Madame Nielsen stiller tidens store spørgsmål om køn og race
En omdiskuteret forestilling fra teatret Sort/ Hvid spiller i denne uge på Aarhus Teater. ”Black Madonna” tager livtag med køn og race.
Må kunst kraenke?
Meningerne om det var delte på den højrøstede måde, da performeren og dramatikeren Madame Nielsen i selskab med Teatret Sort/ Hvid og med Christian Lollike som instruktør i 2018 viste en forestilling, der dengang hed ”White Nigger/Black Madonna” og handlede om stereotyper om køn og race.
Bl.a. blev plakater for forestillingen revet ned, og de to hovedpersoner bag den beskyldt for racisme.
Nu spiller den på Aarhus Teater under sit nye navn, ”Black Madonna”, og alle billetterne blev solgt på kort tid.
»Det er jo spaendende, men jeg tror nu ikke, at der bliver nogen saerlig ballade her. Det er jo også bare noget, der lige pludselig tager fart i medierne og hos nogle bestemte miljøer. Det gik ligesom i selvsving,« siger Madame Nielsen, som engang hed Claus Beck Nielsen, men i de seneste godt 20 år har haft skiftende identiteter som et kunstnerisk projekt.
Konflikter er spaendende
»Jeg ved, at det er en fantastisk forestilling, og mange af dem, der udtalte sig i debatten, havde ikke set den. Men det er klart, at det er en problematisk forestilling, for den taler ind i vores tid og ind i nogle af dens store spørgsmål. Det er ikke ”black face”, jeg benytter mig af – det, som man brugte på de amerikanske teatre i begyndelsen af det 20. århundrede, da sorte ikke måtte vaere på scenen. Så malede de sig lige sorte på dele af ansigtet med en korkprop. Her er det hele kroppen, jeg bruger. Der sker mange forandringer.«
Madame Nielsen, der er alene på scenen, udviklede forestillingen sammen med Christian Lollike.
»Vi kunne maerke, at det var rigtigt. Vi vidste godt, at det var et problematisk område, men vi vidste ikke, hvad der ville ske. Mange sagde, at det kunne vi have forudset, men man kan ikke forudse, hvad der sker i verden,« siger performeren.
»Jeg syntes, at det var spaendende, som det udviklede sig. Konflikter er spaendende, fordi de stille nogle spørgsmål, også til os selv. Hvad kan og må vi gøre? Det er nogle etiske spørgsmål, som er i vores tid, og som vi ikke er haevet over, men selv må spørge til.«
Forestillingsnavnet blev ikke aendret af hensyn til kritikken, understreger Madame Nielsen.
»Der var så mange højreorienterede meningsdannere, som pludselig kuppede os. De skrev, at vi måtte holde stand, men så taenkte jeg, at min ytringsfrihed betyder, at jeg kan gøre, hvad jeg vil – også lave titlen om. Så det gjorde vi. Det er ikke vigtigt. Det vigtige er selve forestillingen. Den handler om identitet og om, hvem man er. Hvad er det for noget med hudfarver og forestillingen om racer og gruppetilhørsforhold? Hvem er vi, og hvem er de andre?,« siger performeren.
Meningen er, at publikum skal gå fra teatret med tanken om, at man ikke uden videre kan sige, hvem nogen er.
»Det er noget, der aendrer sig for hver enkelt person i løbet af livet, så det er godt, hvis man ikke saetter for meget hegn om et bestemt vi eller jeg: Sådan er jeg, eller jeg tilhører den og den gruppe. Det gaelder også alle kønsområderne. Jeg har selv bevaeget mig rundt mellem kønnene – jeg er ikke autentisk det ene eller det andet, men forbeholder mig retten til at forvandle mig,« siger Madame Nielsen, som selv finder forestillingen meget bevaegende og derfor gerne vil have øjenkontakt med alle, der er til stede i den lille teatersal.
»Folk må gerne taenke, at de skal vaere mere åbne over for både sig selv og deres omgivelser i stedet for at have så travlt med at saette alt i rammer.«