»Man kan spørge sig selv, om ikke man skyder gråspurve med kanoner«

En raekke kommuner har investeret i mindre solcelleanlaeg, men ifølge Energistyrelsen bryder de loven. Kommunerne må nu enten slukke anlaeggene eller betale en afgift, der gør den grønne strøm til en økonomisk dødssejler. I Lejre håber borgmesteren på pol

Lejre Kommune har et godt solcelleanlaeg, mener borgmester Carsten Rasmussen (S). Det giver strøm til en børnehave, en svømmehal og en multihal. Og så sparer det ifølge borgmesteren 10 ton CO2 fra at ryge ud i atmosfaeren, hvilket er i overensstemmelse med kommunens ambition om at vaere en grøn kommune.

Det er også et af den slags initiativer, der kan hjaelpe den nye regering med at nå sit mål om 70 pct. reduktion af CO2 i 2030. Men Lejre Kommune og 12 andre kommuner må kaempe med Energistyrelsen om at få lov til at have anlaeg kørende i deres nuvaerende form. Ifølge Energistyrelsen har kommunerne nemlig brudt elforsyningsloven siden 2013.

Som situationen er lige nu, har kommunerne ikke lov til at høste solens energi og sende strømmen direkte til deres bygninger. Solcelleanlaeggene skal ifølge Energistyrelsen drives som forsyningsvirksomheder og saelge strømmen til bygningerne – med afgifter til staten og udgifter til at drive virksomhed til følge.

Det har fået Lejres borgmester til at udtale sig i staerke vendinger mod Energistyrelsen. Han mener, at Lejre Kommunes solcelleanlaeg overholdt reglerne, da man begyndte opførelsen af det. Men man aendrede fortolkningen af loven i 2013, så den nuvaerende drift er ulovlig.

»Der er ikke tale om, at vi som sådan har valgt at overtraede loven, for vi var skam bekendte med lovgivningen. Energistyrelsen har bare aendret sin fortolkning af loven. Da vi begyndte at opføre vores solcelleanlaeg, var det helt efter gaeldende regler. De blev lavet om, inden anlaegget blev taget i brug.

Så vi er havnet i en administrativ tidslomme,« siger Carsten Rasmussen.

Kommuner baerer et ansvar

Kommunerne ligger, som de har redt, mener professor i miljø- og energiret på SDU Bent Ole Gram Mortensen. Hovedreglen er ifølge ham, at man laver en selskabsmaessig udskillelse af solcelleanlaeg.

Det er beskrevet i elforsyningsloven, hvor der i paragraf 4 står, at »en kommune kan varetage produktion af elektricitet (…). En kommune kan deltage i selskaber med begraenset ansvar«.

Der står dog ikke specifikt, at det er forbudt for kommunerne at producere strøm, uden at det foregår gennem et selskab.

»Elforsyningsloven tager stilling til, hvad en kommune kan, og der er et krav om, at man, som det er formuleret, deltager i et selskab, hvor man har begraenset ansvar. Det er det, de bliver ramt af her,« siger Bent Ole Gram Mortensen og fortsaetter:

»Først i 2014 udnyttede ministeren sin bemyndigelse til at undtage visse anlaeg fra hovedreglen. Energistyrelsen har således fuldstaendig ret i kravet om selskabsmaessig adskillelse. Kommunerne burde kende de her regler, og med lidt rettidig omhu kunne de have undgået det her. De kan ikke omgå reglerne, fordi de finder dem uhensigtsmaessige. Føler de sig dårligt vejledt af Energistyrelsen, så må de tage den som en erstatningssag.«

På trods af dette mener professoren dog, at Energistyrelsen kan åbne en dør på klem for, at de pårørte kommuner kan redde deres allerede opførte solcelleanlaeg.