Man kan ikke bare plukke i fakta
Kritikken af FN’s klimapanel giver ikke søvnløse naetter, fordi den er udtryk for, at kritikere som Jens Morten Hansen kun bruger de data, der passer ind i deres syn på klimaudfordringen.
Sebastian H. Mernild professor i klimaforandringer ved universiteterne i Bergen og Sogndal, og adm. direktør for Nansen Centeret, Bergen.
I Jyllands-Posten den 16. oktober kunne man laese kronikken ”Historien om syndfloden er staerkt overdrevet” af Jens Morten Hansen – en kronik, der få dage forinden desuden blev publiceret i sin fulde form på sociale medier. Et Facebook-opslag og kronik, der forsøger at så tvivl om igangvaerende havniveaustigninger samt om FN’s klimapanels (IPCC) arbejdsmetoder.
Samme budskab har Jens Morten Hansen forsøgt sig med på Radio24syv, Berlingske og Kristeligt Dagblad henover sommeren og efteråret. Han fremfører gerne staerkt tvivlsomme påstande angående de hastigt stigende og accelererende globale havniveauaendringer samt om IPCC’s styrke, åbenhed og faglig gennemslagskraft og er samtidig ikke selv i stand til at levere solide og overbevisende videnskabelige argumenter for sine påstande. Holdninger og påstande, som ikke giver et retvisende videnskabeligt billede af igangvaerende klimaforandringer og havniveaustigninger, ikke mindst ved ikke at forholde sig til de omfattende fysiske processer, som ligger til grund for hovedårsagerne til de forandringer, vi ser i klimasystemet, oceanerne, landbaserede ismasser og havniveauet.
Skal vi forstå årsagen til og konsekvenserne af de igangvaerende klimaforandringer, må vi forstå følgende tre emneområder: kulstofkredsløbet, energibalancen samt det hydrologiske kredsløb, ikke kun lokalt, men globalt.
Uden en forståelse af disse kredsløb og balancer, dets processer samt deres indbyrdes samspil og sensitivitet, forstås ikke årsagerne og konsekvenserne af et aendrede klima, herunder igangvaerende og fremtidige havniveaustigninger.
Den kritik, som Jens Morten Hansen fremfører, giver ikke søvnløse naetter, men der er trods alt behov for at fremhaeve enkelte kritikpunkter, da Jens Morten Hansens argumentation og formidling bygger på en selektiv og mangelfuld udvaelgelse af data – desuden en begraenset tolkning af atmosfaereog klimaforhold og disses påvirkning og samspil med de omtalte balancer og kredsløb.
At beskrive igangvaerende og fremtidige havniveauaendringer alene kun ud fra relativt få, selektive havnemålinger (punktmålinger placeret fra randzonen mellem hav og kyst) er utilstraekkeligt og ikke retvisende.
Skal havniveauaendringerne dokumenteres, bør tilgaengelige data naturligvis inddrages, for eksempel altimeterestimater (arealestimater) bestemt ud fra satellitbilledebehandling, punktobservationer fra flydende havbøjer og havnemålinger, dels for at estimere havniveauaendringerne i randzonen mellem land og hav, dels for det åbne hav – for f.eks. Indiske Ocean, Stillehavet, Atlanterhavet, Nordsøen, Skagerrak, etc.
Altimeterestimater og havbøjer er derfor også vigtige informationskilder, når havniveauet skal estimeres, også globalt.
Det postulat, som Jens Morten Hansen fremfører om, at satellitdata og -korrektioner ikke er fremlagt for kritik, er gaetteri.
Satellitvidenskaben er naturligvis som andre videnskaber udsat for peerreview og gennemgribende kritik, hvor for eksempel altimeterdata kan anvendes til nøjagtighedsbestemmelse af havhøjden og havniveaustigninger. Altimeterdata er sammensat af data fra forskellige satellitter, f.eks. fra de såkaldte praecisionsaltimetersatelitter (TOPEX/POSEIDON og Jason Serien (12-3)) og polarbane-altimetersatellitter. Efter kalibreringer og korrektion af signalstøj i atmosfaeren f.eks. forhold til vanddamp og skydråber, kan sammenfald mellem disse satellitdata anvendes til acceptabel nøjagtighedsbestemmelse af havhøjden, ifølge ESA.
En objektiv tilgang til de globale havniveaustigninger illustreret gennem videnskabelige publikationer viser, at den globale havniveaustigning har accelereret over de seneste adskillige årtier på grund af stigende landistab fra henholdsvis indlandsisen, det antarktiske isskjold og gletsjere kloden rundt samt fra varmeudvidelsen af verdenshavene.
Over tid har den globale havniveaustigning i gennemsnit vaeret 1,7 mm/år for perioden 19012012, 3,2 mm/år (1993-2018) og 4,8 mm/år (2013-2018).
Hastigheden i havniveaustigningerne siden midten af det 19. århundrede har vaeret større end gennemsnitshastigheden i de foregående to årtusinder. Det er velkendt, at der forekommer regionale variationer i havniveauaendringerne, hvor eksempelvis havniveauet i det vestlige Stillehav, øst for Manila, er steget med 10-12 mm/år og i det østlige Stillehav, vest for San Francisco, med op til 2 mm/år for perioden 1993-2012.
Regionale variationer forårsaget af aendringer i oceanernes dynamiske forhold, vindmønstre, saltforhold, varmeudvidelse fra varmere havvand og regionale forskelligheder i tyngdefeltet. At vandstanden for danske havnemålinger er steget 1,1-1,5 mm/år ligger inden for IPCC’s estimater, dog i den lave ende af de 2-4 mm/år vi har set siden 1993.
