Det ligner mere en kort kaerlighedsaffaere end et seriøst forhold med taette relationer til borgerne

direktør, Dansk Teater

»Hvordan sikrer vi, at flere faktisk får lyst til at bruge kulturen?« spurgte kulturminister Joy Mogensen (S) i et interview i Politiken, hvilket Rasmus Prehn gentog ved sin tiltraedelse. Et både legitimt og relevant spørgsmål.

73 pct. af scenekunstbranchen arbejder allerede i dag målrettet med publikumstiltag med det formål både at nå ud til flere og nye publikummer og styrke tilknytningsforholdet for nuvaerende publikummer.

Det arbejde omfatter bl.a. etablering af samarbejder med de lokale skoler og andre kommunale institutioner, turné og gaestespil på andre teatre, så flere får mulighed for at se forestillinger, prisdifferentiering og rabatbilletter, så flere får adgang til at komme i teatret mv.

Teatret er ikke noget uden sit publikum, og derfor er der også stort fokus på hele tiden at vaere relevante og i øjenhøjde med publikum. Teatrene spiller desuden en central rolle for den demokratiske dannelse, sammenhaengskraften lokalt såvel som nationalt, men også for bosaetningsmønstre, det omkringliggende erhvervsliv og brandingen af en by.

Det underbygges blandt andet af Mandag Morgens kulturanalyse “Mellem biograf og ballet”, hvor ca. 65 pct. af danskerne svarer, at lokale kulturoplevelser er med til at gøre lokalområdet til et bedre sted at bo og øger tilknytningen og sammenhaengskraften i lokalområdet.

Men ansvaret for, at bredden uanset alder, pengepung og bopael møder kunsten og har muligheden for at få adgang til teatret, er et delt ansvar mellem landets teatre, staten og kommunerne. Det kraever nemlig, at der både nationalt som kommunalt eksisterer rammer, som er fordrende for mødet mellem borger og kunsten.

Desvaerre har vi over de seneste år vaeret vidner til en udvikling, hvor kunsten og kulturen ofte bliver taberen i hensynet til de øvrige velfaerdsområder.

Siden 2016 har den statslige grønthøster således høstet 2 pct. af de statslige tilskud til kunstinstitutionerne, ligesom der med scenekunstreformen er blevet gennemført besparelser på formidlingsordningen, som teatrene netop anvender til at kunne yde rabatbilletter til saerlige målgrupper.

Selv om flere kommuner i de senere år har valgt at investere og satse på et staerkt lokalt kulturliv, ser vi nu også kommuner, som f.eks. Odense Kommune, der har fyldt benzin på den kommunale grønthøster.

Det sker samtidig med, at den statslige refusionsprocent af kommunernes udgifter til egnsteatre siden 2008 har vaeret faldende fra 50 pct. til i dag ca. 37 pct., og hvor tilskuddet til små storbyteatre vedvarende er blevet udhulet af den almindelige pris- og lønudvikling.

Samtidig er adgangen til institutioner som f.eks. skoler, børnehaver m.m., hvor det første møde med kunsten ofte sker, blevet forringet af besparelser, manglende tid eller fokus på inddragelse af de kreative fag og kunstinstitutionerne i undervisningen.

Laeg så oven i det, at vi over de seneste år har set, at de kommunale tilskud til teatrene ofte spredes så tyndt ud eller prioriteres til projekter, så teatrenes rammevilkår i højere grad hviler på politiske kaepheste og sognerådspolitik frem for på faglige vurderinger og behov i forhold til publikumsgrundlag, diversitet, kunstnerisk udvikling og kvalitet.

Der skal vaere plads til fornyelse, men kortsigtede relationer med for små bevillinger uden forankring i lokalområdet vil få mere karakter af en kort kaerlighedsaffaere end et langvarigt seriøst forhold med naere og taette relationer til områdets beboere, institutioner og aktører.

Netop nu er en raekke teatre både uden for de fem største byer i form af egnsteatrene og i storbyerne i form af de små storbyteatre i gang med eller har netop afsluttet forhandlingerne med deres hjemkommune om de forpligtelser og økonomiske rammer, teatrene skal have.

Hvis kommunerne vil vaere med til at opfylde kulturministerens ønske om, at flere “bruger kulturen”, så bør de investere i udviklingen frem for afviklingen af deres teatre og åbne institutionerne op over for hinanden, så vi sikrer mødet med kunsten fra vugge til grav.

Adgangen til institutioner som f.eks. skoler, børnehaver m.m., hvor det første møde med kunsten ofte sker, er blevet forringet af besparelser, manglende tid eller fokus på inddragelse af de kreative fag og kunstinstitutionerne i undervisningen.