Uden højere sats forsvinder kernetropperne

Beskaeftigelsesminister Peter Hummelgaard har ikke planer om at haeve dagpengesatsen. Krybben er tom, må man forstå. Vi har laenge argumenteret for, at så laenge kompensationsgraden vedbliver med at falde for flere faggrupper, undergraves opbakningen til det solidariske dagpengesystem.

For ingeniørerne, som laenge har oplevet lav ledighed, er kompensationsgraden til at overse. Den forsikring, de med deres a-kassemedlemskab har tegnet, får ringere og ringere daekning.

De er ellers systemets ”elitebilister”. Den typiske ingeniør har behov for dagpenge én gang i sit arbejdsliv – umiddelbart efter endt uddannelse. Resten af deres arbejdsliv vil langt de fleste kun have behov for systemet i meget korte perioder.

For at forblive relevant er det derfor vigtigt, at systemet tilbyder en reel forsikring i den situation. Ellers kan man frygte, at nettobidragsyderne vil vende systemet ryggen og finde bedre alternativer i privat regi uden for jobcentrenes overvågning.

Med udsigt til faldende kompensationsgrad og tiltagende angreb på dimittendsatsen er der graenser for, hvor laenge vi kan argumentere for, at det er sund fornuft at vaere medlem af en a-kasse.

Ved at acceptere et stigende misforhold mellem kontingentbetalingen og forsikringens vaerdi bidrager ministeren til at slå flere søm i kisten på det solidariske dagpengesystem, som vi ser som en vigtig del af et velfungerende arbejdsmarked.

En forhøjelse af kompensationsgraden er derfor et tiltraengt første skridt, hvis solidariteten ikke skal saettes over styr. Hvis praemissen for en aendring er, at den samlede omkostning ikke må øges, er IDA ikke afvisende over for en differentiering af satserne mod en tilsvarende differentieret udbetalingsperiode eller en sats, som aftrappes over dagpengeperioden.

Det behøver ikke gøre systemet dyrere, og som en bonus vil det appellere mere til kernetropperne som vores medlemmer.