Der er to grunde til, at Libanon ikke allerede er gået statsbankerot
Premierminister Hariri trak sig tirsdag, men tårnhøj statsgaeld gør det vanskeligt for en ny regering at imødekomme demonstranters krav.
Braendende bildaek, tåregas og vandkanoner – over hele Libanon er byer blevet forvandlet til noget, der mest minder om en krigszone. Langt størstedelen af demonstrationerne er dog fredelige, og de festglade libanesere går ikke af vejen for at kombinere protest og gadefest. Uroen er vand i forhold til de faldende granater og snigskytter, libaneserne tidligere har oplevet under den 15 år lange borgerkrig i 19751990.
Demonstrationerne er udtryk for en dyb økonomisk krise og en følelse af afmagt. Libaneserne er utilfredse med de stigende priser, den høje korruption og den politiske elite. Men det var et forslag om skat på den populaere telefonapp Whatsapp, som var dråben, der fik baegeret til at flyde over.
Demonstrationerne fik premierminister Hariri til at traekke sig tirsdag. Men et systemskifte ligger ikke i kortene. Det politiske system er baseret på sekterisk og religiøst tilhørsforhold med en forudbestemt kvotefordeling af centrale magtposter mellem de religiøse grupper i landet. Formålet er at fastholde freden ved at sikre en acceptabel magtfordeling mellem de tre religiøse hovedgrupper: kristne, sunniog shiamuslimer.
Gaeldsbombe
Uanset om der kan dannes en ny regering relativt hurtigt – hvilket ikke er normen i Libanon – eller om der kommer et laengerevarende politisk dødvande, vil det vaere vanskeligt at tilfredsstille demonstranternes krav. Libanons økonomi er som humlebien, der i teorien ikke kan flyve, men alligevel gør det. Den offentlige gaeld på 150 pct. af bnp er naesten på højde med Graekenlands, og gaelden er stigende. Landet har i årevis haft underskud på de offentlige finanser, og alene betaling af renter og afdrag på gaelden lagde sidste år beslag på hele 45 pct. af statens indtaegter. Situationen blev kun vaerre, da den nu tidligere regering for nylig forsøgte at imødekomme demonstranterne ved at foreslå beskatning på banker, der med garanti vil medføre faerre investeringer og lavere vaekst.
Laeg hertil, at en hjaelpepakke fra 2018 på 11 mia. dollars fra bl.a. Verdensbanken, EU og de arabiske olielande aldrig er blevet udbetalt, fordi hjaelpen var betinget af offentlige besparelser på 1 pct. af bnp om året i fem år – og de krav har landet ikke evnet at opfylde. De billige lån skulle bruges til investeringer i infrastruktur og i energiforsyningen, der skulle få gang i vaeksten.
Statsbankerot
Når Libanon ikke allerede er gået statsbankerot, skyldes det to forhold: Libanon har i årtier haft adgang til billige lån fra de rige arabiske oliestater, og landet er et yndet feriemål for velhavende arabere, der derfor har haft en interesse i at støtte landet. Støtten fra araberne handler også om at mindske indflydelsen fra Iran, der støtter den islamistiske Hizbollah-organisation. Men de faldende oliepriser har gjort, at de rige oliestater ikke laengere har den evne til at understøtte Libanons økonomi, som de havde tidligere.
Hertil kommer, at der gennem årtier er strømmet valuta til landet fra udenlandslibanesere, der har placeret deres opsparinger i de libanesiske banker til meget gunstige renter. Indskuddene har bankerne brugt til at opkøbe libanesiske statsobligationer for at finansiere statens underskud. Den linde strøm af indskud har samtidig gjort det muligt for Libanon at føre en fastkurspolitik over for dollaren. Men nu er indskuddene begyndt at falde, og hvis ikke landet foretager massive offentlige besparelser, er der alvorlig risiko for en valutakrise og en statsbankerot.
Alt taler derfor for, at den libanesiske befolkning vil opleve endnu trangere kår de kommende år, og at man kan forvente endnu mere uro. Den kritiske økonomiske situation vil også ramme den danske eksport negativt.