Akademikere er for samfundet som saltvand for hamburgerryg
HK’eren er presset fra tre sider. For 100 år siden talte man meget om maskinerne. I dag taler vi om robotternes komme. Ved siden af jurister og journalister taler vi også begrundet om, at visse opgaver allerede og snart flere kan afløses af maskiner, der er hurtigere, mere fejlfri og holder åbent døgnet rundt.
På en anden flanke er HK’eren presset af udflytningen af opgaver til borgerne. Som almindelig borger i det danske samfund maerker man tydeligt, hvordan man selv skal overtage flere af de opgaver, som der før var en ekspedient til. Man skal selv betale girokortet, foretage sine bankaerinder på computeren, selv tjekke sin bagage ind i lufthavnen, i visse supermarkeder helst scanne sine varer selv, og via e-boks og hjemmesider skal man selv foretage sine korrespondancer med stat og kommune.
Overalt skal man presses med ud i en digitalisering, man ikke har ønsket. Man skal ofte logge ind på alskens portaler, med en pokkers masse brugernavne og koder til følge, i stedet for at sende en email. Man skal som borger ”opgradere” sig til HK’er for blot at vaere på niveau med, hvad der kraeves som borger. Og det truer HK’eren.
Så er der en tredje front, som HK’eren er presset på; en stigende akademisering af alle serviceerhverv. Det er måske så som så med akademiseringen, men der er i hvert fald blevet ansat mange flere akademikere i stat og kommune end for bare 10 år siden. I staten udgjorde de ansatte i 2009 32,7 pct., mens de i 2019 udgør 42,6 pct. Løngruppen OAO (De offentligt ansattes organisationer), der udgør bl.a. HK og 3F, er tilsvarende faldet fra 38,3 til 28,0 pct. i samme periode. Da akademikerne er noget dyrere i drift, er lønudgifterne for akademikerne også steget markant; vi bruger nu 46 mia kr. på de statsansatte akademikeres løn, mens vi for 10 år siden brugte 24,5 mia kr. Nogenlunde samme udvikling ses i kommunerne, der dog har relativt faerre akademikere: en stigning i samme periode fra 5,5 til 7,6 pct. med en stigning i lønsum fra 13,8 til 20,8 mia.
Et typisk borgerspørgsmål vil vaere, om vi gerne vil have denne akademisering, når nu den koster så meget mere i løn. Et andet, om der er tale om en reel akademisering af det offentlige, altså om vi får det, vi betaler for. Og om der reelt er brug for det.
På Dansk Magisterforenings hjemmeside skriver de: »Som akademiker kan du godt tage ikkeakademisk arbejde, og hvis din stilling ligger på graensen mellem akademisk og ikke-akademisk arbejde, kan du forsøge at aftale med din arbejdsgiver, at stillingen aendres til akademisk stilling. Skelnen mellem akademisk og ikke-akademisk arbejde er ikke altid entydig. Hvis du er ansat i en ikke-akademisk stilling, men løser opgaver på baggrund af dine akademiske kompetencer, kan det vaere, din stilling befinder sig i det, der bliver kaldt ”akademisk graenseland”. I sådan en situation kan du forsøge at udvikle din stilling i retning af en akademisk stilling, så du kan få muligheden for at aftale med din arbejdsgiver, at stillingen bliver aendret til en akademisk stilling.« Bemaerk »forsøge at udvikle«
.
En dag må vi diskutere, hvordan vi bruger al vores gode akademiske viden og refleksion godt, så vi får et dannet og ikke bare et veluddannet samfund. Men foreløbig ser det ud til, at vi bruger dem til at pumpe stat, virksomheder og kommuner op ligesom saltvand, der sprøjtes i en hamburgerryg, hvor saltvandet selv arbejder for at udvide sig og sørge for flere saltvandsenheder. Vi har uden tvivl brug for hinandens dannelse for at kunne have et humant samfund og en god borgerlig offentlighed, men at opgradere borgeren til HK’er og at oppumpe stillingerne til akademikerstillinger, er naeppe god brug af vores allesammens evner og penge.
HK’eren er presset fra tre sider.