Macron er god til at give Tyskland dårlig samvittighed

Når franske praesidenter kommer med store udspil og ambitiøse idéer, er holdningen i Berlin ofte defensiv. De store armbevaegelser i Paris opfattes tit som en skjult kritik af et lunkent tysk Europaengagement og af en manglende opbakning til den tysk-franske motor i EU.

Det er bestemt ikke blevet mindre af, at praesident Emmanuel Macron forekommer at vaere gået et gear op, når det gaelder markedsføringen af Frankrig som La Grande Nation på den internationale scene.

Hver ny melding fra Élyséepalaeet udløser en haendervridende debat i Berlin om, hvem der har ansvaret for den fodslaebende tyske stil. De store aviser giver omgående plads til alvorlige formaninger om, at Berlin skader samarbejdet hen over Rhinen. Bekymrede eksperter står i kø.

Så gaelder det om at finde på noget i fart, der kan give indtryk af, at det nye, større Tyskland skam er sig sit voksende ansvar i en turbulent verden fuldt bevidst. Tyskland må og skal påtage sig en tungere rolle, hedder det som med én mund og ganske tvaerpolitisk.

Men det kniber med at lade handling følge ord.

Da Macron i sidste uge kaldte Nato for »hjernedød« og ude af stand til at koordinere strategiske beslutninger, udløste det middelsvaer panik i Berlin. Tyskland ser sig som transatlantisk maegler og kan ikke gå lige så hårdt efter et taettere europaeisk forsvarssamarbejde som Frankrig, der traditionelt har et mere nedtonet forhold til det USA-dominerede Nato.

Macron understreger behovet for en staerkere europaeisk forsvarsdimension og tager naturligvis med i købet, at atommagten Frankrig her får en nøglerolle. Tyskland derimod må balancere, taenke på sin tunge historie og har det i øvrigt svaert med alt, hvad der smager af krudt og kugler. Omvendt har forholdet til Frankrig topprioritet.

Heldigvis havde to tyske toppolitikere netop lanceret et par sikkerhedspolitiske udspil, der kunne fungere som lynafleder for Macrons seneste offensiv: Forsvarsminister Annegret KrampKarrenbauer foreslog for en måned siden oprettelsen af en international sikkerhedszone i det nordlige Syrien, hvor Tyrkiet nu er rykket ind. Frankrig var straks interesseret, men idéen har aldrig flyttet sig videre, fordi der er mange ubekendte. Det er f.eks. helt uafklaret, om tyske soldater må deltage i en sådan operation. Den tyske grundlov er meget striks på dette felt.

Kort efter mente udenrigsminister Heiko Maas, at tiden er inde til, at Tyskland får sig et nationalt sikkerhedsråd, som det kendes f.eks. i USA. Maas brugte ikke mindst idéen til at demonstrere, at Berlin er klar over, at Tyskland må yde mere internationalt, og et nationalt sikkerhedsråd smager da lidt af, at det sikkerhedspolitiske ansvar opgraderes. Men man har ikke siden hørt meget til idéen.

Tyskland og Frankrig er heldigvis naere partnere. Men de behøver vel ikke vaere enige om alt.

Maas vil også gerne have FN reformeret, så Tyskland kan få en fast plads i sikkerhedsrådet. Den oplagte mulighed, at Frankrig deler sin plads med partneren Tyskland, kan ingen i Berlin få sig til at køre i bund.

Den dårlige samvittighed over for Frankrig maerkes også på det økonomiske område. Macron ønsker en faelles EU-finansminister med eget budget. Tyskland slår syv kors for sig, fordi det lugter af, at Frankrig gerne vil have Tyskland med til at daekke de store franske budgetunderskud. Men man bryder sig omvendt bestemt ikke om at blive stemplet som dårlige europaeere. Den kattepine er tit svaer.

Tyskland og Frankrig er heldigvis naere partnere. Men de behøver vel ikke vaere enige om alt. Og det er nu om dage ingen naturlov, at de igen straks haenger i struben på hinanden, hvis ikke de er.