Religionskritikken er blevet afsporet af misforståede hensyn
Det er bekymrende, at forsvaret for reaktionaere religiøse dogmer også kommer fra venstrefløjen, og det er på høje tid at gøre op med den reaktionaere kønsmoral.
naestformand i SF Lise Müller naestformand i SF
Nogle gange føles det, som om vi stadig er fanget i 1990’ernes håbløse vaerdidebat.
De seneste uger er det politiske flashback gået ud over Ida Auken, som kom for skade at kritisere den dybt reaktionaere kønsmoral, det er udtryk for, når man naegter at give hånd til kvinder.
Som resultat af hendes helt rimelige kritik er hun blevet angrebet fra alle leder og kanter – selv tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech har pludselig rejst sig i forsvaret for uligestillingen.
Det er et berygtet kor af tvivlsomme kritikere, som Birthe Rønn Hornbech melder sig ind i, som blandt andet taeller en af Danmarks mest ortodokse imamer – Oussama ElSaadi fra Grimhøjmoskeen. Han går skridtet videre og forsvarer imamens handling under daekke af retten til ytringsfrihed.
For nylig kunne vi så laese i Jyllands-Posten, at hver anden efterkommer ønskede at forbyde religionskritik. Alliancen mellem reaktionaere, religiøse kraefter og ”de anstaendige” er altså intakt, selv her i 2019.
Det er forstemmende, at vi ikke har rykket os fra den misforståede religionsapologi, vi udøvede, før vaerdikampen rasede ud.
I den verserende håndtrykssag råbes luften tyk af et hylekor, der legitimerer imamens handling med henvisning til, at vi skal vaerne om retten til at gøre det, vi hver isaer har lyst til, og hvis det indbefatter at afvise at give hånd, så skal andre acceptere det. I frihedens og demokratiets navn, minsandten.
Det er et misforstået hensyn, for det her handler ikke om den enkeltes ret til frihed og til selv at vaelge, som ingen har udfordret, men om at stå sammen om at udskamme en oldnordisk kønsmoral, der opstiller absurde normer og kriterier for renhed og urenhed af det modsatte køn.
Om at imamer som ham, Ida Auken mødte, udlever et middelalderligt syn på køn og relationer mellem kvinder og maend. Det ryster os, at selv mennesker, der haevder at kaempe for ligestilling, kan tage et så forrykt syn på maend og kvinder i forsvar. Det tankesaet, som ligger til grund for, at kvinder og maend ikke må komme i berøring, hører ikke til i et oplyst, sekulaert og demokratisk funderet faellesskab.
Med distanceblaenderne om ytringsfrihed og retten til at opføre sig idiotisk flyttes fokus i debatten fra spørgsmålet om medmenneskelige relationer og reaktionaere religiøse dogmers plads i samfundet til en principiel debat om religionsfriheden, selvom ingen har udfordret sidstnaevnte. Debatten degenerer med en stråmand, med andre ord.
For os er religion mere end bare en individuel tro.
Det er, og har alle dage vaeret, et redskab til at legitimere dogmer. Selvfølgelig skal man nyde retten til at praktisere sin religion, men man skal absolut ikke vaere beskyttet fra den kritik, man i høj grad fortjener, hvis man med religionsfrihedens skjold ser stort på ligestillingen mellem kønnene – en demokratisk vaerdi, der er mindst lige så vigtig som religionsfriheden i sig selv.
Det er en farlig glidebane i et moderne samfund, at religiøse praksisser med kvindeundertrykkende principper bliver accepteret som norm i tolerancens højhellige navn. Det manglende håndtryk eller for den sags skyld påbuddet om, at kvinder skal tildaekkes med hovedtørklaede, er ikke synonyme med demokrati, ligestilling mellem kønnene eller med frihed.
De anstaendiges manglende vilje til at diskutere reaktionaere praksisser, og hertil højrefløjens blinde fiksering på alene at fordømme det, er skuffende. Der er ingen undskyldning for naiv berøringsangst eller blind fordom – for vi skal bruge vores sunde fornuft og udpege modsaetninger og paradokser, når vi ser dem.
