L.O.C. spytter fra praedikestolen
Der er skideballer til tidsånd og traelse typer fra L.O.C. Hans indre brovtende libertiner får dog også møvet sig frem til mikrofonen.
L.O.C.
Det er ikke nemt at blive voksen i hiphop. Clemens, Niarn og Den Gale Pose lykkedes engang med at forene kontrovers og kassesucces. Men som tiden går, bliver der ret stille omkring de fleste erfarne hiphopnavne.
L.O.C. er den tykhudede overlever og den bedste rapper i sin generations specialklasse. Men den brutalt trampende rap-ronkedor har i en laengere årraekke praesenteret småt med nyt materiale. Han har i stedet tiltrukket sig opmaerksomhed som skilsmisseramt kendis og vaeret en spredt koncertattraktion.
Nu er han tilbage med nyt udspil. Spørgsmålet er, om den tidligere selvudråbte libertiner kan holde dampen oppe og salget rødglødende med sine – gulp! – 40 år!
Som veteran i en ungdomsfikseret hiphop-kultur.
Både fløjlshandsker og de smarte levemandshandsker er i hvert fald taget af, når han går løs på tidsånd og traelse typer. Den kampberedte L.O.C. er i tiltagende grad reflekteret omkring samfund og strømninger. I ”Ny religion” raser han mod mennesker med påtaget og overfladisk provoadfaerd. Skråsikre typer, der bliver hunderaedde, når de møder lidenskabeligt troende. Det er ret faengslende, isaer fordi frontal-satiren flankeres af et selvopgør. L.O.C. rapper om at fyre formuer af, mens mennesker taet på ham kunne have brug for en håndsraekning.
I ”Ny religion” ledsages den spyttende praedikant af højstemt musikalsk alvor og en kulørt karikatur på kirketoner. Da L.O.C. blev gammel, gik han i kloster, fristes man til at sige.
Musikken tager her – og på det meste af det nye album – et sporskifte til det organiske og håndspillede. Det lyder som alternativ hiphop-rock i den drevne ”Drømmen er vores”. Som rock er det ikke banebrydende. Men genrebastarden er fyrig, og der er herligt desillusionerede grovheder: ”Gamle maend i nye bitches/ socialtaber i en Porsche/ slidt rapper i noget Gucci/ Det er det danske mareridt og drømmen den er vores.”
En rå selvudlevering uden filter, og så kender vi unaegtelig rapperen igen. Også lidt for godt, som i ”X”, hvor L.O.C. falder tilbage på hiphop-floskler og hadsk tilsvining. Den lyriske automatpilot overtager med skødesløs selvforagt og verbal opvisning uden afgørende hjertelighed. Og i ”Gud bevare” virker det noget paradoksalt med de forudsigelige stryg til nationen, når rapperen i en anden sang omfavner sine irske rødder med ren glansbilled-idyl.
HIPHOP/ROCK
EKKOKAMMER Warner Music
Åh, han ville gerne
”Parafrase: Lanterne” er derimod et toptrack. Der er lån fra TV-2’s klassiker ”Lanternen”, og der uddeles en lige flad til egocentrisk identitets-hysteri. ”Dig og din indignerede offermentalitet/ Skal vi vaere så androgyne, at vi hverken slås eller knepper.”
Det er staerk råkost at få ned for ømskindede hipstere, der tuder over klima og kønsroller.
L.O.C. løvebrøler i øst og vest. Man kan som vanligt blive nysgerrig omkring, hvor meget der er teatertorden, og hvad der er lidenskabeligt hjerteblod. Vil den rigtige L.O.C. venligst rejse sig? Er der bag masken en uhelbredelig mørkemand? Eller en kynisk stilist, der griner hele vejen til banken?
Enigmaet forbliver en del af pakken. Og trods bismag af gentagelse, platheder og stedvis musikalsk monotoni formår den voksne L.O.C. stadig at bevare noget dragende i sin uforskammede og dristige haervaerks-poesi.