Tusindvis af britiske teenagere udnyttes af kriminelle bander
Britiske storbybander tjener enorme summer på at sende helt unge mennesker fra storbyer til provinsbyer, hvor de bliver sat til at saelge hårde stoffer.
Politiet i London ledte efter en 16-årig dreng, fordi han var ikke mødt op til et retsmøde, hvor han var tiltalt for at have stukket en anden med en kniv. Drengen blev fundet 130 kilometer vaek. I Ipswich.
Da politiet fandt ham, var han bevaebnet med en 16 cm lang køkkenkniv og i besiddelse af 30 små poser med hård narkotika. Da betjentene undersøgte ham naermere, fandt de adskillige og alvorlige braendemaerker på hans mave, formentlig fordi nogle havde haeldt kogende vaeske ud over ham.
Han naegtede at sige til politiet, hvordan han var havnet i Ipswich, hvor narkoen kom fra, og hvem der havde braendt ham på maven.
Men politiet i Suffolk er overbevist om, at drengen var offer for en kriminel bande og var blevet sendt fra London til Ipswich for at saelge stoffer og på den måde enten selv blive en del af en bande eller betale af på en gaeld.
Sagen er et af flere eksempler, som det nationale National Crime Agency, NCA, fortaeller om på sin hjemmeside.
Ikke nok med at den 16-årige dreng blev udnyttet af en bande, han var også et eksempel på de ofre, der er nødvendige for, at bander kan drive de såkaldte county lines.
Bestilling via telefonen
En sådan er i bund og grund et telefonnummer, som kunder kan ringe til for at købe narkotika. De oprettes af bander, der lader unge mennesker om at tage den straffemaessige risiko og vaere de fysiske saelgere af de hårde stoffer. I rigtig mange tilfaelde sker det som tilfaeldet med drengen fra Ipswich, at unge bliver sendt fra byer som London, Liverpool, Manchester og Birmingham til mindre provinsbyer, hvor de saelger stofferne.
De seneste år har myndigheder og socialarbejdere konstateret flere og flere county lines, og tallene fra politiet er foruroligende.
For et par år siden vurderede de nationale politimyndigheder, at der fandtes 720 kendte telefonlinjer, som briterne kunne ringe til for at købe narkotika. Det tal blev i slutningen af 2018 opjusteret til 2.000 numre, som ca. 1.000 kendte kriminelle netvaerk havde etableret.
For hver telefonlinje skønnes der at vaere en fortjeneste på 800.000 pund om året, hvilket betyder en samlet indtjening på ca. 7 mia. kr. til de ca. 180 etablerede bander, som menes at stå bag telefonlinjerne.
En anden måde at se faenomenets omfang på er, at mens politiet i 2015 havde opdaget narkotelefonlinjer syv steder i landet, så var tallet sidste år seksdoblet til 44 områder.
Og nu har myndighederne fået nok. Indenrigsminister Priti Patel lovede i denne uge at tilføre området ca. 170 mio. kr. til bekaempelse af netvaerkerne – herunder skal der ansaettes en raekke gademedarbejdere.
»Banderne skal ikke laengere have lov til at terrorisere vores byer og vores landsbyer. Og de skal ikke laengere have lov til at udnytte vores unge,« siger Priti Patel.
Fra 11-års alderen
Ifølge avisen The Guardian, der har gravet dybt i faenomenet, er hovedparten af de unge, der udnyttes af banderne, mellem 15 og 17 år, men man har set, at rekrutteringen til at sende de unge ud i landet begynder allerede fra 11-års alderen. De fleste bliver, ifølge The Guardian, rekrutteret via de social medier, hvor de bliver lokket med fotos af penge, designertøj og biler.
Hidtil har man ment, at de unge mennesker blev installeret i enten tomme huse eller boliger, hvor man i forvejen ved, at der bliver handlet med stoffer, og hvor myndighederne har mulighed for at lukke ned for handlen. Eller i boliger, hvor der i forvejen bor en sårbar person eller misbruger, hvor man simpelthen overtager vedkommendes bolig.
Men The Guardian har beskrevet en ny metode, som gør det langt vanskeligere for myndighederne at daemme op for handlen.
En socialarbejder fortaeller til avisen, at hun blev sendt ud til en kystby, hvor hun mødte en gruppe på 22 drenge i alderen 12 til 17 år. De var alle naere venner og viste ingen tegn på, at de var ved at blive udnyttet af en bande. Men langsomt begyndte drengene at fortaelle, at de skyldte penge til banderne.
Gaelden opstår typisk på den måde, at de unge først lokkes med gratis stoffer. Når de opnår en form for afhaengighed, kraever banderne penge for nye stoffer og i nogle tilfaelde for de stoffer, de først fik ”gratis”. På den måde skabes ikke bare et afhaengighedsforhold til narko, men også til banderne.
En almindelig forretning
Gademedarbejderen fortaeller endvidere til The Guardian, at hun fandt en organisation, der på mange måder lignede en almindelig forretning. Når de unge mennesker sendes ud – her til en kystby – er der sørget for, at der er lejet en lejlighed via Airbnb, de unge har frokostpauser, der er sørget for en Playstation, og der saelges så på livet løs i en dags tid eller to, hvorefter der flyttes til en ny lejlighed. Inden naboer begynder at klage over trafikken af købere til politiet, og politiet rykker ud, så er lejligheden ryddet, og de unge mennesker er vaek. På en enkelt dag kan hver af de unge tjene op til 250 pund – svarende til den gode side af 2.000 kr.
Mange af de unge, der udnyttes af banderne, er identiske med de unge, der hvert år meldes savnet, og som ingen aner, hvor er. Antallet af forsvundne børn og unge er steget voldsomt, fra ca. 8.000 i 2015 til ca. 16.000 sidste år.
Kriminolog og professor Simon Harding, University of West London, er rystet over tallene. Han siger til The Guardian:
»Det er chokerende. Noget af det kan forklares med, at man i højere grad er bevidst om de forsvundne unge og deraf flere indberetninger. Men det kan ikke forklare hele stigningen. At arbejde for banderne giver en høj status og en god skattefri indtjening for de unge mennesker,« siger han og forklarer, at han har interviewet unge, der tjener op til 1.000 pund – ca. 8.600 kr. – om ugen på narkohandlen.
»Det er en enorm sum for så unge mennesker.«
Styr på fravaeret
Men også i forhold til forsvundne børn og unge er banderne meget opmaerksomme. Ifølge St. Giles Trust, der arbejder med udsatte unge, har banderne fuldstaendig styr på, hvornår f.eks. skoler indberetter til de sociale myndigheder, at et ungt menneske ikke har vaeret til stede. Derfor sørger banderne ofte for, at de unge er tilbage i skolen, inden en offentlig myndighed når at reagere.
Politiet er også staerkt opmaerksomme på problemerne, og det samme er et saerligt udvalg i Underhuset, der beskaeftiger sig med udsatte og forsvundne børn og unge. Indtil videre har myndighedernes arbejde dog ikke båret frugt.
Det er en enorm sum for så unge mennesker. Kriminolog og professor Simon Harding, University of West London