Tak for huse, der bryder rammerne
Selvfølgelig skal jeg passe på ikke at blande mig i noget, jeg dybest set ikke har forstand på. Jeg har ikke modtaget en eneste times undervisning i arkitektur. Har ikke tegnet tilbygninger eller carporte, vaeret medbygger eller frisket et håndvaerkertilbud op.
Det naermeste, jeg har vaeret, var, da jeg som ukyndig grundejerforeningsmand deltog i en afleveringsforretning over et raekkehusbyggeri.
Men arkitektur er jo heller ikke som sådan en eksakt videnskab, selv om der er mange gode regler og mønstre byggende på århundreders traditioner. Men mest er det vel smag og behag.
Og det er vel også derfor, journalister gang på gang kaster sig ud i serier om “fejlslagen arkitektur”. Mest historisk er Ekstra Bladets kampagne for over 25 år siden med den meget delikate kampagnetitel “Øjebae”, som leder tanken hen på de vaerste hundelufteres tilsvining af byrummet.
Men hvordan skal man bedømme arkitektur? Er bygninger aestetiske aesker i byrummet, som bliver bedømt og besluttet i 3D-modeller med kunstige mennesker og grønne arealer? Uskilte kernefamilier i fornuftigt og dog moderigtigt tøj med klappevenlige hunde og et lyst sind?
Eller er det indholdet, det levede liv, når håndvaerkerne har forladt byggepladsen, der skal vaere afgørende? Ja, ligesom bedømmelsen af mennesker. Går vi efter det ydre eller det indre?
Første gang, jeg uarkitektoniske menneske fik en omstyrtende oplevelse, var, da jeg med en lokal amatørfotoklub var på besøg i den verdensberømte arkitekt Jørn Utzons kirke i Bagsvaerd i starten af 80’erne. Udefra ligner det naermest en skotøjsfabrik. Uinspirerende, upersonlig, umusikalsk.
Men indeni, herre jemini, en udsøgt hule af runde former og det blødeste lys. Det hvideste rum i landet, et rum for fordybelsen og tro. Formentlig det mest livsbekraeftende rum at blive bisat i. Hvis man kan sige sådan.
I mange år var den mest udskaeldte bygning Henning Larsens, eller bør vi sige Maersk Mc-Kinney Møllers, operabygning. For det var jo Møller, der førte tegneblyanten ind i en berømt konflikt med Danmarks store, internationale arkitekt.
“Brødristeren”, døbte øjebaefolkene den. Men allerede inde i hallen få skridt fra facaden må man overgive sig. Lys, både naturens og Olafur Eliassons lamper. For ikke at tale om salen. Et rum for oplevelse, for kunst og drama, livsglaede og forbløffelse.
Nu har en anden bygning overtaget pladsen, Blox ved Christians Brygge. Glaspaladset skaermer for Bryghuset og Christiansborg. Og så huser det ovenikøbet Dansk Arkitektur Center. Det er nu udråbt til skraek og advarsel.
En partileder med arkitektuddannelse har spillet et sikkert arkitektkort: skala. Med andre ord, hvis Blox havde vaeret meget mindre synlig, så kunne det gå an. Eventuelt på størrelse med en pølsevogn? Det skal jeg ikke afvise. Så laeren er: Hvis godt bliver for meget, er det ikke godt laengere.
Og så er det bare, at jeg kommer lige fra en spinningtime i Blox sådan en tirsdag morgen. Og der må jeg bare naevne, at oplevelsen af byggeriet indefra som brugte rum er himmelsk. Taenk sig at sidde på en cykel, eller for den sags skyld ved et skrivebord, og blive badet i lys fra himlen og fra vandet i Københavns Havn. Det er jo mageløst og til at blive i godt humør af.
Der findes naeppe et spinningeller traeningslokale i Europa, som kan hamle op med Sats i Blox. Om det regner, blaeser eller solen skinner. Om det er tidlig morgensol eller ulvetimens fadende lys: Det er helt vildt. Det er et drug, som ikke ville have vaeret der, hvis bygningen ikke var af glas. Hvis bygherren havde overholdt ønsket om at falde i ét med Bryghuset, som ligger lige bag. Så havde vi set murstensvaegge og mørke. Ja, faktisk vil jeg sige, at Den Sorte Diamant og Blox er i familie. Lysfamilien. Virkelig provokerende. Indtil et andet byggeri overtager rollen som aesteternes prygelknabe.
Det er et drug, som ikke ville have vaeret der, hvis bygningen ikke var af glas.