»En dag vil jeg skrive en bog, der giver andre den følelse af et gemmested«

Bøger kan aendre liv. Og perspektiv. Gaesterne på Danmarks største bogmesse Bogforum 2019 fortaeller om bøger, de ikke ville have vaeret foruden.

En kvinde hiver sin mand i aermet.

»Der går hende skuespilleren, Jens, Hella! Hella Joof, Jens!« hvisker hun begejstret.

Rundt om hjørnet flokkes børn om tv-vaerten og skuepilleren Sebastian Klein.

To veninder, der tilhører det af forlagsfolkene såkaldte ”rav- og grå-hjelme”segment, ofrer deres halvt fulde kaffekopper til en affaldskurv. De har travlt, for de vil gerne nå hen til den scene, hvor forfatteren Kim Leine fortaeller om, hvordan mørket sivede ind i hans nyeste bog, der egentlig skulle have vaeret en absurd komedie, men i stedet til hans egen store overraskelse blev en horror-roman om overgreb.

Et inferno af bogelskere

»Det her er et vanvittigt sted – hvem går frivilligt ind i den kaempe boghandel,« halvråber en tidligere kollega over skulderen i hastigt trav på vej ud af Bella Centeret på Amager, hvor Danmarks største bogmesse, Bogforum, ellers kun knap er begyndt.

Det er fredag, og de store haller er fulde af mange skolelaerere og deres elever. I morgen lander weekendbog-folket.

»Hov, er det ikke…?« hvisker en mor til en veninde hen over hovedet på babyen, der haenger i slyngen på hende mave. Og jo, det er skuespilleren Nikolaj Kopernikus.

På en scene sidder radiovaerten – dronningen af sladder – Ditte Okman og forkynder, at hun om en uge er officielt skilt.

Ikke langt derfra fortaeller en forfatter om sit mirakuløse møde med Gud.

Bogforum 2019 er et inferno af støj, lys, forfattere, kendisser, mediefolk, forlagsfolk i en gigantisk kaededans af forfatterinterview på scener og bogsalg. Og så er der de vigtigste. De besøgende.

Forfatterdrømme på en usb

Folkene, der elsker bøger. Laesehestene, kan vi kalde dem. Selv om det er et udtryk med en maerkelig negativ klang.

Bogforums gaester er personer, som bøger betyder noget helt saerligt for. Som den gamle mand med en mørk shopping-trolley bag sig, der stopper ved Saxo Publishing, hvor folk selv kan udgive deres bøger.

Frem traekker han et usbstik og nogle stykker papirer og vender muligheden for at blive udgivet.

Han er en af de mange, der går rundt med en håbefuld forfatter i maven på Diagnonalstraede eller Kastanie-alléen eller en af de andre lange rødtaeppede gange mellem de mange bog-stande. Ofte har forfatter-spirerne deres manus printet ud og forsøger at aflevere det hos de store forlag, hvis de kan finde en venlig sjael, der vil tage imod.

Der er Michelle Fink-Vadstrup ikke endnu. Hendes manus er ikke faerdig, men den 27-årige boghandlermedarbejder er på rette vej, føler hun.

»Jeg har fundet historien nu. Jeg tror på, at det kan blive en hel bog. Til unge. Det er det, jeg vil; skrive,« siger hun.

Da hun voksede op på Frederiksberg, følte hun sig anderledes end de andre i klassen. Hun undertrykte det for at passe ind. Ikke stikke ud. Helst ikke stikke ud. Det fyldte.

Da hun begyndte at laese J.K Rowlings Harry Potterbøger, fandt hun et gemmested. Et trygt sted, der bestyrkede hende i, at anderledes måske var godt?

