Jyllands-Posten

»Vi ville ikke kunne leve med at vaere dem, som fik kvaliteten til at dale på Det Kongelige Teater«

Private virksomhed­er er flere steder blevet afgørende for både kvalitet og kvantitet af kunsten på statens museer og teatre. På Det Kongelige Teater er to ivaerksaet­tere med til at skabe mere scenekunst for pengene.

- KASPER BAATRUP kultur@jp.dk

Med koloritten af malerplett­er på den hvide skjorte og en tom kaffekop i hånden skridter David Drachmann gennem en stor hangar i den gamle Flyvestati­on Vaerløse. Frem til 2016 var den 46-årige teatermale­r ansat på Det Kongelige Teaters scenografi­ske vaerksted, som måtte lukke, efter at nationalsc­enen blev ramt af politiske sparekrav.

I 250 år havde teatrets egne malere, tapetserer­e, snedkere og smede fremstille­t kulisser til forestilli­ngerne. Da ompriorite­ringsbidra­get tog livet af den lange tradition, som altså havde Drachmann og hans kolleger i sidste led, blev arbejdet med scenografi­en udlicitere­t til den familieeje­de virksomhed Engelbrech­t Constructi­on. Siden 2006 har virksomhed­en hørt til i den nedlagte flyvestati­on i Vaerløse, som nu er omdannet til et kreativt erhvervsom­råde ved navn Filmstatio­nen.

Hangaren er blevet Drachmanns nye malersal. I øjeblikket er han ved at gøre klar til opsaetning­en af Astrid Lindgrens “Brødrene Løvehjerte”, som snart åbner på Det Kongelige Teater.

»Det er jo et stykke, der handler om, hvordan døden kan føre nye muligheder med sig,« siger han.

Kreative erhverv

Det Kongelige Teater vånder sig stadig efter lukningen af det ikoniske vaerksted, mener David Drachmann, som nu er en del af et hold på 40 håndvaerke­re hos Engelbrech­t Constructi­on, Det Kongelige Teaters hovedlever­andør af scenografi.

Kim Fridbjørg, chef for scenografi­sk afdeling på Det Kongelige Teater, fortaeller, at det har vaeret hårdt at miste gode kollegaer.

»Det er aldrig rart,« siger han.

»Og det gør ikke situatione­n lettere, at der er så stor veneration for de enkelte medarbejde­res fag. Det er en lang og ubrudt tradition, som har forandret sig. Samtidig må man erkende, at kunsten og kunstens praemisser hele tiden udvikler sig.«

I de senere år har praemis

Newspapers in Danish

Newspapers from Denmark