Hongkongs unge kraever haevn over politiet
Efter en uge med dramatiske sammenstød mellem politiet og unge demonstranter på universiteter hiver Hongkong efter vejret før naeste storm. Ingen tror på, at det er overstået.
Camoufleret med ansigtsmasker strømmer flere hundrede unge Hongkong-kinesere ind i indkøbscentret Yoho i den nordlige forstad Yuen Long.
De saetter sig i skraedderstilling på gulvet og råber slagord i takt så højt, at det får butiksruderne for luksusmaerker som Yves Saint Laurent og Rolex til at dirre:
»Hongkong vil have haevn«, »kaemp for frihed« og »vi glemmer aldrig«.
En skov af arme med fem fingre i vejret betyder, at de unge kraever alle deres fem krav til regeringen indfriet, intet mindre. Så taender de lyset i deres mobiltelefoner og istemmer nationalsangen Glory to Hongkong.
Dette er en maerkedag for demokratibevaegelsen. For fire måneder siden, den 21. juli, kvaestede over hundrede hvidklaedte gangstere fra en af storbyens triader over 40 demonstranter og tilfaeldige rejsende, da de traengte ind i et metrotog og bankede løs på passagererne. De betjente, der var tilstede på stationen, forsvandt.
»Ingen er blevet straffet, og politiet har aldrig sagt undskyld. Jeg tror, at politiet samarbejder med mafiaen, og at de bevidst søger konfrontationen for at anholde så mange som muligt,« siger 22-årige engelskstuderende, Jacqueline Tsang.
Hun beskylder regeringen for at have forpasset enhver chance for forhandlinger og indrømmelser, siden protesterne brød ud i juni:
»Jeg er bange for, at vi mister vores frihed. At vi bliver ligesom Kina eller endnu vaerre udsaettes for samme undertrykkelse som de etniske uighurer i Xinjiang-regionen«.
»Derfor bliver vi nødt til at fortsaette kampen, uanset at den måske bliver mere voldelig. Vi har ikke andre måder at vise vores vrede, og internationalt er vi i faerd med at vinde«, siger hun med henvisning til den støtteerklaering, som et overvaeldende flertal i USA’s kongres vedtog forleden.
Vil ikke storme universitet
Den 25-årige it-ingeniør John Chan, der også har en sort maske for munden, erkender, at ingen kender slutningen på dette oprør. »Hvis vi får frie valg og taber, vil vi acceptere det. Men i øjeblikket har vi ikke de frie valg, som vi blev lovet i aftalen mellem Kina og Storbritannien.«
De fleste deltagere i demonstrationen er helt unge. Spinkle kvinder, der siger, at de ikke er bange, og at de kraever faengslede kammerater løsladt. Da demonstrationen slutter fredeligt efter godt en time, er alle butiksruder intakte.
Andre steder går det mindre fredeligt til. Volden er eskaleret dramatisk i de seneste uger. Mens et lovforslag om mulig udlevering af kriminelle til Kina fik to mio. mennesker på gaden i juni, taendte en 22-årig demonstrants død gnisten til voldsomme konfrontationer.
En stribe af Hongkongs højere laereanstalter blev besat. Borgerkrigslignende scener udspillede sig på det polytekniske universitet, hvor mange hundreder forskansede sig og producerede hjemmelavede våben.
Billeder af maskerede demonstranter bevaebnet med katapulter og bue og pil ramte alverdens forsider og en betjent i benet. Det fik igen politiet til at true med at skyde med skarpt.
Torsdag lagde en anspaendt ro sig over centrum af storbyen. Tilbage på universitetet var der ifølge avisen South China Morning Post torsdag eftermiddag ca. 60 unge tilbage, der alle risikerer 10 års faengsel for oprør.
Endnu syv forsøgte torsdag at slippe vaek, men blev anholdt. Andre forsøgte at flygte igennem kloaksystemet, men tilsyneladende uden held.
Tilbage i kontrol var de ellers så forhadte politibetjente venligheden selv. En betjent, der kaldte sig Karson, beklagede, at adgang til universitetet er forbudt, så laenge det ikke er ryddet for »hardlinere og ekstremister«.
»Vi har ingen planer om at storme bygningen,« tilføjede en anden, der kun praesenterede sig som Andy: »På et tidspunkt kommer de selv ud. Og så er vi klar til dem«.
Uanset slutningen på dramaet ser ingen i Hongkong det som slutningen på konflikten. Meget mere står på spil. Hongkongs fremtid.
