Livsoplysning kan man ikke gå til eksamen i

Bureaukratisk benspaend mod friskoler, der har valgt at vaere karakter- og prøvefrie.

Helle Jørgensen skoleleder på Middelfart Friskole

Lars German Hagsten bestyrelsesformand på Holstebro Friskole John Fischer skoleleder på Holstebro Friskole

Kirsten Thomsen skoleleder på Gjerndrup Friskole

Peter Bendix Pedersen formand for Friskolerne

I mange år har det fra isaer socialdemokratisk side lydt, at friskolernes egentlige legitimitet ligger i at vaere et reelt alternativ til folkeskolen. Det er ofte blevet sagt i sammenhaeng med det stigende antal nye friskoler, der er dukket op i yderområderne efter nedlagte folkeskoler. Her har parolen vaeret, at så snart friskolerne ser ud til at ligne folkeskolerne for meget, er det ikke i tråd med idéen bag friskolerne.

Men spørgsmålet er, om man fra politisk side har mod til at anerkende friskoler, der giver folkeskolen modspil og anviser alternative veje? I så fald er det et paradoks, at man begår benspaend af bureaukratisk karakter mod friskoler, der har valgt at vaere karakterog prøvefrie. Det ligner mest af alt et mistillidsvotum til de friskoler, der benytter den frihed, som mange mener er grundstenen i friskoletanken.

I Danmark er der cirka 35 friskoler, som er karakter- og prøvefrie. Disse skoler anvender formative evalueringsmetoder i stedet for tal. Her er der fokus på tydelige anvisninger til, hvordan eleven kan flytte sig fagligt, personligt og socialt. I stedet for afgangsprøver har skolerne projekt- og temaarbejde, fremvisninger og fremlaeggelser med feedback, og eleverne får efter endt skolegang meget grundige udtalelser om deres faglige, sociale og personlige kompetencer og faerdigheder.

I mere end 160 år har vi anerkendt, at friskoler kan vaelge andre veje mod målet end majoriteten, så laenge undervisningen »står mål med undervisningen i folkeskolen«. Det var skolemanden Chresten Kold, der i midten af 1800-tallet fødte tankerne om livsoplysning som modsvar til den sorte skole. Livsoplysning kan man ikke gå til eksamen i, og derfor var friskolefolket fra starten modstandere af prøver og eksamen. Det ligger dermed, så at sige, i friskole-dna’et.

Men med de nye adgangskrav for optagelse på gymnasiale uddannelser har elever fra prøvefrie skoler ikke retskrav på optagelse, uanset om deres laerere og uddannelsesvejledere har vurderet dem uddannelsesparate på baggrund af endog meget grundige evalueringer.

Det viste sig, at 93 pct. af de elever, der var vurderet uddannelsesparate fra de prøvefrie skoler, bestod optagelsesprøven i første forsøg. Det giver anledning til at spørge, hvorfor elever fra prøvefrie skoler i det hele taget skal igennem en optagelsesprøve. Er det ikke i vaerste fald en unødig belastning af unge mennesker og i bedste fald spild af tid?

Pernille Rosenkrantz-Theil havde ikke vaeret undervisningsminister i mange dage, før hun varslede et opgør med det praestationspres, som mange unge oplever i dag, og udtalte, at hun ikke er sat i verden for at spaende ben for, at nogen kommer ind på deres drømmeuddannelse. Jamen, her er en lavthaengende frugt. Hvorfor skal elever fra prøvefrie skoler, der er vurderet uddannelsesparate af dygtige laerere og vejledere, overhovedet til en optagelsesprøve på gymnasiet? Hvorfor har man ikke bare tillid til det fagpersonale, der har indgående kendskab til eleverne, og som siger god for deres uddannelsesparathed?

En undersøgelse fra Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) i 2017 viste, at der er et behov for at gentaenke feedback på gymnasierne, og at man har fundet, at saerligt fire feedbackelementer er saerligt virkningsfulde i at understøtte elevernes laering bedst muligt. Og det er vel dét, det hele handler om?

Rådet fra EVA er at øge elevernes laering gennem feedback, der synliggør mål og mening i fagene.

Det er ret beset dét, de prøvefrie skoler udøver på daglig basis som modsvar til karakterer og prøver.

Hvorfor skal elever fra prøvefrie skoler, der er vurderet uddannelsesparate af dygtige laerere og vejledere, overhovedet til en optagelsesprøve på gymnasiet?

Én ting er det fjollede i, at vi bruger økonomiske og menneskelige ressourcer på, at elever, der er vurderet uddannelsesparate, skal til optagelsesprøve på gymnasiet. Men noget andet er det signal, det sender, som helt underkender og undervurderer alternative evalueringsformer i grundskolen samt det forhold, at man fra statens side kun ser ud til at have tillid til tal.

Vi vil gerne foreslå, at man fra politisk side respekterer og understøtter det prøve- og karakterfrie valg i grundskolen og har tillid til, at faglaerere og den lokale rektor i samarbejde får mandatet til at vurdere, hvem der kan optages eller ikke optages på landets gymnasier. Det kalder vi sund fornuft bygget på tillid til fagfolk.