Efter kaempekrak: Svaervaegtere advarer mod skjult regnskabssminke
Uden at fortaelle investorerne om det kan virksomheder helt lovligt pynte på afgørende nøgletal. Det får investorverdenen til at råbe vagt i gevaer.
Det kom som et chok for det meste af Storbritannien, da byggerikoncernen Carillion pludselig styrede direkte mod afgrunden. Problemerne hobede sig op for den på overfladen sunde og lavt gaeldsatte virksomhed.
Men de faerreste havde imidlertid taget højde for den kaempegaeld, som virksomheden i det skjulte havde bygget op på sin balance igennem årene forinden. Helt efter reglerne bogførte Carillion nemlig ikke sin gaeld fra sit finansieringsprogram med leverandørerne som egentlig bankgaeld.
Og da banken smaekkede døren i, pressede det koncernen ud over kanten.
Omdrejningspunktet i Carillions undergang er finansieringsteknikken reverse factoring, som er på kraftig fremmarch, og som får brynene til at rynke hos både investorer, kreditvurderingseksperter og revisorer.
»Problemet for os er at forsøge at forstå, om et selskab reelt set baerer på gaeld, som er skjult (...) i regnskabet,« siger William Coley, kreditvurderingsekspert i Moody’s.
Reverse factoring er en finansieringsmetode, hvor en virksomhed kan låne penge af en bank til at betale sine leverandører tidligere og til samtidig at forlaenge sin egen betalingsfrist. Det er nyttigt, fordi den billige kapital skaber en bedre likviditet, og det kan styrke forholdet til leverandørerne.
Men selv om det reelt er et lån fra banken, behøver virksomheden ikke at bogføre gaelden som bankgaeld. Det pynter på regnskaberne, fordi gaelden ser mindre ud, pengestrømmene fra driften boostes, og det forbedrer arbejdskapitalen og afkastet på den investerede kapital.
Og så behøver man ifølge de internationale regnskabsregler ikke at oplyse om finansieringsprogrammerne i regnskaberne.
»Reverse factoring kan blive brugt som ren staffage. Og jeg tror, at reverse factoring bliver brugt en del som staffage, i og med at så få virksomheder oplyser om det i deres regnskaber,« siger Rob McDowell, analytiker hos det anerkendte investeringsanalyseselskab CFRA, der hjaelper blandt andet hedgefonde med at pille lakken af regnskaber verden over.
Et win-win-win-produkt
PWC lavede for nylig en rundspørge, der viste, at 49 pct. af de adspurgte virksomheder allerede benytter sig af reverse financing. Derudover meddelte 37 pct., at de aktivt overvejer at igangsaette det.
Det skal ses i forhold til, at faerre end 5 pct. af de virksomheder, Moody’s kreditvurderer, oplyser noget om den type finansieringsprogrammer i regnskaberne.
»Hvis du ikke i regnskaberne offentliggør, hvad der ligger bag, så vildleder det folk. Det er vigtigt, at det står i regnskaberne, og at alle interessenter kan finde det,« siger Niels Andersen, chefporteføljeforvalter i Bankinvest.
Fordelene for virksomheder ved at benytte reverse factoring er til at tage og føle på – også udover regnskabspynten. Små leverandører, som ikke har samme kreditvaerdighed og dermed samme adgang til billig kapital som en stor kunde, nyder godt af reverse factoring-programmer til at få pengene hurtigere i hånden.
Kunderne kan til gengaeld bruge programmerne til at knytte sine leverandører taettere til sig og til at forhandle bedre priser hjem. Samtidig er det en billig måde at sikre sig bedre likviditet på, hvis kunden benytter ordningen til at forlaenge sine egne betalingstider yderligere.
Også danske selskaber benytter sig af metoden, for eksempel FLSmidth og Schouw. ISS er på den anden side af ligningen og er en af de leverandører, der indgår i større kunders reverse factoring-programmer.
Banker markedsfører metoden med, at virksomheder i et snuptag kan optimere deres arbejdskapital, herunder Danske Bank, som i sit markedsføringsmateriale fortaeller, at det ”forbedrer jeres likviditet og nøgletal”.
FLSmidth har siden 2018 detaljeret oplyst om brugen af reverse factoring i sine årsregnskaber og afviser, at påvirkningen på nøgletallene forvirrer investorer.
Schouws brug af metoden kommer primaert frem i lyset, når der er vaesentlige aendringer i anvendelsen af det. Det skete blandt andet i 2016, hvor pengestrømmene fra driften steg med omkring 400 mio. kr., mens de året efter faldt med 500 mio. kr. på grund af leverandørprogrammet.
Schouw er i stilleperiode og har ikke ønsket at kommentere artiklen.
»Det er en fordel for kunderne. Det er en fordel for leverandørerne. Det fungerer godt for bankerne, og i øjeblikket fremgår det ikke nødvendigvis af nogens balance. Der er nemt at se, hvorfor det er blevet et win-win-winprodukt. Men problemet er, at metoden er begyndt at udvikle et ry for at gøre dårlige situationer vaerre,« siger William Coley.
Han sammenligner reverse factoring med en tigerfaelde. Hvis belastningen på gaelden ikke er for stor, er der formentlig ingen, der opdager noget. Men faelden klapper, hvis selskabet bygger en skjult bankgaeld op, og banken beslutter sig for at lukke finansieringsprogrammet. Det kan grave et dybt hul i likviditeten og accelerere presset på selskabets finanser.
»Jeg tror, at investorer er blevet mere vagtsomme, efter at Carillion gik i betalingsstandsning,« siger Rob McDowell.
Det bliver i stigende grad relevant, hvis vi ender i en recession, hvor presset på selskabernes økonomi øges. Eller hvis ledelser benytter programmerne til at forbedre nøgletallene, for at de kan indkassere deres bonusser.
Skraemmeeksemplet
For nylig var Rob McDowell i København for at undervise analytikere og investorer i, hvordan de blandt andet kan spotte brugen af reverse factoring, selv om det ikke bliver opgivet i regnskaberne.
Den stigende brug af metoden kan Moody’s også tydeligt maerke, når de skal kreditvurdere virksomheder.
»Der er tilfaelde, hvor selskaber er kommet til os og har sagt: »Det går rigtig godt for os. Vores gaeldssaetningsgrad er faldet, og hvis du kigger på vores balance, er vores gaeld også faldet. Vi mener, vi fortjener en opjustering«,« siger William Coley.
Moody’s kvitterer med et nej, når kreditvurderingsinstituttet har fundet ud af, at gaelden bare er blevet erstattet med en tilsvarende stor