Giv landbruget en milliard til at begynde på en frisk

En statslig jordbrugsfond vil kunne sikre, at dansk landbrug bliver lagt om til at vaere miljø-, klima- og menneskevenligt. Og sikre, at landbruget ikke uddør i Danmark.

bestyrelsesmedlem,

Frie Bønder – Levende Land

sekretariatsleder, Global Aktion

Midt i det forrige århundrede var der 200.000 landbrug i Danmark. Man kunne faerdes i landskabet ad de mange små markveje, og der var liv på landet. Der var mennesker, og der var insektliv og fugleliv.

Det er alt sammen aendret. Nu er der kun 34.000 landbrug tilbage, og hvert år forsvinder yderlige knap 1.000 af dem.

Jorden samles i store marker, som hører til stedse større industrilandbrug. De drives for det meste med brug af pesticider og kunsteller dyregødning, og der er meget langt til levende hegn. Insekter og fugle er der derfor ikke mange af, og der er stort set ingen mennesker. Måske en ensom mand inde i en stor traktor.

Selv det syn vil forsvinde, når robotterne er taget i brug. Uden politisk handling er danskernes mening om det hele uden betydning, fordi langt de fleste landbrugsprodukter er til eksport.

Mange landbrugsejendomme er nu så store, at unge landmaend ikke selv kan købe dem. De købes i stedet af store investorer som aktie- og anpartsselskaber, der ansaetter en muligvis ung landmand til at drive dem som fabrikker.

Men selv om landbrug optager mere end 60 pct. af Danmarks areal, er erhvervets betydning for Danmarks økonomi yderst beskeden. Det bidrager til mindre end 3 pct. af bruttonationalproduktet og til mindre end 10 pct. af eksporten, og disse procenter er tilmed faldende.

Kunne det vaere anderledes? Ikke ifølge de store landbrugsorganisationer Landbrug & Fødevarer og Baeredygtigt Landbrug. Der betragter man udviklingen som nødvendig og uundgåelig. Det gør vi ikke, men vi anerkender naturligvis vanskelighederne ved at aendre dette triste billede.

Vi forstår godt, at de store dagligvarekaeder foretraekker de ensartede produkter fra et globalt industrialiseret landbrug. Vi forstår godt foderstofselskabernes rabatordninger for store leverancer til store landmaend.

Vi forstår også udmaerket, at produktion til et verdensmarked betyder lave fødevarepriser, lav indtjening til landmanden og behov for omfattende støtte fra staten og EU. Og vi forstår godt, at indtjeningen kan blive større, desto faerre medhjaelpere landmanden skal aflønne.

Vi forstår også, at han kan spare på egne arbejdskraefter, hvis han flokmedicinerer sine dyr og sprøjter sine marker. Og vi forstår godt, at han foretraekker at investere i større maskiner fremfor at betale skat. Og vi forstår inderligt godt, at han ikke har brug for endnu flere dokumentationskrav og endnu flere besøg fra statens kontrollanter.

Alt det og mere forstår vi godt, men hvis danskerne og vores politikere ville det anderledes, kunne det også vaere anderledes. Det kraever viljen til at erkende landbrugets reelle økonomiske og økologiske betydning, og det kraever politisk vilje.

For det første kunne vi udnytte de muligheder for hjaelp til de små landmaend, som allerede findes i EU’s landbrugsordninger. Det drejer sig eksempelvis om den mulighed for omfordeling af noget af den direkte landbrugsstøtte til de små landmaend, som danske fødevareministre desvaerre har fravalgt.

Hvorvidt sådanne muligheder forbedres eller forringes i den indretning af den faelles europaeiske landbrugspolitik, som vil gaelde fra 2022, ved vi ikke. Det er, som altid, et politisk spørgsmål.

For det andet, for nu at holde os inden for det nationale, kunne uddannelsen af danske landbrugselever i langt højere grad omfatte oplaering i former for landbrug, der sigter på lokal produktion af mad af høj kvalitet, dvs. forskellige former for økologisk eller regenerativt, eventuelt biodynamisk landbrug, eventuelt permakultur og skovlandbrug. Selv om de udnytter praecisionslandbrug i lille skala, er sådanne former for landbrug alle mere arbejdskraevende, og det er netop pointen.

Der er brug for mange flere mennesker i godt landbrug, så der igen kommer liv på landet. Og for det tredje kunne den danske stat etablere en jordbrugsfond til at købe fallerede store landbrugsejendomme og udstykke dem i mindre ejendomme. De mindre landbrug kunne så forpagtes og måske købes af unge landmaend, som ikke har råd til at købe de store.

Et gennemarbejdet forslag om en sådan jordbrugsfond fra et ministerielt udvalg blev ikke til noget, da den borgerlige regering trådte til i efteråret 2001, og det er på høje tid, at det igen bliver forelagt Folketinget.

Det kunne vaere i form af det borgerforslag, vi nu fremlaegger, og som vi håber, at mange vil kunne støtte.

