Vil vi også laese Yahya Hassans digte om 20 år?
Ifølge eksperter har digteren Yahya Hassan allerede skrevet sig ind i den danske litteraturhistorie. Fredag udkom hans anden digtsamling – uden varsel.
Her kommer en artikel om en ung dansk digter, der i 2013 solgte 120.000 eksemplarer af sin første digtsamling.
Men det er også en artikel om en ung mand på 24 år, der siden dengang har gjort sig bemaerket ved at blive idømt faengselsstraf for at skyde en anden mand i foden, som sidste år blev dømt til behandling på en psykiatrisk afdeling for bl.a. vold og trusler, og som uden varsel fredag udgav en ny digtsamling ”Yahya Hassan 2”.
Også denne gang har han skrevet i versaler, og også denne gang bygger teksterne tilsyneladende på Hassans liv. Første gang var der digte om den voldsomme opvaekst i Aarhus Vest. Denne gang er der bl.a. digte om at blive anholdt og sidde i faengsel.
»POLITIET VAELTER IND MED ELEFANTHUER OG MASKINVÅBEN. DE LAEGGER MIT SELSKAB NED OG BRAEKKER MINE BRAEKKEDE LEMMER.«
Hovedpersonen selv er ikke tilgaengelig for interview, fordi han for to uger siden igen lod sig indlaegge på psykiatrisk hospital i Aarhus. Sådan fremstilles sagen i Weekendavisen, der fredag som det eneste medie bragte et interview med Hassan foretaget over telefonen fra den psykiatriske afdeling.
Bogens redaktør på Gyldendal, Simon Pasternak, forklarer, at man denne gang ligefrem har følt det nødvendigt at informere politiet om, at man ville udgive en ny digtsamling af Hassan, som efter sin debut i en periode fik beskyttelse af PET.
Det er blot endnu et punkt på listen over ting, der gør Hassan saerlig. Spørgsmålet er, om Hassans litteratur kan baere hypen?
»Der er ingen litteratur, der kan baere en hype af dette omfang. Han solgte ikke 120.000 digtsamlinger, alene fordi hans bogstavrim var gode – han solgte også bøger pga. nogle vilde interview. Men på den anden side skal hypen jo ikke ligge digtene til last,« siger Tue Andersen Nexø, lektor på litteraturvidenskab på Københavns Universitet.
Et ensomt jeg, der taler
Han vurderer, at de af Hassans digte, der er mest vilde og rablende, er de bedste. Men også, at niveauet i både den første og den nye digtsamling er ujaevnt.
»Men han har allerede med sin første digtsamling skrevet sig ind i den danske litteraturhistorie. I den nye digtsamling er grebet det samme, og der ser ud til også at vaere gode tekster i den.
Den er mere sort og uden håb, som der var i debuten. Det er et ensomt jeg, der skriver.«
Så tror du, at eleverne i gymnasierne vil laese Yahya Hassan om 20 år?
»Ja, det tror jeg, de vil.«
Ifølge Tue Andersen Nexø er Yahya Hassan saerlig på mange måder, men samtidig skriver han sig ind i en stor tradition for »desperadoer og forfattere, der skriver fra det lovløse i litteraturhistorien«.
Han naevner den franske forfatter Arthur Rimbaud (1854-1891), der levede et vildt vagabondliv i Paris, samt den amerikanske forfatter William S. Burroughs (1914-1997), der som en central figur i den såkaldte beatgeneration skrev om sit eget liv som stofmisbruger.
»Af danske forfattere minder Yahya Hassan måske om Gustav Munch-Petersen (1912-1938), som også ringede til pressen fra et psykiatrisk hospital, og som også skrev en surrealistisk stil, som Hassans digte kan minde om. Der er masser af eksempler på dansk litteratur, der er skrevet af det, man kan kalde randeksistenser,« siger lektoren.
Forfatteren Per Højholt sagde vist nok, at man som forfatter ikke skulle bruge af hovedstolen, altså at forfattere ikke skulle skrive ud fra deres eget liv. Det er netop det, Hassan gør. Tue Andersen Nexø peger på, at forfattere gør det samme i disse år.
»Det saerlige ved Hassan er, at hans hovedstol er anderledes end alle de andres. Han skriver om sin gangstervenner osv., og det er jo tilsyneladende selvoplevet. En del af den nye digtsamling flugter i hvert fald med det omkring retssagerne mod ham og PET-beskyttelsen, som har vaeret beskrevet i pressen,« siger Tue Andersen Nexø.