Den bog fortalte den historie, som jeg ikke fik som barn. Niels Erik Tulstrup, gaest på Bogforum – om Claus Bundgård Christensen, Niels Bo Poulsen og Peter Scharff Smiths bog ”Under hagekors og Dannebrog”

Gemt i Harry Potter

Først mange år senere fandt hun ud af, at den anderledeshed, som hun hele tiden forsøgte at holde i ave i skoletiden, var diagnosen Asperger.

»En dag vil jeg gerne skrive en bog, som kan give andre den følelse af et gemmested, som jeg selv fandt i J.K Rowlings bøger,« siger Michelle Fink-Vadstrup.

Hun elsker bøger så meget, at hun trodser bogmessens menneskemylder, selv om det vil tage hende hele lørdagen at komme sig.

Det er det, bøger kan.

En anden historie

Bøger kan også få en til at tvivle på det, man troede, var sandt. Det siger den 71-årige Niels Erik Tulstrup. Hustruen Bodil Henriksen har Peter Øvig Knudsens ”Min mor var besat” på listen over bøger, som hun vil tage med sig

videre i livet. Hun har selv arbejdet på Aarhus Amtssygehus. Kender psykiatriområdet. En tiltraengt bog, kalder hun den. Men for Niels Erik Tulstrup var det bogen ”Under hagekors og Dannebrog”, der aendrede hans syn på verden.

»Den bog fortalte den historie, som jeg ikke fik som barn. En anden historie om verdenskrigen. Om de danske frivillige, der lod sig hverve til Frikorps Danmark,« siger han, der er født i 1948.

Bogen fik ham til at fundere over, om han selv under saerlige forhold, ville vaeret blevet en af dem på den forkerte side. Den åbnede hans øjne for, at intet er sort eller hvidt. Ej heller Danmarkshistorien.

»Det er så nemt at vaere feel good og vaelge det rigtige, når man kender facit,« konstaterer Bodil Henriksen.

I højttalerne oplyser en stemme, at fireårige Mille savner sin mor ved hovedindgangen. Den følelse er hun ikke nødvendigvis ene om, stønner en traet aeldre kvinde, der lader sig dumpe ned i en stol mellem de mange stande om fødevarer. Hun orker ikke gå hen til scenen, hvor krimiforfatteren Jussi Adler interviewes senere i dag. Det må blive en anden gang. En anden bogmesse. Men der er ikke meget tid til at lade fødderne hvile, for børneforkaemperen Lisbeth Zorning skal på en scene om lidt.

Midt i mylderet står den 27-årige Dikte Grønvold med et helt roligt smil og venter på sin aeldre bror, der arbejder i forlagsbranchen.

Den bog, der har aendret noget i hendes liv, er Inger Christensens ”Det”. Hun har bogen, som hun som 17-årig købte i et antikvariat, med sig, hvor end hun er. Selv i sine år i udlandet er ”Det” fulgt med i tasken.

»Da jeg som yngre laeste det sidste digt, var det en beskrivelse af ... ja, en kropsliggørelse af, hvordan angst føles. At Inger Christensen kunne skrive det så konkret, før jeg overhovedet vidste, hvad angst var, gav mig en følelse af, at jeg ikke var alene. Det digt aendrede mit liv,« siger hun.

Sen frokost

Ved et caféborg har den 68årige Lisbeth Havemann netop sat sig. En sen frokost med sin veninde. En forfatter hun for alt i verden ikke ville undvaere i sit liv, er nordmanden Karl Ove Knausgaard. Han er superstjernen inden for autofiktions-genren med sin prisbelønnede ”Min Kamp”serie, hvor han hudløst fortaeller alle dele af sit og andres liv. Men det er ikke disse bøger, hun genbesøger.

»Han har skrevet en serie opkaldt efter årstiderne, hvor han beskriver forskellige ting ned i detaljen. Den måde han skriver på, husker mig på at vaerdsaette og bemaerke verden omkring mig,« siger hun og retter på tøjet, før hun kigger op og tilføjer nøgternt:

»Det er det, som bøger kan jo, ved du … Hvis man tager sig tiden.«