Sport er den perfekte politiske scene
Flere og flere atleter bruger sportsarenaen som platform for politiske budskaber. Diskussionen om blandingen af sport og politik blev aktuel igen, efter at Mathias ”Zanka” Jørgensen for nylig tog del i en politisk demonstration for sin tyrkiske klub, Fenerbahce.
analytiker, Play The Game, Aarhus
Da Mathias ”Zanka” Jørgensen for nylig før en kamp for sin tyrkiske klub, Fenerbahce, trak en opvarmningstrøje over hovedet med et tydeligt politisk budskab, blev han muligvis taget som gidsel i et politisk spil, han ikke selv var herre over.
Med Zankas historik som både forkaemper mod racisme og hans rolle som hovedambassadør for den spillerdrevne kampagne for LGBT-miljøets plads i dansk fodbold kan det synes maerkvaerdigt, at det skulle vaere hans personlige valg, at han iførte sig en trøje med påskriften ”Faedrelandet er jer taknemmelig”. En trøje, der desuden var påtrykt en rød silhuet af en soldat, der gør honnør, hvilket med rette er blevet tolket som en støtte til det tyrkiske militaers indsats i Syrien.
Her må man forstå de enorme politiske kraefter, som er på spil i hovedstadsklubben, der er en af de mest fanatiske og nationalistiske fodboldklubber med en meget engageret fanskare. Den tyrkiske praesident, Recep Tayyip Erdogan, har i over 25 år vist troskab til klubben, hvilket han nogle dage efter kampen blev haedret for, da han blev udnaevnt til aeresmedlem. Trøjeaktionen ligner derfor i højere grad en ordre taget på højere ledelsesniveau i klubben end et individuelt eller kollektivt valg foretaget af spillerne.
Hvor Fenerbahces politiske demonstration støtter en autoritaer leders handlinger, er sportens arena adskillige gange blevet anvendt som platform for minoriteters kamp for lige rettigheder. Anført af Bill Russell valgte NBA-holdet Boston Celtics sorte spillere at boykotte en opvisningskamp før saesonen 1961-1962, da de dagen forinden var blevet naegtet service på en lokal restaurant. Det var en banebrydende handling i en tid, hvor sortes rettigheder var på et minimum, og man ikke klagede offentligt over den herskende forskelsbehandling.
Russells kamp for sortes rettigheder fik snart selskab af den formentlig største sportsstjerne i det 20. århundrede, Muhammad Ali. Den tredobbelte verdensmester i boksning blev en central forkaemper for sortes rettigheder, og han satte hele sin karriere på spil, da han i 1967 naegtede at gå i krig i Vietnam med de berømte ord om USA’s hovedmodstander: »Vietcong har aldrig kaldt mig nigger.«
Det kostede ham tre år i faengsel og titlen som verdensmester. Han blev dog senere forsonet med USA og fik ved OL i Atlanta i 1996 den aere at taende den olympiske flamme.
I de seneste år har vi set en stigende tendens til, at store internationale sportsstjerner bruger deres rolle som højtprofilerede udøvere til at ytre politiske holdninger inden for et bredt spektrum af samfundsspørgsmål.
Den stigende aktivisme blandt atleter fik for alvor mediebevågenhed, da den nu tidligere quarterback i amerikansk fodbold (NFL)
Colin Kaepernick i 2016 – til praesident Donald Trumps store fortrydelse – undlod at følge traditionen med at stå op ved afsyngelsen af den amerikanske nationalsang. Han knaelede i stedet i en afvisning af det amerikanske flag, som han mener symboliserer en raceundertrykkende nation.
Anføreren for USA’s kvindelandshold i fodbold, Megan Rapinoe, har også sat fokus på samfundsmaessige spørgsmål. I sin tale foran New York City Hall efter amerikanernes VM-sejr i sommer udnyttede hun rampelyset til at advokere for lige rettigheder og mangfoldighed.
Allerede før VM havde hun brugt sin stemme til at kommentere på Trump, der i Rapinoes optik har et forfejlet kvindesyn og en manglende respekt for homoseksuelle.
I samme ombaering gjorde hun det klart, at hun efter en mulig VM-triumf ville afvise en invitation fra Det Hvide Hus.
Ved de panamerikanske lege i Lima i august blev Trump endnu en gang skydeskive, da to amerikanske atleter under sejrsceremonien henholdsvis løftede en knyttet naeve og knaelede under afspilningen af nationalmelodien i protest over den førte våbenpolitik, racisme og behandling af immigranter – og ifølge den ene af atleterne, faegteren Race Imboden, Trumps spredning af had i det amerikanske samfund.
En accept af udøvernes stigende aktivisme medfører dog også et større dilemma, når der gøres plads til mere radikale ytringer, der ligefrem kan modarbejde menneskerettighederne. For eksempel gav den davaerende fodboldspiller for italienske S.S. Lazio Paolo di Canio i 2005 en fascisthilsen ud mod klubbens højreradikale fangruppe, ”ultras”, der naturligvis blev fanget af et af de mange kameraer. Eksemplet kan måske tjene til eftertanke om, at en vis begraensning af de individuelle politiske handlinger i sportsarenaen kan vaere en god idé.