Fonden bør have en grundkapital på 1 mia. kroner og kunne stå for statslån eller statsgaranti på 10 mia. kroner. Lån eller statsgaranti betales tilbage til statskassen i 3 rater efter henholdsvis 20, 30 og 40 år. Hvor mange landbrug fonden ville kunne købe hvert år, afhaenger blandt andet af opsparingen i fonden som funktion af det gaeldende renteniveau, som i disse år desvaerre er meget lavt.

Hvis fonden kunne købe og udstykke 20, 30 eller flere store ejendomme om året, ville det således kunne skabe flere 100 mindre ejendomme hvert år.

I sig selv vil en sådan jordreform ikke vaere tilstraekkelig til at kompensere for de knap 1.000 landbrug, som lukkes hvert år, men dels ville det vaere en god begyndelse, dels skal antallet af nye mindre landbrug afspejle antallet af unge mennesker, der vil uddanne sig til landmaend. En grundkapital på 1 mia. kroner kan forekomme stor, men for det første skal den sammenholdes med de skattefinansierede tilskud til dansk landbrug. I 2018 var alene de generelle driftstilskud fra EU og den danske stat på mere end 7 mia. kroner, hvortil kommer kompensationsordninger, skattelettelser, fradrag for skat m.m.

For det andet skal den sammenholdes med den samlede danske landbrugsgaeld på mere end 300 mia. Og for det tredje skal den sammenholdes med et aktuelt krav om flere milliarder kroner til en “multifunktionel jordfordelingsfond” til statsligt opkøb af lavbundsjorde og arrondering (sammenlaegning) af store landbrugsbedrifter.

Små bedrifter indgår ikke i planerne for en sådan multifunktionel jordfordelingsfond. Inklusive bygninger, besaetning og maskiner skal handelsvaerdien for sådanne mindre bedrifter vaere højst 15 mio. kroner for enkeltfamiliebrug.

En del af midlerne afsaettes til deltidsbedrifter og bedrifter med kooperative ejerformer eller ejerskab på andele. En forpagtning skal vaere uopsigelig fra fonden, så laenge landmanden opfylder de økonomiske forpligtelser, og den skal kunne gå i arv. Han eller hun skal endvidere kunne købe ejendommen af fonden med den begraensning, at den fremover ikke må blive større. Og prisen skal vaere lavere desto flere restriktioner, fonden måtte pålaegge ejendommen for at fremme natur- og miljøhensyn. Det kunne vaere krav om forskellige former for regenerativt landbrug, det vil sige landbrug, som gendanner landbrugets naturgrundlag.

At oprette en staerk, statslig jordbrugsfond til fremme af godt landbrug og liv på landet ville vaere et stykke pragmatisk tvaerpolitisk arbejde af den slags, som engang gjorde Danmark til et arbejdsomt og anstaendigt forbillede.

Flere private foreninger har oprettet fonde til opkøb af konkursramte landbrugsejendomme, som eventuelt kan udstykkes til mindre bedrifter. Det er vaeldig godt, men disse fonde er så små, at de langtfra alene kan vende udviklingen hen imod et landbrug og et landskab, som de fleste danskere ønsker sig. Dertil kraeves en statslig fond af den slags, vi foreslår her.

Mens venstrefløjen som regel har fremmet, og højrefløjen almindeligvis har modarbejdet idéen om en statslig jordbrugsfond, har isaer Socialdemokratiets og Radikale Venstres holdninger skiftet over tid. I 2001 blev et gennemarbejdet forslag om en sådan fond til på initiativ af den sidste socialdemokratiske Nyrup Rasmussen-regering. Der burde ikke vaere gået ideologi i dette vigtige spørgsmål. At oprette en staerk, statslig jordbrugsfond til fremme af godt landbrug og liv på landet ville vaere et stykke pragmatisk tvaerpolitisk arbejde af den slags, som engang gjorde Danmark til et arbejdsomt og anstaendigt forbillede for andre landes indsats for miljø, for samfund og for landbrug.

Kurt Thorkild Hansen, Kurt Thorkild Hansen, Virum, 88 år, major, telegrafist og pilot. Efter realeksamen blev Kurt Thorkild Hansen uddannet som telegrafist ved flyvetjenesten i Kastrup. Siden blev han flyveelev i Flyvevåbnet på Flyvestation Vaerløse. Han blev pilot og modtog sin flyvervinge i 1952. Senere som sergent og flyverløjtnant af reserven fulgte uddannelse i Aalborg, og i USA blev Kurt Thorkild Hansen instruktør. Kurt Thorkild Hansen gjorde desuden stabstjeneste som adjudant hos chefen for Flyvevåbnet og vagtchef i Luftforsvarscentralen, og evnerne som både telegrafist og flyver var vaerdsat i efterretningstjenesten. Han gik på pension i 1991. Udover Ridderkorset fik Kurt Thorkild Hansen Medaljen for god tjeneste i Flyvevåbnet.