Er dopingkampen på vej mod Gulag-tilstande?

En dopingekspert glaeder sig over beslutningen om at mildne straffen for brug af ”social drugs”. Til gengaeld forstår han ikke, hvorfor atleterne skal underkaste sig afvaenning for at slippe billigere.

En god idé – med plads til forbedringer.

Sådan siger dopingekspert Ask Vest Christiansen, lektor på Institut for Folkesundhed og Idraet på Aarhus Universitet, som reaktion på nyheden om et banebrydende forslag i den internationale kamp mod sportens forbudte stoffer.

I forbindelse med en revision af dopingreglerne, der skal gaelde fra 2021, laegger Det Internationale Antidopingagentur (Wada) op til at mildne sanktionerne i sager, som har udgangspunkt i brug af de såkaldte social drugs.

Denne gruppe er ikke endeligt defineret, men hedder i daglig tale også euforiserende stoffer. Det vil sige cannabisprodukter og en raekke staerkere typer narkotika som kokain og heroin.

»Nogle har argumenteret for, at det var vigtigt at have den slags på listen. På den måde fangede man flere og fik antidopingsystemet til at se effektivt ud, men at saenke dopingstraffen for de stoffer er rigtigt fornuftigt. I for eksempel basketball, boksning og saerligt inden for snowboard- og skateboardsporten har brug af cannabis ikke rod i noget praestationsfremmende, men er bare en del af kulturen,« anfører Ask Vest Christiansen.

»Jeg tror ikke, at kokain ryger af listen, for det har både en praestationsfremmende fordel og er sundhedsskadeligt på et helt andet niveau end cannabis. Med heroin har jeg aldrig hørt om en sag, hvor en seriøs eliteatlet har taget det. Det findes ikke. De folk, der tager heroin, har givetvis et større problem end at blive taget i dopingkontrollen.«

Ask Vest Christiansen ønsker dog at løfte debatten op til mere og andet end en snak om forbudte og tilladte ”social drugs”, da Wada’s planlagte lempelse af straffen har to spor.

Helt grundlaeggende skal brug af de pågaeldende stoffer maksimalt kunne udløse en udelukkelse på tre måneder i stedet for op til fire år som nu, hvis en idraetsudøver kan dokumentere, at indtaget ikke skete for at opnå en konkurrencemaessig fordel.

Underkastelse giver rabat

Derudover kan atleten slippe med blot én måned i skammekrogen, hvis vedkommende accepterer at gå i behandling – og den handel har Ask Vest Christiansen svaert ved at se fornuften i.

»Jeg har svaert ved at tro, at ret mange eliteatleter har et problem med cannabis i et omfang, så de er afhaengige af det og skal på afvaenning. I givet fald ville de ikke vaere konkurrencedygtige. Derfor er det simpelthen ikke et reelt problem at adressere, målt i forhold til det system, der skal stables på benene, og størrelsen på antidopingapparatet,« siger Ask Vest Christiansen.

På den baggrund ser han en risiko for, at sanktioner med indbyggede afvaenningsprogrammer i for stor grad vil gøre atleterne til hyklere:

»Ambitiøse atleter braender for deres sag og vil gerne tilbage hurtigst muligt, så de vil gå med til snart sagt hvad som helst for at slippe med en måneds karantaene. Jeg har det lidt svaert med, at myndighederne skal til at regulere en livsstil. Dér kommer vi langt vaek fra perspektivet om de vestlige liberale demokratiske frihedsrettigheder og idealer. I stedet for at pålaegge atleterne sådan noget bør vi oplyse og uddanne atleterne bedre, så de kan traeffe et informeret valg om en aendring.«

Mener du, at antidopingmyndighederne kan komme til at kraenke udøvernes privatliv? »Der er en risiko for, at systemet kommer til at minde om uddannelseslejre, til folk får den rette holdning, så det bliver mere Gulag end oplysningsidealer. Derfor skal man taenke rigtigt godt over, hvordan dopingreglerne skal formuleres.«

Ask Vest Christiansen medgiver dog, at en kraenkelse af privatlivet kan vaere et nødvendigt onde i dopingbekaempelsen. Et tilfaelde kan vaere hele brugen af whereabouts – det meget omfattende system, hvor en saerligt udvalgt gruppe af eliteatleter konstant er forpligtede til at oplyse om deres opholdssteder for at give dopingkontrollanterne mulighed for at foretage uanmeldte dopingprøver.

Blåstempling i retten

Siden indførelsen af kravet i 2004 har sportsstjernerne forsøgt at få indføjet lempelser i systemet, men helt skrottet overvågningen får de aldrig, da en meget stor procentdel af dopingsagerne stammer fra netop disse overraskelsesbesøg.

»I elitesporten er whereabouts bare sit helt eget problemfelt. De uanmeldte dopingkontroller er problematiske, for du kan ikke engang holde en ferie uden at vaere overvåget, så det er da et brud på privatlivets fred. Det er også blevet anerkendt af de domstole, der har prøvet sagerne, men de har samtidig sagt, at det brud må atleterne acceptere, så dopingkampen kan føres på et vist niveau. Det findes ikke i andre brancher, men i sporten er det nødvendigt for at sikre dopingkampen det niveau og den legitimitet, som den skal have.«

Der er en risiko for, at systemet kommer til at minde om uddannelseslejre. Ask Vest Christiansen, dopingekspert