De politiske manifestationer og udtryksformer har vist sig på forskellig vis igennem idraetshistorien. Derfor må man holde sig for øje, hvem der reelt er afsenderen – er det individet, holdet, klubben eller staten – og det er en vigtig distinktion i vores globaliserede samfund, hvor mennesker dagligt udsaettes for et bombardement af nyheder og billeder.
Med nazisternes OL i Berlin i 1936 blev legene for alvor løftet op til at blive verdens største sportsbegivenhed sammen med VM i herrefodbold. Ved disse såkaldte megaevents samler sportens dramaer milliarder foran tv-skaermene, og derfor er det også den mest ideelle arena for politiske budskaber.
Den Internationale Olympiske Komité (IOC) forsøger for alt i verden at fratage atleterne muligheden for at afsende sådanne budskaber. I komitéens regelsaet slås det fast, at »ingen form for demonstration af politisk, religiøs eller racemaessig propaganda er tilladt på de olympiske områder«.
Alligevel har flere atleter gennem tiderne trodset reglen, hvor det mest berømte eksempel formentlig er de to amerikanske 200meterløbere Tommie Smith og John Carlos, som på sejrsskamlen ved OL i Mexico City i 1968 haevede en knyttet naeve iført en sort handske i vejret som symbol på den undertrykkende racepolitik i hjemlandet. Efterfølgende blev begge atleter fordømt af sportsautoriteterne og straffet med hjemsendelse i vanaere, samtidig med at de blev bedt om at returnere henholdsvis deres guld- og bronzemedalje.
Vil IOC imødekomme atleternes pres for at kunne udtrykke sig tydeligere, eller vil de politiske signaler stadig vaere forbeholdt regeringer og idraetsorganisationer?
IOC har dog ikke naer så travlt med at håndhaeve det olympiske charter over for de skiftende vaertsnationer for OL, der isaer via åbningsceremonien får mulighed for at politisere, og hvor landets egen gloriøse fortid, nutid og fremtid kan praesenteres. Sommer-OL i Beijing 2008 og vinter-OL i Sotji 2014 tjener formentlig her som de bedste eksempler.
Faktisk har Rusland, siden Vladimir Putin overtog praesidentembedet i 1999, investeret massivt i store sportsbegivenheder, der fungerer som en saerlig ”erindringshistorisk arena”, til at etablere en betydningssammenhaeng mellem det fortidige, det nutidige og det fremtidige.
Alle vaertsnationer ved OL har, ikke overraskende, en tendens til at udelukke de mindre flatterende aspekter af deres egen historie og kultur i åbningsceremonien. Ved vinter-OL i Sotji 2014 blev det leninistisk-stalinistiske regime med politisk undertrykkelse, tvangskollektivisering og masseudryddelse naermest afbildet som et sandt forbrugerparadis og en velfaerdsstat, hvilket er langt fra sandheden. Sovjetkommunismens økonomiske og sociale side blev til gengaeld hyldet som baggrund for nutidens moderne russiske stat.
Demokratierne benytter også åbningsceremonien til at vise sig frem fra deres bedste side. Ved OL i London 2012 skabte den verdensberømte filminstruktør Daniel Boyle et fascinerende show, der fremhaevede Storbritanniens store bidrag til verdenssamfundet, hvorimod landets fortid med imperialisme og slaveri var udeladt.
Til sommer skal de olympiske lege holdes i den japanske hovedstad, Tokyo. Åbningsceremonien vil følge traditionen, og Japan vil som nation kunne profilere sig politisk.
Men hvilket råderum bliver der til atleterne? Vil IOC imødekomme atleternes pres for at kunne udtrykke sig tydeligere, eller vil de politiske signaler stadig vaere forbeholdt regeringer og idraetsorganisationer?
Claus Christen Ellehauge, tidligere skoleinspektør og skibsfører, Havnbjerg, 84 år. Claus Christen Ellehauge stod til søs som 14årig med skibet ”Kapella” af Egernsund. Efter en tid som styrmandsaspirant i Rederiet J. Lauritsen måtte han opgive at blive styrmand på grund af nedsat syn. Det førte ham til Laererseminariet i Tønder, hvor han mødte sin hustru, Inge. De flyttede senere til Rudkøbing, hvor han fik sin første sejlbåd. I 1975 rykkede familien til Holm på Als med deres tre børn. Her var Claus Christen Ellehauge først skolebibliotekar på Langesø Skole og faelleslaererrådsformand, inden han blev skoleinspektør på Svenstrup skole. Han tog skibsførereksamen og blev skolechef på skoleskibet ”Danmark” i 1982. Senere stod han bag Maritimt Center i Hardeshøj, ligesom han var en engageret del af Marinehjemmevaernet i Sønderborg, ligesom han i en årraekke var en del af besaetningen på museumsskibet ”Caroline Samsø”.