Den danske model bør vaere regeringens største projekt

Regeringen projekt står og falder med, at man skaber et trygt arbejdsmarked og et attraktivt dagpengesystem, skriver fagforeningsboss.

De igangvaerende forhandlinger om finansloven for 2020 bliver de første for den nye socialdemokratiske regering. Efter fire år med borgerlige regeringer er tiderne skiftet, og Mette Frederiksen har nu sat sig for enden af bordet med et parlamentarisk grundlag, der straekker sig helt fra Enhedslisten til Radikale Venstre.

I partiernes faelles forståelsespapir noteres det, at man vil bekaempe den stigende ulighed i Danmark. Det skal bl.a. ske ved at styrke den samfundsmodel, der har gjort Danmark til et af de mest tillidsfulde og trygge velfaerdssamfund i verden.

Opbygningen af arbejdsmarkedet i Danmark bygger på den såkaldte flexicuritymodel. Det er en samfundskontrakt, som bygger på en balance mellem et fleksibelt arbejdsmarked og et staerkt sikkerhedsnet. Den bliver ofte rost, fordi den sikrer både arbejdstagere og arbejdsgivere, og i fagbevaegelsen mener vi, at vi bør vaere stolte af modellen, som er et strålende eksempel på den grundlaeggende tillid, vi har til hinanden her i Danmark.

Men sikkerhed og fleksibilitet kommer ikke af sig selv.

Det kraever, at alle giver sig lidt. Lønmodtagerne har behov for trygge arbejdsforhold, der ikke bliver udhulet af social dumping og en løn, der repraesenterer den vaerdi, de skaber på arbejdspladsen. Samtidig får arbejdsgiverne til gengaeld mulighed for fleksibilitet og frie rammer til at ansaette i opgangstider, men også at fyre i nedgangstider.

Hvis dagpengesystemet udhules, som de borgerlige partier ihaerdigt har arbejdet på med deres beskaeftigelsesindsats, risikerer vi, at hele den konstruktion, vi har oparbejdet siden 1899, vil brase sammen. HENRIK W. PETERSEN, FORBUNDSFORMAND FOR BLIK- OG RØRARBEJDERFORBUNDET

Modellen hviler på to ben. For det første, at vi i fagbevaegelsen accepterer relativt korte opsigelsesvarsler, men at vi samtidig kan vaere sikre på, at dagpengesystemet griber dem, der pludselig står uden job. For det andet at der er en grundlaeggende tillid til - og enighed om - at vi skal beskytte og udvikle det danske velfaerdssamfund. Er de to ben solidt placeret, kan der findes ro og ordentlighed i forhandlingerne – og arbejdstager og arbejdsgiver vil i overenskomsterne finde frem til aftaler, som begge parter kan leve med.

Men hvis det ene ben vakler, skaber det utryghed, som på sigt vil medføre konflikter på arbejdsmarkedet. Konflikter, som ingen har gavn af. Og hvis dagpengesystemet udhules, som