Det er gået helt skaevt i København

Problemet med høje, “ubetalelige” huslejer i København er ikke ny. Siden boligloven blev indført i 1939, har markedskraefterne vaeret sat ud af spil på tre fjerdedele af det københavnske boligmarked. Der er derfor fortsat stor ubalance – en del borgere med gode kontakter eller partibogen i orden har adgang til boliger, der er prissat langt under markedsprisen.

Et nyligt eksempel fra medierne var en lejlighed på 156 kvm til 6.000 kr. pr. måned taet ved Det Kongelige Teater. Markedsprisen var 24.000 kr.

Løsningen på problemet er at bygge nok små lejligheder, indtil markedsprisen falder, samt at lade markedet fastsaette prisen på boliger generelt. Det vil øge udbuddet og trykke markedsprisen ned. For at skaffe nok boliger bør man tillade, at der bygges højere end seks etager. Hele Sydhavnen kunne have vaeret udbygget i 10 etager i stedet for kun seks etager, så kunne vi allerede have fået de 8.000 studenterboliger etableret, som vi fortsat står og mangler. Denne etagehøjde ville ikke have generet nogen i det område.

Flertallet i borgerrepraesentationen og boligloven er hovedårsagen til de manglende billige boliger og de høje priser, da de begraenser udbuddet af små lejligheder og mobiliteten i boligmarkedet pga. overregulering. At skyde skylden på ejendomsinvestorerne er ikke korrekt – de kan kun opføre sig som usympatiske, grådige udlejere, fordi politikerne har ført en forfejlet boligpolitik i 80 år.

Et frit boligmarked vil over tid også vaere til alle lavtlønnedes fordel, i dag er det jo kun en lille heldig andel af de lavtlønnede samt en for stor andel af de højtlønnede med gode forbindelser, der har en fordel af boligloven. Det er en maksimalt usolidarisk boligpolitik at fastholde dette klientsystem.