Stjernestunden
Engang i 1989, da historien havde godt fat i Østeuropa, undslap der en bemaerkning fra en ungarsk diplomat, som egentlig ikke lød af meget, men gengav stemningen i de officielle apparater i regionen ganske godt.
»Gid vi,« sagde han, »var et ganske almindeligt, kedeligt land som Danmark eller Holland.«
Det var Ungarn, han talte om, og bølgerne var gået højt hele sommeren. Graensen mod Østrig var blevet åbnet, titusindvis af DDR-borgere fik pludselig en bagudgang, fordi de over Budapest kunne komme til Vesten, og på den måde begyndte hele den kommunistiske undertrykkelse at brase sammen. Den 9. november for praecis 30 år siden faldt Muren. Det var en lykkelig begivenhed, en af de få stjernestunder i Europa i det 20. århundrede, der ellers var praeget af to verdenskrige, holocaust og alskens ulykker for dem, som boede på den forkerte side af Jerntaeppet, der adskilte demokrati fra diktatur.
Sådan er det fortsat, selv om euforien er fordampet. Ingen, der har oplevet eller fået genfortalt, hvordan forholdene var i det østlige Europa inden omvaeltningerne, kan med rimelighed haevde andet. Danske og andre rejsende blev ved graensen til DDR mødt af glammende hunde, brøsige betjente og ildelugtende barakker, hvor pas blev endevendt og tvangsveksling til den naesten vaerdiløse lokale valuta gennemført. Ikkekommunistiske aviser og litteratur blev beslaglagt. Man skulle have visum, og selv når alle formaliteter var ordnet, blev vesterlaendinge betragtet med mistro. I øvrigt også polakker, der alle dage har vaeret lidt oprørske. Hvad mon de ville finde på? Det var ikke meget anderledes andetsteds på de kanter.
I dag er de fleste lande medlem af såvel EU som Nato, og for Vesteuropa har det økonomisk vaeret en kaempegevinst. Der er kommet et nyt marked med 125 mio. mennesker, og den frie bevaegelighed for EU-medlemmer har alt andet lige vaeret en fordel.
Men hverken Ungarn eller de øvrige østeuropaeiske lande er blevet almindelige og kedelige, som diplomaten fra Budapest dengang drømte om. Jerntaeppet gik ikke blot ned gennem Europa, men lå også hen over de kommunistiske nationer. Da det blev trukket vaek, og systemet brød op, åbenbaredes gamle sår og fjendskaber. Det mest tragiske resultat var borgerkrigen i det tidligere Jugoslavien.
I det tidligere DDR, hvor befolkningen levede under diktaturer – først det nazistiske, siden det kommunistiske – gennem mere end fem årtier, har det vaeret vanskeligere, end mange forudså, at få demokratiet til at virke og den gensidige respekt til at blomstre. Demokrati er ofte besvaerligt, og for at få det til at fungere må man lytte til mennesker, man ikke er enig med. Den øvelse er ikke faerdig endnu, og en voksende højreekstremisme – senest kommet til udtryk ved et attentat mod en synagoge i Halle – er et seriøst problem for forbundsrepublikken. En smule anerkendelse fra østtyskerne over de enorme bestraebelser, der er udfoldet for at få deres del af landet til at fungere, ville – med al respekt for dem, der gør en indsats – heller ikke vaere af vejen.
Netop Ungarn, hvis regeringschef Viktor Orbán åbenbart betragter retsstat og liberale traditioner med foragt, så laenge de ikke gavner ham selv, er en kaempeudfordring, lige som hans ideologiske faeller i Polen er det. Nej, kedeligt er det ikke blevet, men meget, meget bedre end for 30 år siden, og det kan ikke siges tydeligt nok.