Stram op på kviklån – for kundernes skyld
naestformand i Finansforbundet, København K
Nogle gange er ”nej” faktisk et godt svar at få – og det eneste rigtige svar at give. F.eks. hvis man er ved at optage et lån, man ikke har råd til at betale tilbage. Og også hvis det er svaert at få overblik over, hvad det egentlig kommer til at koste i sidste ende. Der er simpelthen behov for at stramme op på formidlingen og på bombardementet af tilbud om hurtig adgang til penge. For kviklån efterlader en alt for tung regning hos alt for mange, der ofte er i en sårbar situation.
Nem adgang til hurtige lån kan lyde besnaerende, men det er også alt for ofte for godt til at vaere sandt. Og de hurtige penge koster dyrt i det lange løb. I 2010 oprettede danske forbrugere 20.384 kviklån med et samlet udlånsbeløb på 37 mio. kr. I 2018 var antallet af kviklån vokset til 357.000 – og alene fra 2016 til 2018 skete en fordobling.
Vi har med andre ord at gøre med en eksplosiv udvikling i et marked, som måske nok giver et hurtigt fix af penge, men som også efterlader for mange med for alvorlige privatøkonomiske tømmermaend.
Alle kan komme i en situation, hvor man kan få behov for et lån. Men adgangen til kviklån har en social slagside, der er problematisk. Og det er derfor, at vi er nødt til at få mere god gammeldags omtanke i ind i adgang og informationerne. I sidste ende fordi man som forbruger naturligvis ikke skal lokkes til at optage lån, som man ikke har fuld indsigt i omfanget af, og som man i vaerste tilfaelde ikke kan betale tilbage.
Problemet er langtfra grebet ud af den blå luft: Den typiske kviklåntager er i 20’erne og altså godt i gang med at starte en voksentilvaerelse. I alt for mange tilfaelde sker det med en privatøkonomisk klods om benet – som det f.eks. af forskellige årsager er situationen for 46.783 unge under 30 år, som er registreret som dårlige betalere i RKI pr. 1. januar 2019.
Reglerne på området er strammet de senere år fra politisk hold, men tre simple greb kunne skabe et bedre og mere overskueligt udbud.
For det første burde forbrugerne naturligvis have ret til samme grundige rådgivning, som de får i en bank. Netop fordi et lån jo i sagens natur skal betales tilbage på et tidspunkt. Strengt taget har kviklånsvirksomheder ingen rådgivningspligter ud over oplysningskravene i kreditaftaleloven, og rådgivning er og bliver en vigtig faktor i forhold til at traeffe rigtige beslutninger og undgå at ende i økonomisk uføre.
For det andet skal låntagerne have klar besked om prisen: Låntagerne skal have krav på at se det fulde tilbagebetalingsbeløb i kroner og øre, så det er umuligt at overse lånets reelle pris. Et begreb som ÅOP er måske åbenlyst for mange af os, men vi må også indse, at det simpelthen ikke når ud over rampen i tilstraekkelig grad – og i øvrigt både bogstaveligt og i overført betydning for ofte står skrevet med småt.
For det tredje skal vi tage et reelt ansvar for de kunder, som allerede har problemer med at betale tilbage. Personer med stor gaeld, registreret i RKI eller lignende, bør simpelthen ikke have mulighed for at optage kviklån. Kommer man ind i en ond lånespiral, skal man naturligvis hjaelpes ud – og ikke fastholdes.
Vi har at gøre med en eksplosiv udvikling i et marked, som måske nok giver et hurtigt fix af penge, men som også efterlader for mange med for alvorlige privatøkonomiske tømmermaend.
Kredit og lån er helt fundamentale for vores samfundsøkonomi og hverdag. Det arbejde udfører medarbejderne i bankerne hver dag med forpligtelse til at rådgive kunder og klaede dem på til at traeffe beslutninger, der er privatøkonomisk holdbare og fornuftige. Vi skal som samfund naturligvis sikre, at borgere har mulighed for at låne penge på et oplyst og rimeligt grundlag – også på markedet for de hurtige lån. Alt andet er simpelthen for dyrt i det lange løb.