Turen går til Iran
Egentlig er Jafar Panahi underlagt et arbejdsforbud i sit hjemland, Iran. Men gang på gang får han sneget sig rundt i den såkaldte konstitutionelle islamiske republik, hvor han driver indirekte gaek med styret i sine poetiske, finurlige og systemkritiske
”Tre kvinder” laegger ud med et regulaert chok. I en filmbid optaget med en telefon ser vi en ung kvinde, Marziyeh, begå selvmord. Lige før det beklager hun sig over, at hun ikke har fået kontakt til den iranske filmstjerne Behnaz Jafari, fordi hun ikke har taget sin telefon. Marziyeh har tilladt sig at laese videre i Teheran, selv om hun er fra en lille by ude på landet, og det har angiveligt givet hende store problemer.
Klip til en bil, hvor Jafar Panahi sidder med Behnaz Jafari, der er en iransk filmstjerne fra det virkelige liv, der spiller sig selv. De er på vej til landsbyen for at finde ud af, hvad der i virkeligheden er sket med hende. Jafar Panahi er ikke helt sikker på, at filmen er aegte, men de frygter det vaerste. Er det et selvmord eller et nødråb?
På farten og på flugt
Herfra går turen i bil gennem iranske landskaber, hvor det bliver stadig tydeligere, efterhånden som turen skrider frem, at Iran er et land med store indre modsaetninger. Og et set med vestlige øjne noget tilbagestående land. I en lille landsby bliver folk glade for at møde den store filmstjerne, men bliver til gengaeld svaert skuffede over, at hun ikke lige kan løse deres problemer med manglende elektricitet. Tag den for en logik.
Jafar Panahi laver sin helt egen sammenblanding af dokumentarfilm og fiktion. Altså der er tydeligvis tale om fiktionsfilm, men Panahi traeder ind i historien som sig selv. Eller en udgave af sig selv. Man skal jo lige huske, at ud over at køre rundt i sin bil og vaere med i historien er han også manuskriptforfatter med Nader Saeivar og filmens instruktør.
Stilen er langsommelig med sin helt egen underdrevne humor, som man skal vaere vågen og interesseret i fremmede kulturer for at opfange. Store dele af ”Tre kvinder” foregår i en bil, hvilket Panahis ”Taxi Teheran” (2015) også gjorde. Og andre iranske film som for eksempel Abbas Kiarostamis ”Smagen af kirsebaer” tidligere. Et smukt symbol på, at man som kunstner må vaere på farten – ganske også ofte på flugt – for at få lov til at lave andre typer af film end den rene underholdning.
FILM
IRAN, 2018 Instruktion: Jafar Panahi 1 time og 40 min. Premiere den 31. oktober
Graver med teske
De systemkritiske temaer står måske nok i kø, men de skriges ikke ud med hvinende daek. ”Tre kvinder” er som naevnt langsommelig i sit udtryk, så den duer ikke at se, hvis man keder sig eller får klaustrofobi, hver gang kameraet står stille, eller scenerne toner ud i futil snak. I Iran spørger man jo ikke direkte som i vores kultur, så der skal af og til en del småsnak til, før man kommer frem til pointerne.
Er du til gengaeld til etnografisk orienterede film, hvor der graves med teske på samme sted for langsomt at få konturerne af et øgleskelet eller et totalitaert styre til at tone frem, så er ”Tre kvinder” lige dig.