Man behøver ikke at vaere islamekspert for at udtale sig i det her tilfaelde, men mentaliteten bag imamens handlinger og påbud om kvinders tildaekning med hovedtørklaede er udtryk for en bestemt kønsmoral. Kvinders hår skal skjules fra maend, da det ud fra en bedaget forståelse af seksualitetens natur frister maendene til utroskab.
Derfor skal kvinder og maend heller ikke give hinanden hånden, for så påvirkes deres uskyld og renhed. Modviljen mod håndtryk indeholder altså en dobbelt diskrimination: mod kvinden, fordi hun skal tvinges til at indrette sig efter mandens lyst, og mod manden, fordi han regnes for at vaere et vaesen uden selvkontrol.
Der er en lysende klar modsaetning mellem underkastelse af denne mentalitet og kampen for kvinderettigheder og frihed.
Betingelsesløs tro mod en religion eller institution er en betingelse for at underkue, ikke for at inkludere. For os, som venstreorienterede, er den moderne venstrefløj et resultat af århundreders kamp for menneskets frigørelse. En straeben, som tager sit udgangspunkt i f.eks. Voltaires kritik af kirke, fanatisme og patriotisme og Wilhelm Reichs analyse af fascismens forudsaetninger i den patriarkalske familiestruktur og seksualundertrykkelse.
Men det grundlag og den udvikling er under pres i disse år, fordi vi af uforklarlige årsager er kommet til at anskue al religionskritik for at vaere diskrimination mod minoriteter.
Sandheden er imidlertid, at diskriminationen udgår fra dem, der friholder undertrykkende seksualnormer fra den fortjente kritik, fordi de praktiseres af minoriteter.
Ud af det blå er det pludselig blevet in at italesaette de hårdtvundne dele af venstrefløjens hjerteidentitet som modsaetninger til idealerne om frihed og tolerance. Det bekymrer os, at forsvaret for de reaktionaere religiøse praksisser også kommer fra venstrefløjen, fordi venstrefløjen for laengst har vaeret igennem et opgør med netop disse hvad angik konservativ, kristen moral.
Betingelsesløs tro mod en religion eller institution er en betingelse for at underkue, ikke for at inkludere.
Hvorfor er det så svaert at gøre ditto med den reaktionaere islam? Ytringsfrihed, demokrati, frigørelse fra invaliderende traditioner og bekaempelse af økonomiske magtog statusforhold, der virker ødelaeggende på mennesker, er alle på spil i denne kamp – og dem, der står forrest i køen til at tabe, er dem med faerrest ressourcer, som religionen alle dage har haft lettest ved at traede på.
Udfordringen kommer isaer fra den såkaldt multikulturelle udvikling, vores samfund har gennemgået grundet den store indvandringsbølge gennem de sidste 30 år. En udvikling, der er blevet romantiseret af venstrefløjen.
Den har udløst en kamp, hvor vi skal forsvare grundlaeggende vaerdier i samfundet. Det er derfor bydende nødvendigt, at vi genoptager religionskritikken. Tilbageerobrer den. At vi opgiver den afgrundsdybe raedsel og lamslåethed, vi har mødt religionskritikken med de forgangne 30 år.
Hvis vi siger det tydeligt nok, kan det vaere, at vi får opklaret den misforståelse, at de progressive kraefter er blevet sat i verden for at forsvare religion. Det er åbenbart også nødvendigt at gentage, at alle religiøse dogmer skal udsaettes for samme kritik.
Ole Henrik Laub, forfatter og dramatiker, 81 år, Assens ved Mariager. Ole Henrik Laub debuterede i 1967 med novellesamlingen ”Et svaerd dyppet i honning” og udgav mere end 80 bøger samt en raekke radioog tv-spil. Sideløbende med forfatterskabet var
Ole Henrik Laub kunstmaler og tegner under navnet Henry Barrach, og vaerkerne har bl.a. vaeret udstillet på Boldhus Teatret i København samt på gallerier i Nordjylland.
Han skrev til det sidste, og fortaellingen ”Kvinde i sne. Mand i knae” udkom tidligere i år. Ole Henrik Laub efterlader sig hustruen Gudrun, børnene Simon og Camilla, en svigersøn og tre børnebørn.