Organdonor skal ikke vaere reservedelslager

Fødte organdonorer er ikke statskommunisme, som Jens Kristian Bech Pedersen (JKBP) skrev i kronikken i Jyllands-Posten i denne uge. Det handler ikke om, at staten skal eje dine organer. Det handler om faellesskabet. Hjaelpe dem, der er afhaengige af andres hjaelp.

Fødte organdonorer fratager ikke friheden til at bestemme selv. Der er ingen, der tvinger dig. Det står dig stadig frit for at sige nej eller ja. Og er man staerk modstander af organdonation, er jeg ikke i tvivl om, at man nok skal framelde sig.

Det handler om vores medmennesker, hvis liv er sat på pause, fordi et af deres organer er kaput.

Men jeg må forstå, at frygten for, at staten ejer ens krop, gør, at de ikke skal hjaelpes, da det er vigtigere, at ens hjerte bliver til aske sammen med resten af ens livløse krop.

JKBP’s holdning bør medføre, at der skal vaere et felt i Donoregistret, hvor man kan vaelge kun at donere sine organer til folk, der har valgt at vaere organdonorer. Hvorfor skal jeg og andre vaere reservedelslager for folk, der ikke selv vil give?

Jeg bliver også skudt i skoene, at jeg vil fratage de pårørende mulighed for at bestemme. Det passer ikke. Pointen er, at bliver organdonation et spørgsmål om aktivt fravalg i stedet for aktivt tilvalg, vil faerre familier vaere tvunget til at vaelge på vegne af deres kaere, idet beslutningen allerede er truffet af den afdøde.

Det betyder ikke, at de pårørende ikke har mulighed for at gøre indsigelse.

JKBP skriver, at fødte organdonorer medfører, at flere mennesker skal dø, »fordi staten skal have magten over dødsårsagen, over de døende og deres levende organer«. Nu er det ikke staten, der hverken bestemmer dødsårsagen eller udtager folks organer. Det er dygtige fagfolk på landets hospitaler.

Det er helt forkert og urimeligt at tro, at de bevidst vil lade folk dø. Og hvis det ligger dig så meget på sinde, har jeg et godt råd: Hold dig vaek fra Donorregistret, men forvent så heller ikke organer fra mig.