Andre eksempler i historien
Anne-Marie Mai, professor på Syddansk Universitet, siger, at den smule, som hun har laest af ”Yahya Hassan 2” ser »lovende ud«.
»Men uanset hvad der sker, og om denne udgivelse kan stå mål med den første, så har han allerede skrevet sig ind i den danske litteraturhistorie. Den første digtsamling var utrolig staerk,« siger litteraturprofessoren.
Ifølge Anne-Marie Mai er der i den danske litteraturhistorie forfattere, som Hassan kan minde om i sin stil. Staerkest er parallellen til Rudolf Broby-Johansen (19001987), der i årene efter Første Verdenskrig gav den fattige del af befolkningen en stemme med sin ekspressionistiske digtsamling ”Blod”, som efterfølgende blev beslaglagt af politiet.
Hassan liv er ifølge Mai ikke en undtagelse blandt forfattere i litteraturhistorien.
»Der er flere eksempler på dygtige forfattere, der har en psykisk sygdom, f.eks. skrev Tove Ditlevsen dele af sit forfatterskab fra et psykiatrisk hospital,« siger Anne-Marie Mai.
Hun peger på, at der er andre unge forfatterstemmer med indvandrerbaggrund ud over Hassan. F.eks. Lone Aburas og den 32-årige Jamal Bendahman, der tidligere i år debuterede med romanen ”Vidnet”, der handler om den unge mand Younes med indvandrerbaggrund.
»Jeg tror dog ikke, at man kan sige, at f.eks. Jamal Ben
I nat bliver det ikke sommer. Vi bliver i stedet alle sammen gamle. Og når sommeren naermer sig, kan den naermest udløse frygt med forventningen om al dens frodige lethed.
Sådan kan verden tage sig ud efter endt lytning af det nye album fra Kira Skov. Det klinger som et sørgeligt rekviem, og det følger op på den ligeledes sorgtyngede ”The Echo of You” fra sidste år. Et flot og sanseligt album, der satte et musikalsk mindesmaerke for sangerindens afdøde mand, Nicolai Munch-Hansen.
Vital poesi
Det nye udspil ”I nat blir vi gamle” haenger fast i den dystre gråzone af dyb sorg. Musikken rører dog på sig med moderate eksperimenter. Det er ret vellykket i en sang som ”Tågetale” med en kollage af sampling, stenet triphop, jazztrutten og spoken word. Isaer fordi det mismodige indhold og den messende monotoni får kontrast i form af vital poesi og et traditionelt sangbart refraen.
Skiftet til det dansksprogede virker naturligt, og Kira Skovs unikke stemme trives egentlig bedst i selskab med instrumenter som guitar og violin.
Vokalen har indimellem svaerere ved at gøre sig tilstraekkeligt gaeldende mellem maskinelle rytmer og støjsplinter.
Stillestående
En raekke sange på albummet virker skitsepraegede, og musikken skvulper i flere numre som syntetisk baggrunds-summen til den kompromisløse tristesse. Som i ”Stille”, der først tøver laenge med at give sig til kende, og som til sidst kortvarigt laener sig op ad Radioheads uforglemmelige ”Exit Music (For a Film)”. Men Kira Skovnummeret er netop for stille og afventende til rigtigt at folde sig ud på det store indre laerred.
Udtrykket forløses til gengaeld fornemt i den skønt excentriske og bundfortvivlede ”Du er meldt savnet i hele universet”. Den snurrer bedøvet omkring sig selv som en slaebende spøgelsesvals i en drøm tilsat musik af Leonard Cohen.
Skraemmende vuggevise
Kira Skov synes i andre sange at miste orienteringen i sit tiltagende sortsyn på vegne af mennesker og kloden, vi lever på. ”Sorgen sover” er et godt bud på årets mest skraemmende vuggevise. Det er som klassikeren ”Solen er så rød, mor” vendt på vrangsiden. Uden en voksen og de smukke stjerner til at synge det bekymrede barn til ro.
Albummet går rigeligt i inerti og solformørkelse, isaer mod slutningen, hvor en titel som ”I nat blir vi gamle” aerlig talt kommer til at lyde som en regulaer trussel.