Der må da vaere vand nok
Der er et ordsprog som lyder: »Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget.« Et ordsprog, som synes at vaere meget passende i forhold til det stigende grundvand, som volder rigtig mange danskere problemer. I disse måneder oplever vi store maengder af regn. Nedbørsmaengden har vaeret tårnhøj, og det har givet store udfordringer. Landmanden har besvaer med at høste majsen på sine drivvåde marker, og byboernes haver og kaeldre står under vand.
Derfor er det en smule paradoksalt, at danske landmaend begraenses i at vande deres afgrøder. Noget, som jeg også i mange år har kaempet imod. Muligheden for at vande markerne er helt afgørende for både planteproducenter og kvaegproducenter. For uden vand, ingen afgrøder. Uden afgrøder, intet foder til dyrene – og i sidste ende ingen fødevarer på spisebordet. Derfor finder jeg det fuldstaendig uforståeligt, at mange landmaend fortsat kaemper i de tørre sommermåneder for at få tilladelse til øget markvanding.
Jyllands-Posten bragte den 28. oktober en artikel om det stigende grundvand, der volder rigtig mange danskere problemer. Da jeg laeste artiklen, taenkte jeg, at nu må landmaendenes kamp for øget markvanding endelig vaere slut.
Det vil jo vaere logisk – nu hvor danskere kaemper med vand i kaeldre og haver – at give landmaendene tilladelse til øget markvanding for netop at afhjaelpe dette problem. Men kan vi ”regne” med, at det er sådan, det haenger sammen?
I sommer forklarede seniorrådgiver Hans Jørgen Henriksen fra Geus til Ingeniøren, at »det kan blive kritisk for vandforsyningen, hvis det tørre vejr fortsaetter. Vandindvinding er 100 pct. grundvandsbaseret i Danmark, så derfor er vi sårbare over for tørke i laengere perioder«.
Så hvad er egentlig op og ned i sagen om det stigende grundvand og landmaendenes markvanding? Kan de danske landmaend bare vande løs på markerne?
omsorg skåret vaek. Og det er der, skoen trykker. Det kraever ro, samtale, indhold og omsorg at blive rask efter psykisk sygdom. Derfor er der brug for flere ansatte til flere syge patienter, og det skal vaere sådan, at er man syg, skal det vaere muligt at blive indlagt – det er i virkeligheden ret enkelt.
Jeg kan fortaelle så mange forfaerdelige historier fra psykiatrien. Virkelige historier om mennesker, der kunne vaere hjulpet, såfremt rammerne var til det og området var politisk prioriteret i anstaendig grad.
Lige nu skal de lavthaengende frugter plukkes, så liv kan reddes. Det betyder mere personale ansat både i ambulatorier, på sengeafsnit, på bosteder, flere bostøtter og brobyggere. Derudover skal der vaere nok sengepladser og aflastningspladser, så den syge ikke afvises på trods af akut behov for hjaelp. Det er det, man kan gøre lige nu.
Det vil ret hurtig have effekt på anvendelsen af tvang, antallet af selvmord, antal genindlaeggelser, antallet af gode behandlingsforløb og flere, der kommer sig hurtigere af deres sygdom.