Herrefolk i lycra opfører sig som cykelstiens ariske race

erfaringer med racercyklister i lycraoutfit.

I Jyllands-Posten handler indlaeg og artikler isaer om lycracyklister kontra bilister. I det taet befolkede hovedstadsområde, hvor jeg bor, er det imidlertid nok så meget lycraracere kontra os almindelige cyklister: blevet symbolet på alt det, der er galt med vores samfund (…) Individualismen er blevet personificeret i en bøvset familiefar iklaedt noget stram lycra, på jagt efter en eller anden form for misforstået maskulinitet.«

Sceneskift: Jeg bor i Humlebaek – 34 km nord for København, 10 km syd for Helsingør. Vores gennemgående vej er Strandvejen, som forbinder Humlebaek med nabobyerne Nivå og Espergaerde.

Gennem årtier var vejen søndagsbilisternes yndlingstur, og det er flot. Strandvejen starter i mondaene Hellerup, passerer de store patriciervillaer i Klampenborg og Vedbaek, fører gennem Dyrehaven og flere mindre skove, byder på kig til sundet og svenskekysten og ender i Helsingør – en historisk perle med Kronborg, katedraler og kloster.

Når forårssolen bryder frem, sker der imidlertid noget. Strandvejen invaderes af stimer af lycraracere, der kører i mere end dobbelt tempo af cykelstiens pensionister og børnefamilier.

Det er stålsatte og sammenbidte typer fra hovedstadens vildtvoksende chef- og konsulentlag, som snildt bruger 50.000 kr. på den ”rigtige” letvaegtsracer og er besat af at slå deres egen rekord til Helsingør. For os er Strandvejen den lokale vej, for dem er det en traeningsbane.

Når bladene falder af traeerne, stilner det af igen. Desvaerre er jeg lige opereret i foden, så jeg kan ikke cykle og nyde den ”lycrafri” tid. Det er ellers dejligt.

For os er Strandvejen den lokale vej, for dem er det en traeningsbane …