Teatrets tidløse talent
Lily Weiding har gennem en livslang karriere demonstreret sine facetterede evner på de skrå braedder og det store laerred.
»17-aarig ung Pige faar ved et rent Tilfaelde sit højeste Ønske opfyldt,« lød manchetten, da Socialdemokraten i 1941 bragte en omtale og et billede af en purung, strålende Lily Weiding.
Hun var taget med en veninde til optagelsesprøve i Dansk Skuespillerforbund. Egentlig skulle hun bare hjaelpe med stikord – hun turde ikke selv søge ind, skønt hun havde spillet et par roller allerede og laest hos Jon Iversen.
Men nogen havde tiltaenkt Lily Weiding et lykketraef netop denne dag. Pludselig fandt hun sig selv med sit højeste ønske opfyldt: som certificeret skuespiller.
78 år senere står hun tilbage som en af dansk teaters staerkeste profiler.
Hun har legemliggjort staerke kvindefigurer i Strindberg, Ibsen og Tjekhov uden at forsømme det nyere repertoire. Hun var endog førstedame på Bristol Teatret, der udmaerkede sig ved at forene det klassiske og moderne – bl.a. med stykker af absurdisten Samuel Beckett.
Liv efter døden
Lily Weiding voksede op i et Nørrebrohjem med en far, der var kontrabassist, og en mor, der var kogerske og rengøringshjaelp. Livet eksponerede tidligt Lily Weiding for døden.
Hun mistede to brødre, før hun var fyldt fem år.
Den tredje bror døde som 33-årig af kraeft. Gennem tilvaerelsen har hun mistet tre aegtemaend. Den første valgte selv livet fra, den anden fik pludselig hjertestop. Den tredje, Morten Grunwald, som hun dannede par med i 53 år, døde i november 2018 af kraeft.
»Jeg tror, at al den død har fået mig til at leve livet, som om der ikke er noget bagefter,« sagde hun til Politiken i maj.
»Vi er kun her lige nu sammen med de mennesker, vi møder. Og mere magi behøver man faktisk ikke.«
Lily Weiding slog først sine folder på Frederiksberg Teater – det nuvaerende Aveny-T. Hun var angiveligt saerdeles overbevisende som ung pige i ”Vor by” og Hedvig i ”Vildanden”. Således kom hun i 1943 ind som skuespillerelev på Det Kongelige Teaters elevskole med efterfølgende ansaettelse på teatret. Hun debuterede som Solvej i ”Peer Gynt” – spillet af Mogens Wieth.
På et tidspunkt søgte hun andre graesgange og fik gennembrud med Tennessee Williams-dramaet ”Flyvende Sommer” i 1948 på Riddersalen. Hun var undertiden også engageret på bl.a. Odense Teater, Husets Teater, Bristol Music Centers Teater og Betty Nansen Teatret.
Op gennem 70’erne spillede hun blandt andet Alice i ”Play Strindberg”, den skizofrene Frøken Reardon og titelrollen som laererinden ”Frøken Marguerite”. Hun medvirkede i ”Gengangere”, ”Hedda Gabler” og Becketts ”Glade dage” samt spillede moderen i O’Neills ”Lang dags rejse mod nat”, Margrethe Bohr i ”København”, overklassemoderen i ”My Fair Lady”.
Ved siden af teatret medvirkede hun i en stribe spillefilm.
I 40’erne havde hun roller i bl.a. ”Damen med de lyse handsker”, ”De kloge og vi gale”, ”Billet mrk.” og ”Oktoberroser” samt ikke mindst i Bjarne og Astrid Henning-Jensens ”Kristinus Bergman” og Johan Jacobsens ”Tre år efter” – begge fra 1948. I ”Olsen-bandens sidste bedrifter” fra 1974 spiller hun desuden en birolle som en kvinde, der efterstraeber Morten Grunwalds Benny.
Kuraterede i tilbuddene
En af de seneste filmroller havde hun i ”Anja & Viktor – i medgang og modgang”. Man vil også kende hendes stemme fra en raekke af DR’s hørespil, flere af Miyazakis japanske tegnefilm, eller hvis man har lyttet til f.eks. Karen Blixens ”Den afrikanske farm” på lydbog.
Gennem karrieren har
Lily Weiding nemlig ikke søgt at holde sit navn hot med opgaver, der ikke føltes rigtige. Derimod har hun vaeret omhyggelig med, hvad hun udsatte sig selv for.
Det tidløse talent har sikret hende roller til en langtidsholdbar karriere. Hun var senest rigtigt aktiv på teaterscenen i 2007 i Katrine Wiedemanns opsaetning af Strindbergs ”Et drømmespil” i 2007 på Betty Nansen. Her spillede hun de to roller som den blinde kvinde og portnersken.
Hun blev opfordret til at tage endnu en saeson, men med en ny besaetning og instruktør. Det takkede hun nej til. Hun har også engang sagt nej til titelrollen i den store danske instruktør Carl Th. Dreyers omstridte ”Gertrud” (1964). I stedet blev rollen spillet af Nina Pens.
I Trine Sicks bog ”Uden alder” fra 2017 fortalte Lily Weiding, hvordan hun med alderen har meldt sig ud af flinkeskolen og har haevet sin irritationstaerskel »maerkbart«.
»I dag er jeg meget mere bevidst om, hvad jeg tillader mig at blive irriteret over. Herregud, når det kommer til stykket, er der ikke så mange irritationsmomenter, der er vaerd at bruge kraefter på,« sagde hun.
Lily Weiding, skuespiller, Skodsborg