Udeluk ikke de sundhedsfaglige talenter

Martin K. Madsen adjunkt hos EUC Nordvest, tidligere regionsrådskandidat for Liberal Alliance i Nordjylland, Nørager

Tidligere på året kunne man laese i det såkaldte Euro Health Consumer Index, at Danmark har verdens fjerdebedste sundhedssystem. At vaere fjerdebedst af 35 europaeiske lande er naturligvis rigtig godt og passer til den danske selvforståelse, og det er rigtig positivt, at Danmark i saerdeleshed gør sig udmaerket udi patientrettigheder og åbenhed i forhold til journaler.

Man må dog med aerlighed konstatere følgende: Patientrettigheder og privat adgang til journaler er ikke det, der i første omgang redder liv. Det gør konkret behandling derimod, og der halter vi desvaerre lidt bagefter i Danmark.

I samme undersøgelse kan man tilmed laese, at når det kommer til kraeftbehandling, er Danmark er decideret et middelmådigt land med mange lande foran os. Desvaerre ikke imponerende, når man noterer sig, hvor store indsatser skiftende regeringer har gjort på dette område.

På et andet område er vi endvidere i europaeisk sammenhaeng decideret elendige, og det er, når det kommer til det at blive tilset af specialister på det felt, hvor man måtte have behov for behandling.

I Danmark møder patienterne i alt for høj grad generalister, og der går alt for laenge, før specialisterne kommer i spil.

Det er et problem, og undersøgelsen giver derfor også Danmark dumpekarakter på dette område.

Den vaesentligste årsag til dette er, at vi i Danmark ikke er dygtige nok til at udnytte de private aktører tilfredsstillende.

Som Dansk Erhverv så rigtigt påpeger i en efterfølgende analyse, må det vaere en målsaetning i sig selv at skabe et mere synergibetonet samarbejde mellem de offentlige sundhedshuse og de private specialister, således danskerne kan få den bedst taenkelige behandling.

Det er et politisk ansvar at sørge for rummelighed på sundhedsområdet, og der er desvaerre en tendens til, at flere regioner mere eller mindre systematisk affejer og undgår private aktører.

I 2015 udgjorde private behandlinger ifølge Danske Regioner i det danske sundhedsvaesen så forsvindende lidt som 1,5 pct. af alle behandlinger, selv om Danske

Regioner vurderer, at der er potentiale for at varetage op mod 35 pct. af alle behandlinger. Altså i en version, hvor det offentlige betaler, og de private udfører.

Heri ligger et meget stort potentiale, der kan komme til gavn for patienterne, og som det må vaere en politisk opgave at levere i landets regioner.

Der er en i laegekredse anerkendt stor talentmasse blandt de private udbydere i Danmark, som de faerreste patienter desvaerre møder. Eksempelvis går Steno Diabetes Center for at vaere i toppen inden for netop diabetesbehandling, mens Filadelfia inden for behandling af epileptiske anfald står som en ledestjerne.

Det er bare aergerligt, at disse specialister – de såkaldte monofaglige institutioner – i vaesentlig grad udelades fra det ”sundhedssystem i verdensklasse”, som politikerne på daglig basis søger at italesaette. Også når det kommer til scanninger, forundersøgelser og andre ydelser er vi for dårlige til at indtaenke det private alternativ, som bevisligt er billigere i mange tilfaelde.

Der er efter mine bedste begreber ikke behov for, at sundhedssystemet bliver til en ideologisk kampplads, hvor alt for enhver pris skal vaere offentligt for at kunne kalde sig velfaerd.

Det må nu engang vaere et selvstaendigt mål i sig selv at saette patienterne i centrum, og det gør vi altså kun, hvis vi altid tilbyder den bedst mulige behandling til den bedst mulige pris – uanset om lønsedlen så kommer fra en region eller fra en privat virksomhed.