Europa har en aftale om hjemsendelser – de andre overholder den bare ikke

Afrikanske lande overholder ikke en aftale om at tage egne borgere retur. Samarbejdet om konkrete missioner er vanskeligt. Og et svagt europaeisk internt samarbejde hjaelper heller ikke processen.

I 2000 indgik EU en aftale med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet. Europaeiske penge skulle hjaelpe den mindre udviklede del af verden, hvor man til gengaeld forpligtede sig til bl.a. at tage imod egne statsborgere, hvis de var uønskede i Europa.

Cotonou hedder aftalen, der stadig er gaeldende.

Den bliver bare ikke overholdt.

Det konstaterer Den Europaeiske Revisionsret i en rapport, der gennemgår EU’s indsats på asyl- og returneringsområdet. Og det er ikke bare manglende overholdelse af Cotonou-aftalen, der giver problemer for de europaeiske lande, når de vil udvise uønskede migranter.

Tvangsudvisninger kraever hjemlandets accept, og i eksempelvis Algeriet udsteder myndighederne i nogle sager rejsedokumenter, der kun er gyldige i 24 timer. Det gør dem i praksis ubrugelige, konstaterer rapporten.

Algeriet afviser ligesom Marokko charterflyvninger med afviste fra Europa og vil kun modtage hjemsendte med kommercielle fly.

Omvendt forholder det sig i Tunesien, der kun vil tage imod hjemvendende fra Tyskland og Italien, der kommer med charterfly.

Dertil kommer, at mange lande ikke har lister over deres egne borgere, hvilket gør det svaert at identificere dem.

I Iran forbyder forfatningen i det hele taget tilbagesendelse mod iranske statsborgeres vilje.

På den måde bliver manglen på samarbejde med hjemlandene om at identificere og tage imod deres egne borgere en af de helt centrale årsager til, at Europa har så svaert ved at komme af med de uønskede migranter, der ikke har opholdsgrundlag eller beskyttelsesbehov i EU.

Det siger den ansvarlige for rapporten,

Leo Brincat:

»Mangel på samarbejde med tredjelandene er et helt centralt og afgørende punkt for problemstillingen. Se på Cotonou-aftalen, der understreger landenes pligt til at tage imod deres egne borgere, når de ikke har ret til at vaere i Europa. For at vaere helt aerlig, så bliver den ikke overholdt,« siger han.

I rapporten beskrives på samme måde, hvordan konkrete hjemsendelsesmissioner fra EU-landene er haemmede »af vanskeligt samarbejde med tredjelande«. Og derfor bliver EU-Kommissionen opfordret til at sikre, at de lande, som Europa laver aftaler med, lever op til dem.

»Ellers bliver det bare ord på papir uden virkning,« siger Leo Brincat.

Og det vil kommissionen gerne, lyder et skriftligt svar.

»Kommissionen vil bruge sine politikker og vaerktøjer til at styrke samarbejde med tredjelande om returnering,« lyder det, ligesom der peges på, at nye regler fra 2020 vil gøre det muligt at indføre visumrestriktioner mod lande, der ikke samarbejder om hjemtagning af migranter.

Brug for store fly

I de tilfaelde, hvor der er en aftale med en migrants hjemland, kan der opstå andre problemer.

En gennemgang af de i alt 55.151 pladser på fly, som EU-landene i 2018 chartrede til udvisning, viser, at mere end en tredjedel af dem blev brugt til mandskab som vagter, observatører, laeger m.m., der ledsager de hjemsendte migranter.

Kun 22 pct. af de chartrede pladser blev brugt til dem, der rent faktisk skulle udvises.

43 pct. af stolene stod tomme på flyveturene.

Revisorerne peger på en raekke årsager til det store spild. Blandt andet at det skal gå staerkt, når først en hjemsendelse saettes i gang, hvis man skal undgå, at migranten stikker af.

»På grund af risikoen for forsvinden er der behov for at reagere hurtigt, når en migrant er klar til at blive tilbagesendt. Der er ikke tid til at vente på, at charterflyet er fuldt besat. Det resulterer i uudnyttet kapacitet (43 pct.) på charterfly, isaer fordi det er nødvendigt at anvende et stort fly med tilstraekkelig raekkevidde til tilbagesendelsesoperationer over store afstande til Afrika eller Asien,« lyder en forklaring.

