Bagerne havde lagt brød i ovnen, men det blev aldrig bagt
Moesgaard Museum er klar med endnu en stor saerudstilling, denne gang om de to romerske byer Pompeji og Herkulanum, der gik til grunde, da Vesuv i år 79 eksploderede i et katastrofalt udbrud. Til gengaeld er det et af verdens mest velbevarede fund.
Som de ligger der, kvinden alene, de to unge maend taet sammen, vaekker de stadig følelser, her naesten 2.000 år senere.
For det var ikke nogen rar måde, de kom af dage på. Det kan man se på måden, de ligger og prøver at beskytte sig selv.
Faktisk er det lidt uhyggeligt. De var blandt de godt 2.000 mennesker, der omkom, da vulkanen Vesuv i år 79 formelig eksploderede og sendte byger af lava, sten og aske ned over to italienske havnebyer i Napolibugten, Pompeji og Herkulanum, og begravede dem og de indbyggere, der ikke nåede at slippe vaek.
»Tiden gik i stå sådan,« siger Pauline Asingh og knipser med fingrene.
»Toppen af vulkanen blev bare blaest af, og ildsøjlen stod 30 km op i luften. Det var voldsomt. Det kom bag på alle i byerne – man kan se, at hos bagerne er der lagt brød i ovnen. Det blev ikke faerdigt. Livet stoppede brat.«
Hun er museumsinspektør og udstillingsleder på Moesgaard Museum og står midt i museets nye, store saerudstilling, ”På vej mod katastrofen – Pompeji og Herkulanum”.
Det er en medrivende, men også grusom historie, og man ved meget om den, ikke bare pga. de mange velbevarede fund, men også pga. to maend ved navn Plinius – den ene Den AEldre, den anden Den Yngre. Den aeldste oplevede det som flådeadmiral selv. Han stod for verdens
Vi fortaeller historien fra de forskellige samfundslag og har skabt nogle fortaellinger om de mennesker, der boede der. Pauline Asingh, museumsinspektør og udstillingsleder på Moesgaard Museum
Et velhaverhjem anno 79.
Marlen Øhrberg Krag centerchef i Sundhedsstyrelsen
fantastisk og unik for Aarhus på mange måder. Vi kan gå eller cykle til naesten alt i byen på kort tid. Den gamle kliché ”verdens mindste storby” giver mening. Naerheden skal vi bygge videre på. Bl.a. med flere boliger, som også kan betales med en beskeden økonomi. Det giver liv i byen, også om aftenen og i weekenden. Liv og naerhed haenger sammen.
Boligbyggeriet, ”fortaetningen”, skal foregå på en grundigt planlagt måde, så vi undgår den ”forstoppelse”, som vi desvaerre også oplever i øjeblikket med mange høje huse og mangel på lys, luft og grønne åndehuller.
Men ja til flere boliger, for når man arbejder eller studerer i byen, er det jo mest hensigtsmaessigt også at bo i byen. Transporten bliver kortere, afstandsmaessigt og tidsmaessigt. Og klima- og miljømaessigt er det bedst med en ikke for lang og ressourcekraevende transport. Det er win-win.
Med til naerheden hører et centralt placeret stadion. Byens stadion. Det giver byen en ekstra dimension, ud over det historiske, at de fleste aarhusianere kan gå eller cykle til stadion, når AGF spiller bold her eller andre traekker mange mennesker til.
Infrastrukturen skal gøre det nemt at komme ind i byen. Og ud igen. Også for bilister. Jeg peger på – vel vidende, at det ikke er specielt populaert blandt bilister – en form for fjernparkering ét eller flere steder i udkanten af byen. Fjernparkeringsanlaeg med en effektiv daekning med shuttlebusser kan vaere en del af løsningen for store arrangementer i byen, bl.a. fodbold på stadion. Det skal vaere nemt og praktisk, og udfordringen må vaere at udforme anlaeg og drift, så den ikke føles fjern – helst tvaertimod.
Den store fordel ved sådanne anlaeg er, at den/de vil kunne udnyttes til alle mulige store og større arrangementer i byen. Driften, antallet af busser, taetheden i afgange mv. vil kunne skaleres op og ned alt efter de enkelte arrangementers behov. Måske også nyttigt i dagligdagen for bilister, der kommer udefra og arbejder i midtbyen.
Desuden et central opsamlingssted for shuttlebusser på eller ved en overdaekket banegrav, hvortil man har nem adgang med tog, letbane og fjernbusser. En overdaekket banegrav skal bl.a. fungere som et ”centralcenter” for persontransporten i Aarhus – kraev dét, kaere byrødder!
En større parkeringskaelder under en ny central bypark kunne vaere oplagt at etablere i forbindelse med en overdaekning af banegraven. Og et eller flere parkeringsanlaeg, evt. under jorden, sammen med en renovering eller nyt stadion for enden af Stadion Allé.
Vi skal spille på mange heste. Og vaere fleksible, i retning af at vi ikke altid behøver at fylde så meget hver isaer, når blot vi kan komme nemt og sikkert fra a til b.
Vi har lige nu – med de mange byggeplaner, Aarhus Ø, Banegraven, stadion mv. – en historisk chance for at fastholde og udvikle Aarhus som en rigtig god by at bo i. Men risikoen for det modsatte er der også.
Lad os vaelge en by, hvor vi gerne bliver fem minutter laengere – også uden opfordringen …