Udkantsdanmark er truet: Bondelandet er snart borte med huse, hegn, fugle og dyr

Lige nu forfalder og forsvinder det land og landskab, der rummede vores bedsteforaeldre og oldeforaeldre.

Lilly B. Tang cand.jur., Hørsholm

Udkantsdanmark synes dømt til undergang, samtidig med at der graves som aldrig før i jorden efter spor fra fortiden med teske og børste. Er det virkelig sådan, at fortiden først er interessant, når den er gået under og udslettet, så man skal grave den ud igen?

Lige nu forfalder og forsvinder det land og landskab, der rummede vores bedsteforaeldre og oldeforaeldre. Det bondeland, der brødfødte vores forfaedre, og som i århundreder beboedes af størsteparten af befolkningen, er snart borte med huse, hegn, husdyr, enge, insekter, fugle, harer og andet småvildt.

Det land, vi stadig besynger i Højskolesangbogen og betragter på aeldre malerier, er udslettet eller på vej vaek.

I stedet taler man om “vild natur” og mener, at ulven og nogle uvejsomme naturskove nok vil gøre det helt igennem kultiverede landskab mere naturligt. Man vil helt tilbage til Stenalderen for at komme historien naermere, selv om den ligger lige derude og venter på en kaerlig hånd i tide.

Forfaldet begyndte med bilismen og landbrugets industrialisering. Bilismen førte til naerbutikkernes død og senere til, at busruter og trinbraet på togruterne blev nedlagt. Køerne forsvandt fra markerne, diversiteten i gårdene forvandledes til enkeltafgrøder eller grisefabrikker, engene draenedes og forsvandt, de levende hegn blev stadig faerre og mindre.

Landbrugets repraesentation på tinge blev stadig ringere, jo faerre bønder der blev, og demokratiet forsømte landet og forkaelede byerne. Landet (i form af landsbyer, småbyer og gårde) eksisterer kun på trods, hvis de ikke er ruiner eller forsvundet, og beboerne ganske upåagtet er blevet udplyndret af vaerditabet på deres usaelgelige boliger og henvist til at leve i grimme lejekaserner uden om byerne.

Mens bondelandet synker i grus, leder vi efter vikinger i undergrunden. Kunne vi ikke i tide kere os om de huse og landsbyer, der stadig eksisterer i al ydmyghed, inden de er helt vaek.

Hvorfor skal vores efterkommere henvises til at søge i mulden efter resterne efter de sidste stråtaekte gårde, huse og landsbyer og undrende spørge sig selv, hvorfor det hele bare forsvandt kun 10050 år efter, at vi priste det i tusind identitetsgivende faedrelandssange og idylliske malerier.

Vi skaber os, som om urbaniseringen er en naturkraft, vi ikke kan modarbejde. Men byerne vil også blive tabere, fordi deres enorme energiforbrug medvirker voldsomt til klimaaendringer og forurening og gør folk så afhaengige af tekniske bekvemmeligheder, at de ikke er i stand til at overleve uden.

Det er kun små 100 år siden, at mange boede på landet uden rindende vand, offentlige kloakker, el eller radio, og folk i byerne stadig havde retirader i gårdene, som natmanden hentede og tømte uden for byerne.

Nu er vi dobbelt så mange mennesker i landet, og panikken over klimaforandringerne breder sig uden klar erkendelse af de mange grunde til dem.

Provinsen er ikke “Taberdanmark”, men vores faelles historie. Red nu det sidste, inden det i blind foragt er formuldet og skal graves op af undrende efterkommere. Bevaring koster noget, blandt andet, at man ikke nedsparer og centraliserer skoler, børnepasning og offentlig transport, men nurser det frem i småsamfundene igen.

Den opgave modarbejdes af økonomifikserede landkommuner, der stivner i bopaelspligt og foraeldede lokalplaner og planlove. Folk skal have lov at bruge deres huse, som de selv synes. Intet er så fattiggørende, som den tvang en enorm og overflødig boliglovgivning, der fører til et tyrannisk kommunalt bureaukrati, afstedkommer.

Danmark, der kalder sig et af verdens rigeste lande, skal ofre noget på at bevare og imødekomme den del af befolkningen, der gerne vil bo i naturen og på landet, inden de alle er blevet til byernes udplyndrede proletarer, og bondelandet og dets historie er forsvundet i ufremkommelige naturskove og uhyggelige ruinlandsbyer.

Forfaldet begyndte med bilismen og landbrugets industrialisering. Bilismen førte til naerbutikkernes død og senere til, at busruter og trinbraet på togruterne blev nedlagt.