Boligskatterne
Et foreløbigt lavpunkt i den grasserende politiske spinkultur blev nået, da en medarbejder hos partiet Labour den 11. september 2001 sendte et memo til sine foresatte og foreslog, at dagen passende kunne bruges til at liste en dårlig nyhed ud i aeteren, mens alle var optaget af noget andet. Måske var det nu, man skulle offentliggøre udgiften til byrådsmedlemmers pension?
Uden sammenligning i øvrigt har det vaeret bekvemt for regeringen, at oplysningen om de endnu en gang forsinkede boligvurderinger kom nogenlunde, samtidig med at en svindlerske dånede i retten, så man måtte afbryde retssagen om de 117 mio. kr., der forsvandt fra Socialministeriet; der er skandaler, og der er skandaler, og sagen fra Socialministeriet er naturligvis langt saftigere end den om et it-system, der ikke virker og ikke kan levere det nødvendige. Økonomisk og samfundsmaessigt er det en langt, langt større skandale (skønt sagen fra Socialministeriet er alvorlig og principiel nok), men den er også uden dramatisk schwung, for den handler i bund og grund om, at ingen fatter, hvad der foregår – og ingen kan rigtig vide, om det nye boligskattesystem nogensinde kommer til at virke efter hensigten. Og hvad det vil betyde for den enkelte boligejer.
Skatteministeren oplyste, at sagen foreløbig er udskudt i tre år, så vi nu må vente til 2024 for at få afklaret forholdene om de ny boligskatter. I mellemtiden tager staten pant i landets mange ejerboliger, for grundskylden stiger rutinemaessigt, og it eller ej, det eneste sikre i livet er skatterne og døden.
Oppositionen protesterede rituelt, men det er jo ikke mange måneder siden, at Venstre selv sad på regeringsmagten, og hvem tror for alvor på, at den tidligere regering slet ikke har vidst, hvad der var på vej? Og hvem tror på, at året 2024 er tilfaeldigt valgt? Senest 2023 skal der vaere folketingsvalg igen, så det tyder unaegtelig på, at regeringen naerer en vis modvilje mod at skulle praesentere boligejerne for de grumme realiteter, før de samme boligejere skal til stemmeurnerne – det varsler ilde.
Bødskov var ikke sen til at laegge en lille beroligende tegnefilm ud på Facebook; intet ondt ville overgå boligejerne fra den socialdemokratiske regerings side, vi kan vaere trygge. Også det er ganske i tråd med den tidligere regering, der producerede en raekke foldere med beroligende ord og paedagogiske tegninger, der skulle forsikre os om, hvor trygge vi kunne vaere, skønt ingen vidste praecis, hvad der ventede de i forvejen brandbeskattede boligejere, som udgør så fristende et bytte for politikere, der skal finansiere en umaettelig velfaerdsstat.
Hvad bliver konsekvensen i sidste ende? Vi ved det ikke. Vi har kun politikernes ord for det, og det er ikke nok. Tvaertimod, boligskatteskandalen føjer sig til en raekke andre skandaler, der langsomt, men sikkert har undergravet vores tillid til staten og ikke mindst skattevaesenet. Sagen om Stephen Kinnock demonstrerede på uhyggelig vis, hvordan visse skøn udøves politisk, så der i den grad er forskel på kong Salomon og Jørgen Hattemager, når det gaelder skattevaesenets vurderinger, og mange, mange andre sager, store og små, har vaeret med til at erodere borgernes tillid til myndighederne.
Det er afgørende, at der rettes op på den tillid, før det er for sent. En tegnefilm på Facebook gør det ikke – tvaertimod, faktisk, det er ildevarslende, at man taler til os, som var vi små børn, der er for små til at måtte kende sandheden.