Skal den tidligere britiske koloni med ca. 7,5 mio. indbyggere fortsat have en saerstilling med demokratiske frihedsrettigheder,
Vi kan tabe, men vi kan også vinde. Se bare, hvad der skete med Berlinmuren. Wong Yik Mo, Hongkong-aktivist
eller skal Hongkong gradvist underlaegges et autoritaert kinesisk styre?
Med andre ord. Er konceptet »et land, to systemer« i det lange løb en illusion, der ikke har gang i virkeligheden?
Kina ikke brug for militaer
Fra Jyllands-Postens hotelvaerelse på 23. sal er der en fin udsigt til både højhusene og problemerne i det moderne finanscentrum.
Fra det omringede polytekniske universitet et par hundrede meter vaek er der kun ca. 50 meter over til et rødt kinesisk flag, der vajer over en kaserne for folkets befrielseshaer. Torsdag traenede kinesiske soldater i gården med skjolde som et varsel om, at de om nødvendigt er klar.
Foreløbig tror de faerreste på, at Kina vil gribe militaert ind for at stoppe protesterne. Hongkong er ikke Tiananmen, og en militaer intervention kunne let blive en kolossal økonomisk bet for Kina.
»Kina har ikke brug for at saette militaeret ind. De kan sagtens vinde uden, for vi bruger mest paraplyer til at beskytte os mod tåregas. Men Kina har allerede infiltreret politistyrken,« siger den 34-årige Hongkong-aktivist Wong Yik Mo, der for et par uger siden var på besøg i Danmark for at skaffe opbakning.
Han beskylder politiet for at vaere skyld i volden og også eskaleringen. På en cafe i Hongkongs såkaldte nye territorier finder han sin mobiltelefon frem og viser gysende videoer af politiets hårde fremfaerd. Et af politiets salatfade kører en demonstrant ned i høj fart og stopper ikke. På et andet klip tvinges en demonstrant til jorden, før en betjent jokker ham i hovedet med sin støvle.
»Politiet er aggressivt og lyver uafbrudt om alting. Det er som kinesisk propaganda,« siger han og konkluderer: »Vi kan tabe, men vi kan også vinde. Se bare, hvad der skete med Berlinmuren. Under alle omstaendigheder kan man ikke bare sidde passivt hen.«
der skal fortaelles, er større, mener han.
Et gulnet kort og grusveje
»Der er flere flygtninge i verden i dag end nogensinde. Derfor er det vigtigt at fortaelle, hvordan vi tog imod 250.000 flygtninge dengang. Det var en voldsom situation. Taenk på, hvor meget opmaerksomhed det fik, da flygtninge og migranter ankom til Danmark i 2016 og gik på motorvejene.«
Skal man ikke gå på en tynd linje som museum, hvis man vil formidle det her uden at blive politisk?
»Jo, måske. Men vi tager ikke stilling til, hvordan vi skal behandle flygtninge. Jeg mener, at vi er forpligtet til at vise, hvordan man har gjort det i historien. Vi skal f.eks. fortaelle, at man dengang mente, at det var vigtigt, at alle flygtninge arbejdede i lejren – i produktionsvirksomheder eller med håndvaerk, og at børnene skulle i skole. Ingen skulle gå passive rundt med deres tanker om, hvad de havde oplevet – og hvad der skulle ske.«
Vi ser på et guldnet kort over lejren og det net af grusveje, som blev anlagt, og som stadig eksisterer. I 10 år efter de sidste flygtninge tog hjem, pillede militaernaegtere lejren ned. Siden er området igen groet til en plantage. Mellem granerne ligger der stadig fundamentet af en barak, og under det hele er der stadig kloakker. For enden af en grusvej ligger en murstensbygning i to etager, hvor der i 1940’erne var mekaniker. I dag er lokale foreninger flyttet ind.
I få år var det et samfund med teater, skoler, badeanstalt, biograf, kirker og produktionsvirksomheder. For at give de tyske flygtninge erfaring med demokrati etablerede man selvforvaltning med egen borgmester – og egen avis. Samtidig var de 35.000 mennesker isoleret fra lokalbefolkningen, området var endda hegnet ind med pigtråd.
50 i hver barak
»Husk på, at disse mennesker var uønskede, og det var vigtigt, at de rejste hjem igen, så snart det kunne lade sig gøre.
Det er verdenshistorie det her. Det er en uhørt dramatisk historie, og det er tilmed en del af historien, som mange danskere slet ikke kender. Claus K. Jensen, direktør for Vardemuseerne