Universitetet lever i en opløsningstid
hovedbestyrelsesmedlem (LA) folketingsmedlem (LA)
Københavns Universitet er i det seneste år blevet et hjemsted for identitetspolitik, kraenkelseskultur og ønsket om saerrettigheder til de få på bekostning af de mange. Det er en skraemmende udvikling, som senest er kulmineret med, at universitetets LGBTQIA+ medarbejdernetvaerk har skrevet en opsang til Universitetets ledelse. Formålet er at få svar på, om Københavns Universitet er et sted, der aktivt arbejder for at inkludere kønnede og seksuelle minoriteter eller ej.
Indlaegget er skabt på baggrund af den debat, som er kommet i kølvandet på en spørgeundersøgelse, hvor man alene kunne vaelge mand eller kvinde som køn. Det er åbenbart et stort problem, at demografiske karakteristika tager udgangspunkt i normaltilstanden: at langt de fleste identificerer sig som enten mand eller kvinde.
Ifølge den mest omfattende seksualundersøgelse i danmarkshistorien (Projekt Sexus), som er skabt i 2019 i samarbejde mellem Statens Serum Institut og Aalborg Universitet, vurderes der under kapitlet ”kønsidentitet”, at det i Danmark er 0,54 pct. af befolkningen, som har en ikke-ciskønnet kønsidentitet (0,10 pct. transkønnede og 0,44 pct. nonbinaere). Gruppen af ikke-ciskønnede består af transkvinder (0,05 pct.), nonbinaere maend (0,14 pct.), transmaend (0,05 pct.) og nonbinaere kvinder (0,30 pct.).
Vi skal ikke blande os i, hvordan frie borgere identificerer sig, hvilken seksuel orientering de har, eller hvordan de omtaler sig. Men det er ude af proportioner at bede Københavns Universitet om at opsaette saerrettigheder for grupper af studerende eller ansatte, og den rummelighed, vi bør vise hinanden som mennesker, skal ikke ske på bekostning af den frie samtale og forskning på universitetet, som den f.eks. gør, når den laegger hindringer i vejen for en lødig spørgeskemaundersøgelse.
Vi ser allerede nu, hvordan man opfordrer til at benytte ukønnede tiltaleformer, lave såkaldte trigger warnings, inden potentielt stødende indhold fremlaegges, eller simpelthen stopper med at synge sange som ”Den danske sang er en ung blond pige”. Det er absurditet på absurditet.
Identitetspolitik som dette gør sproget til hersker over virkeligheden. Og den gør følelsen til hersker over både rationalitet og sund fornuft. Man får følelsen af, at den oplysning, som universitetet bygger på, er blevet til opløsning. At universitetet lever i en opløsningstid, hvor det i sin iver efter at vaere rummeligt og mangfoldigt modarbejder det selvsamme.
Derfor tror vi, at tiden er kommet til at sige stop. På vegne af både det liberale demokrati, virkeligheden, rationaliteten og den sunde fornuft.