Trumps famøse to procent har kun til opgave at punke europaeerne

Efteråret ligger over det jyske land. Regn og regntåge, blade falder, farver staerkes. Jeg tager småvejene fra Aarhus til Herning, bakker og søer, siden de flade, tynde jorder.

Om få uger har jeg boet uden for faedrelandet i 40 år, og jeg skal ikke tilbage. Allerhøjst som død. Jeg overvejer at købe et gravsted i ly af Sindal gamle kirke; dette Sindal i Vendsyssel, hvor mine forfaedre lå inde med herresaedet Baggesvogn og vist nok lønnede praesten.

Hvor hører du hjemme, spørger en ven. Jeg svarer: ”I Europa.” Wien har siden 1986 vaeret mit bosted i to omgange. Jeg befinder mig godt i Østrig, altså bor jeg i Østrig.

Kulturniveauet ligger over det danske, som jeg finder anstødeligt lavt; anstødeligt i betragtning af, hvad vi kunne for et hundrede år siden, for slet ikke at tale om Kierkegaard, H.C. Andersen, Eckersberg, Rasmus Rask, brødrene Ørsted og Thorvaldsen i det 19. århundrede.

Staten var bankerot dengang. Finansminister Schimmelmann ville inddrage pengene til danske kunstneres udlandsophold. Frederik VI afviste: ”Vi har tabt alt. Skal vi også gøres dumme, da kan vi nedlaegge landet.” Guldalderen fulgte.

Der tales om velfaerd, mere velfaerd, endnu mere velfaerd. Taenk, om der blev talt om ansvarlighed. Om selvhjaelp og humanitet. Tidligere var Danmark kendt som en humanitaer stormagt. Det er laengst forbi. I dag er Danmark et strammer-land. Nødstedte frabedes.

Jeg holder et par foredrag – i Aarhus og i Herning – foranlediget af skiftedagen i Bruxelles. Temaet er Europa i de naeste fem år. EU skal sagtens klare sig. Nato er i klemme. USA’s praesident Trump har bragt os alle – europaeere og amerikanere – dertil, hvor vi ikke laengere stoler på hinanden. På begge møder spørger jeg de tilstedevaerende, om de tror, at Trump eller hans efterfølger vil ile os til hjaelp, såfremt Ruslands evighedsdiktator, Putin, finder på at besaette Bornholm. Ikke én hånd løftes.

To møder kan selvsagt ikke tages som fuldgyldigt udtryk for meningsdannelsen omkring Danmarks sikkerhed og geostrategiske ansvar, fortrinsvis bestående i kontrollen med straederne mellem Østersøen og Atlanten. Slet ikke.

På den anden side fornemmer jeg en uoverensstemmelse mellem den til enhver tid siddende regerings bekendelse til Nato og en måske reelt herskende opinion.

Situationen skaerpes af Washingtons krav om, at europaeerne skal investere de famøse to procent af deres bruttonationalprodukt i alliancen.

Hvorfor ikke 2,7 procent eller

1,8 procent? Tallet er grebet ud af luften og har alene til formål at punke europaeerne, subsidiaert tilføre de amerikanske rustningsindustrier flere penge eller bistå Trumps med opførelsen af hans mur langs graensen til Mexico.

Der er brug for en saglig undersøgelse – gerne i Natos ramme – af alliancens mål og remedier. Lad os derpå få et USA, som bekender sig utvetydigt til det faelles forsvar og ikke render om hjørner med sine allierede i for eksempel Østeuropa og Levanten, og hvis praesident opfører sig ordentligt.

Der er brug for en saglig undersøgelse – gerne i Natos ramme – af alliancens mål og remedier. Lad os derpå få et USA, som bekender sig utvetydigt til det faelles forsvar.

Lader dette sig ikke gøre – og jeg har mine tvivl – vil von der Leyenkommissionens vigtigste opgave vaere at laegge grunden til et trovaerdigt europaeisk forsvar.

Danmark kan i den henseende naeppe udvirke meget, men Danmark behøver heller ikke at vaere sinken i klassen, optaget af at behage et USA, hvis respekt for Europa kan vaere på et meget lille sted.