Er vi på vej mod årtusindets første storkonflikt i det private?

Kortsigtet fokus på løn risikerer at sende arbejdsmarkedets parter ud i storkonflikt, netop som de burde forene kraefterne om at fremtidssikre medlemmernes eksistensvilkår.

Den spaede optakt til de kommende måneders tovtraekkeri om arbejdsmarkedets rygrad, overenskomsterne, er et laerebogseksempel på, hvordan en forhandling kan gå galt, endnu inden den er gået i gang.

Parterne har nemlig saerdeles svaert ved at enes om, hvad omdrejningspunktet egentlig er. På den ene side af fronten sidder arbejdsgiverne, fast besluttede på at skue mod fremtiden uden at skele unødigt til de resultater, lønmodtagerne har bidraget til at levere igennem de seneste år. På den anden side sidder lønmodtagerne, lige så fast besluttede på at stirre bagud, polstre lønposen per efterkrav og ignorere fremtidens trusler.

Det udgangspunkt er et meget tidligt varsel om, at sandsynligheden for årtusindets første storkonflikt på det private arbejdsmarked, omfattende flere hundredetusind lønmodtagere, bestemt er til stede.

Forstå mig ret: Selvfølgelig er kunstig strategisk positionering i rigt mål involveret i signalerne for tiden. Som altid handler spillet jo om at skaffe det hele for det halve til sine egne medlemmer. Men det handler også om at lande på en samarbejdsaftale for de kommende år, som stiller dansk erhvervsliv – chefer og medarbejdere – bedst muligt over for en usikker fremtid på højkonjunkturens bagkant.

Her synes ingen af de to parter ligefrem knivskarpe på at levere andet og mere end banale lønrammer til videre lokale forhandlinger ude på arbejdspladserne. Intet tyder på, at den fornødne modernisering af den danske model, der kan uddanne nutidens lønmodtagere til at forblive kvalificerede, når ny teknologi fjerner deres nuvaerende job under fødderne på dem, ligger i kortene.

Som den første gruppe har finanssektoren traditionen tro sat sig til forhandlingsbordet. Netop den sektor illustrerer problemstillingen bedre end de fleste.

De ansattes repraesentanter fra Finansforbundet kraever betydelige lønstigninger i lyset af sektorens gode resultater igennem flere år. Hvorimod finanssektorens arbejdsgivere haefter sig ved, at negative renter og et lurende sammenbrud i pengeinstitutternes forretningsmodeller får lønstigninger til filialmedarbejderne til at rime på uansvarlighed.

Alt imens samme banker, bør det tilføjes, diskret er engageret i overbudskapløb en masse om at hyre de bedste og dyreste itfolk og governance-eksperter til sidekontorerne.

Konflikten er til at få øje på. Vi mangler imidlertid helt at høre parternes bud på, hvordan de vil løse den største faelles udfordring, som konsulenthuset PWC afdaekkede i fjor: At 30 pct. af alle job i finans- og forsikringserhvervene kan afløses af ny teknologi og kunstig intelligens i løbet af de kommende 10 år.

Det svarer til et beskaeftigelsestab på ca. 15.000 finansansatte inden for en overskuelig fremtid. Vel at maerke veluddannede, kompetente hoveder, som sektoren såmaend nok kunne bruge i de kreative bestraebelser på at genopfinde finansindustriens rolle i samfundet. Det er bare ikke en omstilling, som det lader sig gøre at haste igennem i de sidste fire-fem år, inden hammeren falder.

Samme scenario venter, når overenskomster omfattende 600.000 mennesker på det øvrige private arbejdsmarked skal forhandles efter årsskiftet med industrien som absolut retningsgivende. Det bliver løn her, der og alle vegne, som dominerer dagsordenen.

30 pct. af alle job i finansog forsikringserhvervene kan afløses af ny teknologi og kunstig intelligens i løbet af de kommende 10 år.

Det er en aergerlig udvikling, graensende til det snaevertsynede. Kendsgerningen er, at reallønnen herhjemme nu vokser lidt hurtigere end i udlandet, men i en absolut forsvarlig takt.

Der er bestemt plads til at fortsaette den linje i de kommende tre år til gavn for både virksomhederne og deres medarbejdere. I stedet bør arbejdsgivere og lønmodtagere bruge krudtet på at sikre, at den i fortiden velfungerende danske model også får en fremtid ved at begynde at forholde sig til de virkelige udfordringer, de i faellesskab står over for.