Vi lever ikke i det perfekte demokrati

Kai Sørlanders kronik i avisen den 29. oktober hviler på manglede indsigt i, hvordan det faktiske demokratiske system i Danmark fungerer. Hans gennemgang af, hvad demokrati er og fordrer, vidner om, at filosoffen bevaeger sig på det rent abstrakte og ideale niveau.

Han kunne have ret i sine betragtninger, hvis vi levede i et perfekt demokrati, hvor den politiske lighed var fuldstaendig gennemført, hvor befolkningen var aktive deltagere i den politiske proces, hvor den politiske forståelse var udbredt til alle eller de allerfleste medborgere, og hvor der ikke var brug for nogen som helst bindinger eller begraensninger på, hvad der kan vedtages i den politiske proces.

Desvaerre lever vi langtfra i denne ideale verden, og der er nok heller ikke udsigt til, at vi i overskuelig fremtid kommer til det. Som demokrater skal vi gøre, hvad vi kan, for at bevaege os i den retning, men indtil vi har realiseret et perfekt demokrati, må vi leve under de bindinger og begraensninger, som tidlige generationer har pålagt os.

Blandt disse er magtens tredeling, som ikke er noget demokratisk princip, men et liberalt eller konstitutionelt princip, der binder demokratiet til retsstaten. Ved siden af delingen af magten er der desuden over en årraekke etableret et princip om, at domstolene – i sidste ende Højesteret – kan prøve, om vedtagne love er i overensstemmelse med grundloven.

Det har vaeret et omstridt princip, som er i overensstemmelse med retsstaten, men Sørlander synes klart nok ikke at kunne acceptere det. Det er imidlertid rent faktisk etableret som en grundlaeggende del af vores styreform. Derfor er det meste af, hvad Sørlander skriver, abstrakt tågesnak, som der ikke er grund til tage alvorligt.