Folkeskolen skal have det bedste fra den sorte skole tilbage igen

Den sorte skole skal tilbage.

Eller det vil sige, at elementer af denne praksis skal justeres, så den matches ind i den nutidige paedagogik og laeringssyn både i uddannelseog i daginstitutionssystemet. Skal vi gøre det for at straffe vores børn, unge og kommende generationer, så de ”kan laere det?”

Nej, kommunerne skal derimod have et blik for, at det er omsorgssvigt, hvis de ikke gør det, ligesom man både kommunalt og statsligt må erkende, at på trods af at Danmark er et lille land, så er der kaempe sociale og kulturelle forskelle, som den nutidige paedagogiske praksis ikke kan omfavne.

Parallelle samfund er et faktum. De findes i vores land. Det er en konstatering, som politikerne er optaget af. Dette fokus skyldes ikke begejstring, men en bekymring for en forskellighed, der ikke er sund, ikke bidrager til sammenhaengskraften, og som de med mange midler saetter ind over for disse dage. Det vil sige, at de er opmaerksomme på den usunde forskellighed, men med et konstruktivt blik burde de handle derefter.

Barnet er kompetent, hører vi. Børn er mennesker i egen ret og har noget at bidrage med. FN’s børnekonvention siger, at børn har ret til medbestemmelse. Dette afspejler et sympatisk og menneskeligt barnesyn. Men bliver børn født kompetente? Har alle børn noget at bidrage med? Kan man vaere med til at bestemme, hvis man ikke har den rette viden?

Da jeg gik i skole, blev jeg i tvivlssituationer ofte mødt med saet ningen: ”Hvad synes du selv?” Hvad skulle jeg synes, når jeg intet havde oplevet? Mit erfaringsgrundlag begraensede sig til familiaere situationer og et liv, som ikke var praeget af en grundtvigiansk tankegang.

Det var ikke vigtigt at få sat ord på verden, sanse, opleve og slet ikke kaste sig ud i noget nyt. Jeg havde ikke brug for spørgsmål i en skolesammenhaeng. Langt hen ad vejen havde jeg brug for svar, og det er her, at den sorte skole kommer ind i billedet.

I mit virke som foredragsholder og debattør kommer jeg rundt i landet og møder både små børn, unge og fagfolk.

Det er sørgeligt at konstatere, at tingene ikke har aendret sig. Unge mennesker uden kendskab til den verden, der ligger uden for deres eget parallelle liv, bliver mødt med krav til kreativitet og medbestemmelse. Unge mennesker, hvor der i hjemmene ikke er tradition for, at de indgår i samtale, hvor deres stemme ikke er vigtig, og hvor man ikke opsøger kulturelle begivenheder skal agere i et uddannelsessystem, der saetter krav til komplekse indsigter og selvstaendige praestationer.

Jeg siger ikke, at vi ikke skal respektere barnet som et selvstaendigt menneske i egen ret. Tvaertimod. Men vi skal hjaelpe, så alle børn netop får mulighed for at repraesentere det syn på barnet. Vi kan ikke have et uddannelsessystem koblet op på et barnesyn, der ikke tager hensyn til forskellighed. Udenadslaere kan vaere nødvendigt for at nå frem til selvstaendig taenkning.

Hvordan skal man taenke selvstaendigt, hvis man ikke har noget at taenke over? Kulturelle spilleregler som pli og samtalekultur skal indstuderes tidligt.

Vi er ikke født med en viden om, at en fugl hedder ”en fugl”, og vi er slet ikke født med encyklopaediske kompetencer og en ornitologisk indsigt i de forskellige fuglearter. Dette grundlaeggende kendskab til verden skal på plads, inden vi stiller krav til komplekse problemstillinger og selvstaendigt virke.

Som situationen er nu med en hippietilgang og et ”hvad synes du?”, må vi forberede de unge, hvis ikke de skal falde. Vi må ikke overlade dem til deres egen tankevirksomhed uden at have forberedt dem.

Kulturelle spilleregler som pli og samtalekultur skal indstuderes tidligt.