Andre gange mangler der alligevel de

nødvendige papirer, migranten indgiver en ny asylansøgning kort før afgang, eller migranten forsvinder slet og ret.

Det gør alt sammen kommercielle rutefly til en billigere løsning til hjemsendelser. Men også her er der udfordringer, der fører til aflysning af omkring hver tredje operation. Det skyldes primaert migranter, der mod forventning naegter at udrejse, mangel på rejsedokumenter, at migranterne forsvinder, nye afgørelser fra domstole i sidste øjeblik, eller at flyets kaptajn afviser at tage personerne med.

Også når det gaelder frivillige hjemrejser, eksisterer der en udfordring. Der er nemlig en reel risiko for, at personerne ikke rejser ud, men blot forsvinder. Ingen ved det.

»Hovedårsagen er, at der mangler et standardsystem til at kontrollere, om en tredjelandsstatsborger har passeret et Schengen-lands ydre graense. Derfor er det ikke muligt at fastslå med sikkerhed, om en tredjelandsstatsborger faktisk har forladt EU, er gået under jorden i medlemsstaten eller er rejst til en anden medlemsstat,« konstaterer revisorerne.

Frontex ved intet

Siden den store migranttilstrømning i

2015 og 2016 har EU styrket det faelles graenseagentur Frontex. Det har blandt andet fået til opgave at koordinere og organisere tvungne hjemsendelser på tvaers af landene.

Men heller ikke den indsats er endnu i mål, konstaterer revisorerne. En årsag er, at for at kunne lykkes skal medlemslandene fortaelle hinanden, hvor mange personer de har i udsendelsesposition, hvilke lande de skal til, hvor mange de har siddende på udrejsecentre osv. Oplysninger, der altså ikke flyder frit nok i dag.

Bedre bliver det ikke af, at Frontex ingen adgang har til information om hjemsendelsesprogrammer og projekter i de enkelte lande – ikke engang om dem, der er betalt af EU.

I Danmark har Rigspolitiet ansvaret for hjemsendelser, men det har ikke vaeret muligt at få en kommentar til revisionsrettens rapport.

Sagsmapper på gulvet

Siden migrantkrisen har isaer Graekenland og Italien maerket konsekvenserne. De overfyldte modtagecentre, såkaldte hotspots, og nationale myndigheder har slet ikke kunnet følge med menneskemaengderne. Og selv om tilstrømningen er dalet efter EU-Tyrkiet-aftalen i 2016, så er situationen saerligt i Graekenland fortsat kritisk.

»I Athen huses asyltjenestens centrale tjenester i en gammel bygning med trange kontorer. Kontorerne til samtaler, registrering og Dublin-enheden er placeret uden for hovedbygningen i containere, hvor stabler af sagsmapper ligger på gulvet på grund af pladsmangel. Vi konstaterede også pladsproblemer under vores revisionsbesøg i hotspottene på Lesbos og Samos,« skriver revisorerne.

Den gennemsnitlige tid for en normal sagsbehandling i det graeske system er 544 dage fra registrering til afgørelse i første klageinstans. Revisorerne har desuden set eksempler på asylansøgere, som indgav deres ansøgning i 2018 og har fået tilbudt samtaler om deres sag i 2023.

Tallet i parentes angiver antallet af uger på top 40-listen.

ALBUM

HOLLYWOODBS´ LEEDING (9)

KIKO (17)

JESUS IS KING (2)

STEPZOLOGI (9)

NO. 6 COLLABORATIONS PROJECT (17)

888 - EP (9)

LADY GAGA & BRADLEY COOPER A STAR IS BORN (52)

BILLIE EILISH

WHEN WE ALL FALL ASLEEP, WHERE DO WE GO? (32)

ALPHABEAT

DONKT´ NOW WHATCS´ OOL ANYMORE (1)

TOPGUNN 1991 (28)

TRACK

VERDEN VENDER (1)

DANCE MONKEY (16)

SUPER MARIO (6)

LONDON TOWN (5)

LIE (6)

RIDE IT (10)

BEN (4)

CIRCLES (10)

SOMEONE YOU LOVED (36)

LOSE YOU TO LOVE ME (2)