Her er det vigtigt at huske på, at IPCC’s vurderinger bygger på allerede publicerede videnskabelige studier – inklusive forskellige datagrundlag og beregningsmetoder – og at IPCC ikke selv planlaegger og gennemfører forskningen.
Baseret på en bedre procesforståelse, et stigende landistab til verdenshavene samt varmeudvidelse af havvandet – pga. øgede varmeenergi i de øverste 2.000 meter af vandsøjlen – vil det globale havniveau ifølge videnskaben og IPCC’s vurderinger stå op til 1,1 m højere i 2100 end i dag. I vaerste fald har enkelte studier indikeret en global havvandstand op til 2,0 m i 2100, hvilket er naesten det dobbelte sammenlignet med den konservative vurdering fra IPCC.
For Danmarks vedkommende har DMI estimeret havniveaustigningen op til 1,4 m i 2100 ud fra procesbaserede analyser og dermed en ikkelineaer udvikling i havniveauet frem mod 2100.
At forstå og kortlaegge de fysiske processer, der involverer klimaets effekt på landbaserede isoverflader, og klimaets og havets effekt på isens dynamiske forhold, kaelvingen af isbjerge og smeltningen ved kontakt med varmt havvand, er en videnskabelig disciplin.
På grund af den ikke-lineaere kobling i responstiden mellem forandringer i klimaet og havtemperaturen og isskjoldens reaktion, samt regionale landhaevninger og -saenkninger kan man ikke som Jens Morten Hansen antage en lineaer udvikling i havniveauet mod 2100.
Jens Morten Hansens lineaere antagelse er gaetteri uden videnskabelig belaeg. Her er tale om en ukritisk tilgang til videnskaben, hvilket må siges fra et proces-perspektiv at vaere misvisende.
Vi har som naturvidenskabelige forskere et ansvar for at levere og kommunikere objektive, pålidelige og veldokumenterede fysiske procesbaserede analyser – ikke at komme med udokumenterede påstande, hvor for eksempel ustabilitet af Antarktis og/eller irreversibelt tab fra indlandsisen kan resultere i ikkelineaere stigninger i havniveauet over hundreder til tusinder af år.
For ikke at tale om, at hyppigere oversvømmelser vil vaere konsekvensen for mange mennesker i kystnaere regioner, også i Danmark. Hvad der i dag forekommer som en 100-års haendelse, vil i 2100 statistisk set ske hvert år.
Vi har som naturvidenskabelige forskere et ansvar for at levere og kommunikere objektive, pålidelige og veldokumenterede fysiske procesbaserede analyser – ikke at komme med udokumenterede påstande.
Faglig kritik er naturligvis velkommen, men lad os tage diskussionen ud fra det tilgaengelige videnskabelige materiale, vi har til rådighed – og ud fra gaengse videnskabelige principper – og ikke ved at selektivt vaelge enkelte datakilder som for eksempel havnemålinger og derved bevidst fravaelge andre dataset, når vi har med klima og havniveauanalyser og -formidling at gøre.
En sådan selektiv udvaelgelse af data er ikke retvisende, men misvisende. Selv når der formidles til offentligheden, bør der ikke slaekkes på gaengse principper, i saerdeleshed fordi klimavidenskaben og klimarelaterede videnskaber har stor samfundsmaessig interesse.
Min opfordring til Jens Morten Hansen er at blive mindre selektiv i datavalget og mere faglig i formidlingen omkring de klimarelaterede forandringer, vi står over for, til gavn for den offentlige klimadebat, såvel i dagspressen som på de sociale medier.
det er fanden gale mig mange år,« bemaerker han.
Fra Helsingør kom han videre til Ritzaus Bureau, siden skrev han om sport i 10 år på Berlingske Tidende.
I 1969, på et-årsdagen for Sovjetunionens okkupation af Tjekkoslovakiet, opholdt han sig i Brno, landets naeststørste by, hvor der skulle afvikles VM i cykling.
Buskortet gav adgang
I Prag gik folk på gaderne i protest, og der udbrød optøjer.
Så Claus Borre ringede hjem til redaktionen og spurgte, om han skulle lave nogle reportager.
»Men du er da sportsjournalist, sagde de. Det var de ikke interesseret i. Senere ringede de tilbage og sagde tak for tilbuddet, da de ikke kunne få en journalist ind, da graenserne var lukkede. Så kørte jeg og fotografen til Prag. Da vi skulle forbi den første vagt, stak jeg mit buskort fra HT ud af vinduet, hvorefter soldaterne gjorde honnør og lukkede os ind i byen, så vi kunne arbejde.«
Fra 1977 til 2005 var
Claus Borre ansat i Danmarks Radio, hvorefter han i to år var direktør i B93, som han betegner som et af de sjoveste job, han har haft, da han nu skulle se tingene fra den anden side af bordet.
Derefter blev han selvstaendig, hyret af TV3, hvor han stadig er ansat. For syv år siden blev han ramt af en svaer kraeftsygdom.
»Det kom jeg igennem. Men det var rigtig skidt. Jeg tror, de havde afskrevet mig. Jeg fik enestående støtte på Rigshospitalet. Lad vaere med at lave en stor historie ud af det, ingen tårepersere, tak,« siger han og tilføjer:
»Nå, jeg snakker. Du har fået rigeligt, vil jeg tro.«