Et politisk lammet Libanon er kastet ud i yderligere kaos
Libanons premierminister er trådt tilbage efter to ugers protester. Umiddelbart en sejr for demonstranterne. Men folkefesten i gaderne er forbi, og dyb politisk splittelse truer.
Efter naesten to ugers massedemonstrationer imod regeringen trådte Libanons premierminister, Saad Hariri, tirsdag tilbage og kastede dermed den kriseramte nation ud i yderligere kaos og usikkerhed.
»Jeg er havnet i en blindgyde, og vi har brug for en voldsom rystelse for at imødegå krisen,« sagde Hariri i sin ultrakorte fratraedelsestale på tv.
I to uger har Libanon vaeret rystet af landsdaekkende protester imod den politiske magtelite. Det er de største demonstrationer i 14 år, og til tider har 1 mio. libanesere – ud af en befolkning på 6 mio. – vaeret i gaderne i raseri over korruption og årelang økonomisk krise.
Protesterne blev udløst den 17. oktober af et forslag om en ny skat på Whatsapptelefonsamtaler og har i praksis sat Libanon i stå. Titusindvis af demonstranter har blokeret landets hovedveje og slået telte op i gader og på pladser i de store byer, og banker og skoler har vaeret lukket nu i snart to uger.
For demonstranterne er regeringens og Hariris afgang umiddelbart en sejr. Men Hariri er ikke deres ”hovedfjende”. De vil have hele den politiske magtelite fjernet, hvilket først og fremmest vil sige lederne af de to store shiamuslimske bevaegelser, Hizbollah og Amal, som er i koalition med den kristne praesident, Michel Aoun, og hans svigersøn, Gebran Bassil.
Saerligt Gebran Bassil og lederen af Amal, Nabih
Berri, er blevet symboler på det korrupte system, der i årtier har hindret al politisk udvikling i Libanon. Og demonstranterne vil have indsat en helt ny regering bestående af teknokrater, som ikke har forbindelse til de sekteriske partier, og som kan løfte Libanon ud af den dybe, økonomiske krise.
Massive problemer
Problemerne er massive. Statsgaelden er på 150 pct. af bruttonationalproduktet. Det statslige elselskab er bankerot, og der er daglige strømafbrydelser. Vandet i hanerne er forurenet. Arbejdsløsheden er op mod 40 pct. Eksporten til de arabiske lande er stoppet på grund af krigen i Syrien.
16,5 mia. dollars i international donorstøtte er blevet tilbageholdt, indtil Libanons politiske stabilitet er sikret. Og oven i det hele laegger over 1 mio. syriske flygtninge yderligere pres på Libanons sociale og politiske sammenhaengskraft.
Onsdag accepterede praesident Michel Aoun Hariris afskedsbegaering og bad ham om at lede et forretningsministerium, indtil en ny regering kan dannes.
Men Hariri forsøger tilsyneladende at skubbe de varslede politiske rystelser i gang og har angiveligt betinget sig, at hvis han skal fortsaette, skal det vaere med en teknokratregering, så Libanon kan reddes ud af krisen.
Det vil vaere et slag i ansigtet på hele den øvrige magtelite, ikke mindst på praesidenten, som tidligere åbent har erklaeret, at ingen skal røre ved hans svigersøns position som udenrigsminister.
Demonstranternes mest vidtgående krav er at få gennemført et helt nyt valgsystem. Den nuvaerende valglov sikrer, at klaner, familier og religiøse sekter kun har deres eget politiske lederskab at stemme på mod til gengaeld at få beskyttelse, og det har holdt den samme politiske elite ved magten, siden borgerkrigen sluttede i 1990.
Systemet har hidtil vaeret naeret af de forskellige samfundsgruppers indgroede frygt for hinanden. Men de nye generationer, som nu dominerer gaderne, husker ikke borgerkrigen. De vil have »aegte demokrati«, og som noget helt enestående i Libanon går protestbevaegelsen på tvaers af alle religiøse, politiske og sociale skel.
”Morderisk magttomrum”
Det har fået Hizbollahs generalsekretaer, Hassan Nasrallah, til at anklage demonstranterne for at vaere finansieret af udenlandske ambassader og lande, og han har advaret om, at hvis regeringen bliver vaeltet, vil det skabe et magttomrum, som muligvis er planlagt af »nogen, der forbereder en borgerkrig, ligesom de har gjort i adskillige af vores nabolande«.
»Et magttomrum vil vaere morderisk,« sagde han.
Få timer før Saad Hariri trådte tilbage, blev protestbevaegelsens største samlingssted, Martyrpladsen i hovedstaden Beirut, stormet af hundredvis af bøller, som satte dele af pladsen i brand, flåede telte og barrikader ned og gik løs på demonstranterne med kaeppe.
Officielt var de blot civile, som er imod protestbevaegelsen. Men de råbte »shia, shia!« og slagord til støtte for Hizbollah og Amal.
De store demonstrationer har dog vaeret stort set fredelige og mest af alt mindet om en folkefest. Nu holder alle vejret og venter på, om det vil lykkes Hariri at overtale praesident Aoun til at lade ham danne en teknokratregering. Det, der taler for hans projekt, er, at der denne gang ikke er tid til den saedvanlige studehandel mellem partierne. Dertil er de økonomiske problemer for alvorlige og risikoen for sekterisk vold for stor.