Mette Frederiksen har udstukket kursen. Danmark skal beholde sin milliardrabat, og EU skal først og fremmest sikre velfaerdssamfundet.

Det er med andre ord et markant brud med to årtiers udenrigspolitiske linje, som regeringen står for.

Man kan med god ret haevde, at da Fogh Rasmussen og Wammen så sikkert slog fast, at det vestlige Balkan skulle vaere en del af EU, da var effekten af finanskrise og flygtningekrise ikke kendt, brexit ikke opfundet, og Viktor Orbán var ikke for alvor begyndt at udfolde sit ”illiberale demokrati”.

Faktorer, som alle har aendret opfattelsen af EU, og som har gjort det noget vanskeligere at argumentere for flere udvidelser. Men man kan også vaelge at skue lidt laengere ud over Europa og spørge sig selv, om de geopolitske forhold, som dengang var fundamentet for argumentationen om at lukke det vestlige Balkan ind, har aendret sig? I den grad ikke, og i det omfang, som det har fundet sted, så til det vaerre. Tyrkiet er ikke kommet taettere på Europa. Tvaertimod. Rusland har senest i spillet omkring Syrien demonstreret sin tilstedevaerelse. Se på et europakort og stil spørgsmålet: Hvorfor skulle lande som Makedonien, Montenegro, Albanien og Kosovo vaelge EU?

Det er et markant brud med to årtiers udenrigspolitiske linje, som regeringen står for.

»EU har et problem med sin trovaerdighed, foruden der er risiko for, at de skubbes i armene på Rusland, Kina og Tyrkiet,« lød det fra Roland Freudenstein, fra den konservative taenketank Wilfrid Martens Center i nyhedsbrevet Euractiv.

Det er før set, at udenrigspolitik må vige for indenrigspolitiske interesser. Udmeldingerne om Balkan ingen undtagelse.

Før Murens fald i 1989 og den senere udvidelse med de tidligere Warszawapagt-lande kunne der i Danmark mobiliseres modstand mod EU ved at udråbe det ”som de riges klub”, hvor alle ikke kunne vaere med.

Nu mener regeringen angiveligt, at man kan mobilisere accepten af EU på praecis den samme fortaelling: Den om EU som en lukket og eksklusiv kreds..